Forført af psykoanalysen

Af Inger Lund Michelsen stud.psych. og Ella deFigueiredo Lykke stud.psych.

“NO SEX, PLEASE, we’re British!”, udbrød den britiske psykoanalytiker, da den franskorienterede psykoanalytiker ville tale om de seksuelle følelser et spædbarn kunne vække til live i sin mor. Den britiske analytiker ville hellere tale om hadet og de morderiske impulser, som en mor kunne vække til live i sit nyfødte spædbarn. Der var sex, had, kannibalisme, kastration, incest, perversion, analfiksering og fallos i luften, da vi var afsted på psykoanalytisk konference for studerende i Bruxelles den første weekend i oktober. En oplevelse, der for nogen var et overvældende første møde med psykoanalysen. 

På forreste række sad en gruppe psykologistuderende fra Norges Teknisk-Naturvitenskapelige Universitet med øjne så store som tekopper og troede ikke deres egne ører – hvad var det dog for en verden, de havde begivet sig ind i? Trætte af statistiske modeller og nysgerrige på ham Freud, som de ellers kun havde hørt omtalt i karikerede og sarkastiske vendinger, havde de begivet sig afsted, men befandt sig nu omgivet af mødre, der seksuelt begærer deres spædbørn og selvsamme spædbørn, der ønsker at fortære deres mødre på morderisk vis.  

I en meget tiltrængt kaffepause kom de hovedrystende over til os, to garvede psykoanalyseentusiaster fra Københavns Universitet, og spurgte os direkte, hvordan i alverden vi nogensinde var begyndt at interessere os for psykoanalysen – det hele virkede jo så mærkeligt, så uforståeligt, ja faktisk direkte voldsomt og frastødende meget af tiden. Hvad kunne vi dog få ud af al snakken om seksualdrift, onde og gode bryster og paranoide-skizoide spædbørn? Og så var der ham den franske teoretiker Laplanche, som selv den britiske analytiker på scenen stejlede over. Syntes han virkelig bare det handlede om sex det hele? Kunne det virkelig være rigtigt, at han mente, at en mor forfører og begærer sit eget spædbarn, og hvordan skulle man nogensinde forstå det? 

Vi følte med dem og mærkede en stigende trang til at fortælle dem, at den frustration de oplevede, var en fast del af vores egen oplevelse med arbejdet med psykoanalytisk teori. Frustrationen over ikke at kunne forstå, men samtidig fornemmelsen af, at der er noget, som er værd at forstå. At det, der drager os mod psykoanalysen, er denne frustrerende fornemmelse af, at der altid siges noget mere end det, der konkret bliver sagt - noget, der kræver en form for oversættelsesarbejde, men et oversættelsesarbejde, der aldrig slutter. 

”Faktisk…”, udbrød den ene af os: ”… er det meget ligesom Laplanches teori om den generelle forførelse…”. 
Den anden af os brast i latter og nikkede anerkendende: “Det er fuldstændig som den generelle forførelse!”.  
Nordmændene så nu endnu mere uforstående ud og kiggede lidt skeptisk fra den ene til den anden. Nu fik de igen fornemmelsen af, at der blev talt om noget, som man skulle være indviet i for at forstå noget som helst af.  

“Hva er det, som er som en forførelse?”. 
“Vejen ind i psykoanalysen er som den generelle forførelse…”, begyndte jeg: “Forestil jer mig, da jeg startede på psykologistudiet. Jeg var fuldstændig ny i denne store ukendte universitetsverden og fuldstændig uvidende om, hvordan jeg skulle begå mig og klare mig igennem studiet. På den måde var jeg helt og aldeles hjælpeløs og udleveret til at nogen, der vidste mere end mig, kunne sætte mig ind i tingene. Og så på andet semester, mandag morgen klokken otte til femte lektion i personlighedspsykologi, så stod hun der pludselig. Judy!” 

”Judy, hvem?” 

Jeg slog ud med armene: ”Gammelgaard… altså Judy Gammelgaard, hun var vores underviser. Underviser… og moderen!”. 

”Moren?”  

”Ja, altså jeg er spædbarnet, Judy er moderen!”. 

“Er Judy Gammelgaard moren din?” spurgte den ene nordmand med hævede øjenbryn. 

“Nej, altså det er ligesom i Laplanches’ teori! Hun er den mervidende voksne! Og så står hun der i forelæsningssalen og taler og taler og taler. Hun taler om et id, et ego og et superego, om et ubevidste, der rummer det fortrængte, om drømmenes kaotiske primærprocesser, hvor lystprincippet hersker og modsætningsforhold accepteres, om libidoen, seksualdriften, som trænger sig på og som driver mennesket mod tilfredsstillelse, lige bortset fra, når den ikke gør det, og dødsdriften driver os mod destruktion. Alt imens sidder jeg måbende og overvældet dernede på bænken og forstår nærmest ingenting af det, hun siger. Hun taler og fortæller og kommunikerer til mig som om jeg burde forstå, men det hun siger er for mig uforståeligt, det er gådefulde meddelelser. Men jeg forstår, at meddelelserne er henvendt til mig, de vil mig noget, der er noget hun prøver at forklare mig, men som jeg endnu ikke forstår”. 

“Hæ? Dette forstår jeg ikke”, bryder en af nordmændene ind: “Det var en god forelesning fordi du ikke forstod noe?”. 

“Ja!”, svarer jeg begejstret og fortsætter: “Vi taler jo også til vores spædbørn, selvom de endnu ikke kan forstå eller svare på det, vi siger. Og ligesom for det lille barn er det de her gådefulde meddelelser, som bliver drivkraften i min udvikling. For jeg vil forstå! Derfor må jeg prøve at oversætte meddelelserne, så jeg kan komme nærmere en forståelse af, hvad det er hun vil mig. Til det må jeg dels bruge min fantasi - hvad kan der dog menes med “oral-sadistisk”? - og de fortolkningsmuligheder som omverdenen tilbyder mig. Så jeg går på biblioteket og låner flere bøger. Og jeg går hjem og læser flere tekster. Og disse tekster er også svære, utilgængelige og gådefulde. Men gennem teksterne er der alligevel nogle ting, jeg får hjælp til at oversætte. Jeg finder for eksempel ud af, at når de siger seksualitet, mener de ikke kun to mennesker i genitalt samleje, men en drift, der søger lystopfyldelse i bred forstand, og som kan udspringe fra mange forskellige erogene zoner på kroppen og derfor omfatter behov, som ikke er relateret til det genitale! Got it! Og når de siger kastration, betyder det ikke at nogen får skåret kønsorganerne af, men følelsen af at man får indskrænket sin autonomi! Nogle af tingene begynder langsomt at give mere mening. Dele af meddelelserne kan jeg oversætte på en meningsfuld måde, der kan integreres i mig – ja, jeg fortrænger endda hurtigt dette oversættelsesarbejde og går nu gladeligt ud i verden og taler med om ”den seksuelle tilfredsstillelse i en god middag” eller ”at mænd får kastrationsangst af magtfulde kvinder”. Men der er også en del af meddelelsen, som jeg ikke kan oversætte. Der er stadig dele af det, Judy siger og gør, som forbliver gådefulde for mig. Det er stadig som om, der er noget, hun holder tilbage. Der er en del af den verden, hun beskriver, som ikke er tilgængelig for mig, selv når jeg har været hjemme og lavet mit oversættelsesarbejde, og det er det ubevidste driftsindhold i Judys meddelelser”.  

“Vent vent vent”, stoppede en af dem mig: “Nå må du seriøst oversette. Hva er det ubevisste driftinnhold?” 

”Det er hendes seksualitet!”, svarede jeg storsmilende. 

”Judys seksualitet!? Tar hun den med på jobb!?”, blev der spurgt med lige dele fascination og forargelse.  

”Ja, altså seksualiteten i den brede forstand. Lysten! Lysten til sit fag, passionen for sine studerende! Når hun tager sig kærligt af os, ”fodrer” os med viden og ”klæder os på” til vores faglige virke som psykologer, følger der noget ekstra med. Hun begærer os!”. 

“Står du nu og fortæller mig, at en professor begærer sine studerende?”. Den mest skeptiske nordmand var på banen igen, og jeg skyndte mig at uddybe: “Ja, ligesom når Laplanche taler om, at en mor begærer sit barn. Hun begærer vores opmærksomhed, vores hjerner og ikke mindst vores tillid. Og det er begæret i meddelelsen, som jeg ikke kan oversætte. Men alligevel lagres den i mit eget ubevidste og danner grundlag for min egen spirende lystfølelse – for min egen seksualitet. Men denne del af meddelelsen kan jeg først forstå med tilbagevirkende kraft, nachträglich, du ved, når jeg kommer i puberteten. 

”Puberteten!?”, udbrød de nærmest i kor: “Sa du ikke, at du var 27?”. 

”Øh jo”, begyndte jeg mumlende: “Jeg mener, når jeg selv bliver erfaren nok til at undervise eller til at mærke begejstringen for faget, for teorierne, og have lyst til at formidle dem videre og dele dem med andre. Nu mærker jeg ikke længere det gådefulde som noget utilgængeligt, men i højere grad som nærværende hos mig selv. Nogle af psykoanalysens gåder er blevet tilgængelige for mig i kraft af min egen udvikling, og jeg kan forstå mere af Judys meddelelser med tilbagevirkende kraft”.  

Der blev stille et øjeblik, men så tog den skeptiske ordet igen: ”Okay, så hvis vi skal vende tilbake til han der Laplanche, så var du spedbarnet, der var uvitende og avhengig av den voksnes pleie?”. 

”Ja” 

”Og Judy –” 

” – Ja eller Katrine Zeuthen… - Eller Simo Køppe!”. 

”Eller Katrine, eller Simo…De er moren, den mervitende?”. 

”Ja” 

”Og det er gåtefullheten, det uforståelige i deres kommunikasjon, som forfører deg?". 

“Ja, ja” nikkede jeg ivrigt og anerkendende: “Det er det, som ”fører for” i min udvikling!”. 

“Og så blir det den, som skaper grunnlaget for ditt eget ubevisste og dermed din…faglige…seksualitet?”. 

”JA!”, udbrød jeg, måske en anelse for begejstret.  

En af de andre punkterede hurtigt min begejstring: ”Okay, okay, men noen ganger er de der psykoanalytiske forelesere eller teoretikere ikke det minste forførende, tvert imot! Noen ganger sier eller skriver de bare ting, som er helt sprø, for ville, for voldsomme, for morbid seksuelle!”. 

Jeg måtte nikke igen, nu lidt mere medfølende og anerkendende. “Ja, det har du helt ret i…og så har de mere gang i det Laplanche ville kalde en pervers forførelse…”, sagde jeg med en let hovedrysten.  

”Kaller du Judy pervers?!”, var der en der ville vide. 

”Nej nej,” stammede jeg, “Men altså: Hvis meddelelsens seksuelle indhold er for direkte og for voldsomt, så kan det blive helt uoversætteligt for barnet…eller for den studerende…Det bliver traumatisk!”. 

En nordmand, der indtil nu havde været stille nikkede ivrigt og tilføjede: ”Traumatisk! Ja, det er akkurat sånn jeg har det, når de begynner å snakke om incestuøse fantasier eller oral-sadistiske impulser…Men hvorfor gjør de det?!”. 

”Jeg tror det kan ske, hvis den mervidende underviser ikke møder os studerende på vores udviklingsmæssige præmisser, men kommunikerer meddelelser med en faglig terminologi og et betydningsmæssigt indhold, der er helt udenfor vores rækkevidde. I stedet for at give plads til nysgerrighed og det forståelsesarbejde, der skal til for at oversætte, indkapsles meddelelsen i den studerendes ubevidste i en helt uoversat og invaderende form 'Psykoanalysen er noget med børn og forældre, der vil have sex med hinanden, det skal jeg ikke beskæftige mig med!'. Derfra skaber den ikke nogen faglig udvikling”. 

”Det er ikke forførende…?” 

”Nej, det er snarere lettere traumatiserende! Vi skal tilbydes psykoanalysen gradvist og i et tempo, som vi har mulighed for at forstå og integrere i vores spirende faglige udvikling, så forførelsen bliver generel og ikke pervers!”. 

Der blev nikket lidt rundt omkring, og så tog den stille igen ordet: ”Så dere ble forført av psykoanalysen fordi dere fikk den kommunisert på en måte, der vekket lysten deres til å oversette og forstå noe som først var gåtefullt og utilgjengelig, men på deres egne premisser? Og dere ble i stand til at ta til dere teoriene i mengder og grader som dere forstod og kunne skape mening av?”. 

Smilene begyndte at brede sig på vores ansigter og med håbefuld mine steg min stemme en oktav: ”Lige præcis!”. 

”Hmm…”. Den skeptiske stod stadig med en panderynken og kneb øjnene lidt mistroisk sammen. 
“Ja?”. Vi smilede opfordrede til, at hun skulle fortsætte. Der var stille et par sekunder, inden hun fortsatte: "...så når Laplanche sier, at en mor skal forføre barnet sitt, så mener han ikke, at hun har lyst til at å ha sex med det, men at hun med sin overveldende kjærlighet og avanserte viten forfører barnet inn i en verden af gåtefulle meddelelser, som barnet aktivt psykisk bearbeider og oversetter i sitt indre, og at psykisk utvikling dermed krever at man overveldes?". 

”JA!”, udbrød vi i kor og så højt, at de resterende nordmænd begyndte at grine af os. Men ikke den skeptiske. Hun tilføjede bare tørt, og med helt alvorlig mine: ”Men det kunne de jo bare ha sagt…”.