For-føreren som oprører
- Eller hvordan jeg lærte at blive ved med at bekymre mig og begynde at begære den andens begær
Af Sebastian Tobias-Renstrøm, stud.psych.
Jeg ved ikke med dig, kære læser, men jeg har snart fået nok. Alt for mange af mine venner, alt for mange, jeg kender, og alt for mange unge mennesker har det alt for dårligt. Utilstrækkelighed, lavt selvværd, lav selvtillid, katastrofetanker, manglende lyst, manglende begær og i de værste tilfælde en lyst til at dø. Vi har det dårligt, og alligevel så rulles fremdriftsreformen ikke (helt) tilbage, uddannelsesloftet er ikke blevet hævet (endnu), og vores kritik falder for døve øre. Generelt virker det på mig som om, at folk ønsker sig et mere fleksibelt system, et mere omsorgsfuldt system, hvor der er plads til at træde ved siden af, hvor man ikke behøver at få et angstanfald op til hver eksamen, men ingen tror egentligt på, at det system bliver lavet til os. Så hvad gør vi? Oprør? Nej, vel? For vi har ikke tid. Vi skal jo have studiejob, frivilligt arbejde, træne, se venner og familie, socialisere, networke, studere, fritidslæse, dokumentere det hele på sociale medier og for guds skyld ikke spilde tiden. Individualiseringen har sejret af helvedes til. Vi har så meget tiltro til vores egne evner til at styre vores liv og fremtid, og bruger så meget energi på det, at vi ikke magter at gøre noget ved det system, som er med til at gøre livet trist og gråt for os. Men hvis oprøret er nødvendigt, så er det nødvendigt, og så må vi mønstre energien til det… men hvordan? Dette, kære læser, vil jeg prøve at give et bud på.
D. 25. oktober afholdt Indput sin første begivenhed i serien ”Indputtalks”. Emnet var kritik og oprør, og Mads Bank og Simo Køppe stillede op til en samtale om disse begreber, hvad de er for en størrelse, hvad vi kan bruge dem til, og hvordan vi kan relatere det til psykologien samt vores kommende rolle som psykologer. Diskussionen i salen udviklede sig hurtigt i en sådan retning, at mange iblandt publikum virkede mere eller mindre opildnede, men også apatiske. Selvom det virkede som om, at der var mange, der ønskede et oprør af en art, så virkede det svært at bevare ”momentet”. For det første var et kriterie for at bevare dette moment, at konkrete utopier blev formuleret, men derudover var det især fokusset på, hvordan vi får folk til at bevare lysten, at bevare utilfredsheden, at ville have oprøret, som deltagerne virkede frustrerede over. Hvordan får vi folk til at lade være med at give op? Tillad mig at blive teoretisk et øjeblik, så vil jeg bagefter vende tilbage til det konkrete spørgsmål om oprøret hos den studerende.
Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan har formuleret den berømte sætning: ”Begæret er altid den andens begær” (Lacan, 1998). Dette skal forstås på begge måder; jeg begærer både det, den anden vil have, samt have at den anden skal begære mig. Med udgangspunkt i denne sætning, vil jeg stille følgende spørgsmål: Hvordan kan vi få hinanden til at begære oprøret? Det pudsige ved begæret for Lacan er, at det uendeliggør det objekt, vi ønsker os (Fink, 1995). Dette betyder, at man aldrig bliver helt færdig med dette objekt. Du kan aldrig helt indfange det, men du bliver ved med at søge imod det, du bliver ved med at ville have det. ”Objet petite a” (begærsobjektet) er en position, en art sted, hvor konkrete objekter (en elsker, et stykke tøj, en politisk ændring) ”stiller” sig, men i det øjeblik, at man får dem eller når dem, så har begæret forskubbet sig en smule. Der var alligevel ikke hel overensstemmelse imellem det man fik, og det man ville have (Fink, 1995; Lacan, 1998; Žižek, 2010). Det er derfor, at begæret altid fortsætter, altid vil have mere. Som den skarpe læser nok har regnet ud, så vil jeg påstå, at vi bliver stoppet i at begære oprøret, hvad form det end tager. At vi bliver stoppet i at begære selvhævdelse, viden for videns skyld, ro og dannelse. Dette skyldes, at vi i denne individualiserede forbrugskultur hele tiden får vores opmærksomhed frataget; sociale medier og reklamer forstyrrer os hele tiden og kæmper for at få os til at forbruge umiddelbart og pludseligt, handlende på ren drift uden omtanke, en villen som vi ikke selv vil (Stiegler, 2010, 2011, 2013). Vi bliver altså hele tiden stoppet i at begære oprøret.
Så hvis det, der er brug for, er at begære oprøret, men at begæret altid først og fremmest er den andens begær, hvornår starter det hele så? Det pudsige ved formuleringen; ”begæret er altid den andens begær” er, at der er nogen, der er nødt til at starte med at begære noget, men det kan de kun ved, at der er nogen andre, der begærer et eller andet, and so on, and so on. Men hvis argumentet er, at vi ikke begærer oprøret, og at systemet lykkes i at hindre os i det, hvordan kan vi så starte begæret? Hvem starter med at ville? Det gør den, der lader som om…
Professor Morten Nissen beskriver Anonyme Alkoholikeres motto; ”Fake it ’till you make it” som værende et eksempel på Louis Althussers begreb om interpellation (Nissen, 2002, 2012). Interpellation betyder, at subjektet bliver det, som det påberåbes til at være af en anden. Althusser bruger selv Pascals eksempel: Knæl og bed, og du vil blive kristen. Handlingerne eller positionerne kommer altså før den psykiske tilstand (Žižek, 2007). Der er nødt til at være en position som borger i forhold til en position som politimand, før end politimandens anråb (”Holdt i lovens navn!”) kan få en person til at stoppe som lovlydig borger eller flygte som kriminel. Nissens måde at bringe dette begreb videre på, er at beskrive, hvordan vi også interpellerer hinanden konkret i kollektiver, hvor subjektiviteten udfoldes på tværs. Der er noget ved dét at performe noget bestemt, som er med til at interpellere andre til at deltage i fællesskabet. Deltagelsen bliver formet af de strukturer, symboler, ritualer mm., som foregår konkret i de fællesskaber, og interpellationen kan altså være med til at lade forskellige psykiske tilstande opstå, fordi den lader os ”fake”, indtil vi tror på vores egen performance (Nissen, 2012). Jeg vil her argumentere for, at der derved sker en sammensmeltning imellem performance og realitet – på et tidspunkt bliver troen på, at man har det på en bestemt måde ens med, at man har det sådan. Hvis man kigger på det den anden vej fra (at man starter med en følelse, som man har, og altså ikke ”lader som om” først), så bliver det naturligt, at man i bestemte sammenhænge udfører en art performance på baggrund af dette (du råber sandsynligvis ikke af vrede, når du sidder til et møde med din chef, men giver udtryk for det på en anden måde), men dette betyder ikke, at du lader som om, du har følelsen. Mit argument er altså følgende: Vi kan interpellere hinanden ved at ”fake” selv. Denne ”faken” er selvfølgeligt nødt til at være overbevisende og indskrive sig i nogle bestemte rammer i et kollektiv. Nogen er nødt til at se mig performe, således at de kan anerkende den interpellation, jeg foretager.
Hvad enten vi forestiller os den revolutionære kommunist eller den reaktive konservative, den veganske økofascist eller den stålsatte klimabenægter, så vil deres holdninger, samt udbasunering af disse, kunne overbevise andre om et begær, ikke blot ved argumenter, men også ved netop deres reference til en villen eller en sikkerhed. Pointen er, at alle disse eksempler er åbne for usikkerheder, tvivl, manglende fakta osv. (som alle politiske standpunkter er), men hvis målet er at give mulighed for, at de andre begærer det, som man begærer, så skal man blot overbevise de andre, også selvom man er usikker på projektet selv! Man kunne sagtens forestille sig, at de relevante indvendinger, der måtte være til de usikkerheder, tvivl, osv. ikke kan blive besvaret rationelt, at nogen viser dig et billede af den dag, du blev præsident og spørger dig: ”Mener du virkelig, at der er flere mennesker her end på den dag Obama blev valgt? ”. Men det relevante er her ikke, hvorvidt det giver mening at bygge en mur, men snarere spørgsmålet om hvordan man kan få så mange andre til at ville det samme som én selv? For spørgsmålet om hvorvidt man overhovedet selv tror på, at det kan lade sig gøre, er ikke relevant, så længe de andre ser en passioneret anden, én, der vil oprøret. Det er lige meget, om der reelt set var flest mennesker til Obamas indsættelse end til Trumps, så længe Trump kan få folk til at begære det, som hele misæren handler om; nemlig ham selv. Hvis man lykkes med at ”fake it” vil jeg nemlig argumentere for, at den sidste del (’till you make it) bliver muliggjort af de andres spirende begær. Det er netop her, at begæret møder performance. Når de andre møder én, der for dem at se begærer noget, så muliggør det et begær for dem. Dette må jo så nødvendigvis også give den første, den der faker, denne mulighed. Kender vi ikke alle sammen godt det tilfælde, hvor vi har sagt eller gjort noget, vi måske ikke mente fuldstændigt, og pludseligt derved er endt i en rolle, som stille og roligt bliver os? Hvordan man første gang for sjov sagde: ”Jeg er jo lidt en (indsæt relevant personlig oplevelse fra dit liv her, så mit argument bliver understøttet)!” og pludseligt siger alle de andre det, og så ender man med at mene det eller blive det? Den første performance muliggør et reelt begær hos de andre, som så uden at ”fake” kan interpellere den første til at begære det, som det første ”fake” muliggjorde et begær for; i vores tilfælde forhåbentligt oprøret, men i Trumps tilfælde måske netop det faktum, at han bare er great.
Dette fører mig til for-føreren som metafor. For mig at se, er det væsentlige ved denne lille teoretiske analyse, at vi alle er nødt til at forføre hinanden ved at tage ”fører-trøjen” på. Vi er alle nødt til at hjælpe hinanden med at begære, at ville oprøret, ved at forføre hinanden til det. Vi har alle brug for hjælp af hinanden til at ville, for lige nu er det så svært at magte at ville noget andet, end det, der er, overhovedet. Så forfør dine medstuderende til at ville noget andet end det, der holder dem fast i ulykken! Flirt som man kun kan, når man lader som om, at man er den mest selvsikre person i verden. Vær den perfekte skikkelse, der kan det hele, og som i hvert fald kan forføre, og som går foran, hvem end det måtte være. At du selv er smadret, må holdes i det skjulte, mens du forfører, for du kan ikke flirte ved at smide hele dig og alt, hvad du er, i hovedet på den anden til at starte med – det er for overvældende. Drag dem ind med din performance af denne den oprørske studerende, den der absolut vil sætte sin vilje igennem – før du ved af det, så vil de det samme som dig.
Så hvad er det, jeg egentligt prøver at sige? Jeg prøver at opfordre til, jeg prøver selv at fake, jeg prøver at få dig, kære læser, til at ville det, som jeg kun tør drømme om at ville, men som jeg håber kan blive mere end blot en drøm. Jeg prøver at råbe på en bar, at jeg synes, det er sindssygt, hvad der foregår i øjeblikket, at vi studerende bliver behandlet vanvittigt dårligt, og at det er endnu mere vanvittigt, at vi bliver så smadrede, at vi ikke engang gør noget ved det. Jeg prøver at sige, at jeg selv ikke har svarene, at jeg også er i tvivl, at jeg ikke ved med endegyldig ontologisk sikkerhed, hvad der er det allerbedste, men at jeg har et bud, at der er nogle ting, som jeg ikke vil længere. Jeg prøver at sige, at jeg ikke kan klare det hele selv, og at det i øvrigt er sindssygt, at så mange af os prøver at klare alle vores problemer selv – at systemet er lykkedes i at kue os så meget, at vi knap nok beder om hjælp. Jeg prøver at sige, at jeg vil noget andet end den suppedas, vi befinder os i nu.
Jeg prøver at gøre oprør ’till we make it fordi, jeg ikke vil finde mig i det mere! Hvad vil du?