Forfængelighed, forfængelighed.

Tekst af Isabel Sidenius, stud. psych
Illustration af Ida Marie Ankerfelt, stud. psych.

Ach, kiødelig Lyst,
Som mangen med dødelig Læber har kyst,
Dit fengende Tynder, din flyvende Gnist,
Har mangen i ævige Luer henhvist,
Din Skaal synis Hunning, men Drikken er leed
Forfængelighed,
Forfængelighed

– Thomas Kingo, 1681

I dette vers fra ’Far, Verden, Farvel’ af den danske barok-digter Thomas Kingo, opfatter han verdens forfængelighed som en skøge. Den verden han levede i var gudsforladt og opblæst. Skrøbelig og glansfuld, som også sæbebobler er det, når de glinser i solen og reflekterer alle verdens farver som en regnbue, men brister i et pludseligt øjeblik. De menneskelige eksistenser, der bevandrede denne opblæste verden, var flygtige som sæbebobler. Tiden i timeglasset rinder ud, og for hvert sandkorn er man et øjeblik tættere på døden. Memento mori, lød den eksistentielle påmindelse fra barokken, der betyder ’husk, at du skal dø’. Erkendelsen af livets flygtighed, tidens gang, menneskets forgængelighed – med døden som det eneste forudsigelige moment, blev omdrejningspunkt i barokkens virkelighedsopfattelse. Tomheden og meningsløsheden bredte sig i kølvandet på denne erkendelse, både i åndshistorien, i teologien og litteraturen såvel som i kunsten. Følgende tekst vil give en skildring af den forfængelighed der prægede den barokke tidsånd, og hvordan denne kom til udtryk i deres æstetik. Dertil vil denne historiske periode og nogle af dens problemstillinger perspektiveres til vores samtid og den forfængelighed, der eksisterer i dag, og som vi blandt andet oplever igennem massemedierne og deres påvirkning og fordrejning af virkeligheden.

Det forfængelige barokmenneske

Denne verdensskøge, som Kingo beskriver, lokker og forfører barokmennesket med alle sine materielle goder. Hun er skrøbelig og opsminket. Hendes hår er glansfuldt, hendes gang yndefuld, men hendes skind bedragerisk. Med sine smukke øjne og sin letpåklædte krop, hvor noget af den nøgne hud blottes og afslører det bedrageriske skind, opildner hun sin beskuer til kødeligt begær. Obskøniteten vækkes i beskueren, og de indre impulser og affekter truer menneskets guddommeligt sande væsen, med sin erotiske og forfængelige stræben. Hun lokker mennesker i fordærv med lidenskabelige løfter om storhed, pragt og magt, hvis redundans fører til menneskelig dekadence. Til moralsk forfald. Indre opløsning. Og for Kingo: troen på, at det sande og evige liv kun fås i det hinsides og ligger udover den menneskelige eksistens.

Hans metafor om skøgen opstiller en dualisme mellem himmel og jord. Mellem den forgængelige og den evige eksistens. Den skaber en bevidsthed om forfængelighedens forgængelighed: vanitas vanitatum. Og forfængeligheden bliver derfor tom og meningsløs. Forfængeligheden afføder tomhed, og tomhed afføder forfængelighed. Den barokke epokes tidsånd havde en dyb, erotiseret fascination af skindet og dets bedrag. Forfængeligheden avlede grådighed og begær, og det barokke menneske var optaget af illusionskunsten og iscenesættelsens magt, og den virkelighed der kunne skabes og erkendes herigennem. Som Erik A. Nielsen, en dansk litteraturhistoriker, skriver i sin fortolkning af den barokke periode og dennes litteratur, så var det en periode præget af en ”lidenskabelig destruktion af lidenskaberne”. De kødelig lyster, impulser og affekter, de begærlige behov efter rigdom og magt, blev på lidenskabelig vis udtrykt i kunsten, litteraturen og poesien, om end for at advare imod dem.

Screen Shot 2017-11-10 at 08.43.08.png

Det æstetiske spejl

Med religiøse undertoner blev det lidenskabelige og smertelige ved den gudsforladte menneskelige eksistens udtrykt i kunsten på mest æstetisk vis i form af symboler, allegorier og metaforer. Barokkulturens kunstmiljø blomstrede. Nye kunstteknikker udvikledes og særlig ekspertise i disse teknikker opstod. Klassiske vanitassymboler blev dyrket både litterært og kunstnerisk. Spejlet, som eksempel, er et klassisk vanitassymbol. Spejlbilledet referer, som symbol på forfængeligheden, til myten om Narcissus og på det selvoptagede, der kan have ”en forvrængende eller forskydende effekt, således at det slører virkelighedsopfattelsen,” som Dea Antonsen skriver i ’Frydefulde Gysen - Barokke spejlinger før og nu’. Spejlet skulle minde beskueren om forfængelighedens forgængelighed. Barokkens æstetik afslører således et menneske, optaget af det indtryk det efterlader i andre menneskers vurderinger. Eller et menneske optaget af at udtrykke denne forfængelighed på æstetisk vis.

Musikken og teatret havde også et stort opsving i denne periode, ligesom videnskaberne udvikledes, særligt indenfor matematikken og fysikken. Som Blaise Pascal, den franske matematiker og fysiker, der i denne periode lagde grunden for sandsynlighedsregningen og opfandt den første regnemaskine, men der, som Kingo, bekendte sig til Gud og det hinsides som den eneste sande eksistens. Pascal er senere gået lidt i glemmebogen, fordi hans tanker manglede systematik og logisk eftertænkning. Men hans værker bar præg af et kunstnerisk udtryk, hvor formen og den digteriske struktur var tilsvarende hans tanker om den menneskelige eksistens, og dennes manglende fornuft. Dertil at den guddommelige eksistens var den eneste sande.

I den barokke æstetiks opblomstringsperiode blev dyrkelsen af kunsten og det æstetiske en stor del af kulturen, og det nye marked for kunst skabte stor velstand i de kunstneriske miljøer. Som Egon Friedell, en østrigsk kulturhistoriker, skriver i sin fortolkning af denne epoke: ”Den (kunsten, red.) er altid fast besluttet på at gå til yderligheder. Hvad enten den foregår i længsel og selvudslettelse med himmelvendte, affekterede ydmyge blikke eller hæver sig til religiøst hysteri i ekstasens visionære krampetrækninger, eller uden omsvøb skildrer virkeligheden i dens mest monstrøse, mest afskrækkede former, så er det altid det overdrevne, det påtrængende, det skingrende og skrigende, dens produktion orienterer sig efter.”

En sublim illusionskunst vandt således frem i forsøget på at beskrive og fortolke det barokke verdensbillede, men ligeledes også lukrere på dette eftertragtede marked. Samfundskritiske værker, og værker der forherligede kirken eller statsmagten, voksede frem under den barokke epoke, der efter reformationen var kendetegnet ved et større fokus på individets fri vilje og en tvivl på Guds frelse. For nogle, heriblandt Kingo og Pascal, var sigtet med deres skrifter, at hive Gud tilbage i den menneskelige bevidsthed. For andre, var formålet at skildre en samfundsorden, hvis klasseskel var meget tydelige, og hvor nogle sad tungt på magt og rigdomme og mæskede sig i forfængelighedens overflødighedshorn. Det var en verden, hvor troen gradvist erstattedes af liberale tanker og videnskabelige opdagelser, der gav nye positioneringsmuligheder og frihed, men samtidig affødte en tomhed og meningsløshed i denne gudsforladte, forfængelige verden. Meget af datidens kunst, poesi og litteratur, og dyrkelsen af vanitassymboler i disse, kan betragtes som et æstetisk spejl, der forsøger at afsløre denne, i flere henseender, paradoksale virkelighed, barokmennesket levede i. Og udover de dybe religiøse og samfundskritiske undertoner, var en stor del af kunsten også centreret om det dramatiske, teatralske og iscenesatte. Æstetikken kommunikerede på forfængelig vis med sin beskuer igennem symboler.

Den postmoderne forførelse

Vi vil ikke lure på stjernerne og himlen mere,
men på de underjordiske guddomme,
som truer med at styrte os ned i tomheden.

-Jean Baudrillard, 1987

Som vi blandt andet ser i barokken, så er forfængelighed og æstetik en form for forudsætning for hinanden. Dertil er æstetikken fra barokken også præget af at skildre samfundet, kulturen og det bedrageriske og forfængelige i denne virkelighed. Den franske filosof og kultursociolog, Jean Baudrillard, udviklede omkring 1988 begrebet ’Transæstetik’. Dette begreb refererede til kunstneriske og æstetiske anstrengelser for at få indflydelse i verden. Han var blandt andet interesseret i den postmoderne kommunikation og mediernes forvridning og fordrejning af virkeligheden, der i sidste ende skaber en hyperrealitet: ”Det reelle udviskes ikke til fordel for det imaginære; det udvisker sig selv til fordel for det, der er mere reelt end det reelle, det hyperreelle. Sandere end det sande: således fremstår simulationen.” Baudrillard beskæftigede sig med sammenhængen mellem virkelighed, symbolik og samfund, og hyperrealitet refererer til den virkelighed, som medier, reklamer, film, mode og kunst skaber herigennem. Disse massemedier optager ofte pladsen som mellemmenneskelige relationer i den postmoderne verden. ”Kommunikationen er for langsom, den er en langsommelighedsvirkning, thi den foregår gennem kontakten og ordet. Blikket bevæger sig hurtigere, det er mediernes middel, det hurtigste. Alt skal udspilles i øjeblikket, man kommunikerer aldrig”, skriver Baudrillard. Medierne har en særligt forførende magt til at kommunikere virkeligheden. De medierer og erstatter den med denne hyperrealitet, der gør det umuligt at skelne den fra den oprindelige eller reelle virkelighed. Hyperrealiteten er mere virkelig end den virkelige, fordi den forfører og manipulerer med vores perception af den. Vi er omgivet af tegn og symboler i disse massemedier, der former, omformer og skaber vores virkelighed, ved hjælp af en simulation af denne. Simulationen er det forførende. Den ligner virkeligheden, men adskiller sig fra den. Begrebet refererer til en ’falsk kopi’. En efterligning eller foregivelse af noget; lighed mellem genstande, og på den måde den falske virkeligheds lighed med den reelle. Simulationer udvikler symboler i samfundet, der hæfter sig til meninger eller betydninger, der ligger udover reelle eller oprindelige betydninger. Det være sig værdiladede symboler som en dyr bil, der ikke kun har en markedspris, men også en symbolsk værdi af socialstatus. Symboler bliver på den måde til kulturelle virkeligheder. Symboler, der ligesom i den barokke kunst, om end igennem væsentligt andre ’medier’, også dyrkedes og anvendtes til at få indflydelse i samfundet, fordi de ofte har en meddelelse eller intention.

Samtidig er der en vis forfængelighed i disse værdiladede symboler. De er forfængelige og bedrageriske, fordi det de antyder er mere vigtigt, end hvad de er. Baudrillard beskriver endvidere hvordan selve usikkerheden på det helt grundlæggende, som for eksempel hvad der er virkeligt eller meningsfuldt, kan føre til en bevægelse eller stræben hen imod ekstase. Og ekstasen er både strålende ren og tom; ligesom forfængeligheden. Men ”heller ikke tomheden udviskes over for fylde, men derimod over for overfyldningen og mætningen. Mere end fylden; således virker kroppens reaktion i fedmen, og kønnets i obskøniteten, dets afreaktion over for tomheden,” skriver Baudrillard. Væbnet mod tomhed fylder mennesker sig med mere end nok, med overflod og begær rettet mod ekstasen. Baudrillard beskriver modeindustrien som et glimrende eksempel på, hvordan det æstetiske, i sin forførende simulation, skaber en forfængelig forbrugerisme. ”Måske afskyer naturen faktisk tomheden, thi det er dér, i tomheden, at de overfyldte, overudviklede og mættede systemer fødes som for at besværge den. Der er altid et eller andet redundant, som vinder indpas dér, hvor der ikke længere er noget”. Og denne tomhed, der kun udviskes til fordel for det overmættede, overfyldte og overudviklede, medfører forfængelighed og redundans på et marked, hvor nye behov konstant skabes. Som den barokke stræben efter materielle goder, der lokkede mennesker i et forfængeligt fordærv. Materielle goder og forbrugerisme, der i sin overflod og forfængelighed, stadig eksisterer og har forfulgt mennesket langt tilbage i kulturhistorien.

Med en samfundskritisk tilgang til den postmoderne verden og med rødder i marxismen, beskriver Baudrillard hvordan denne tiltræknings og forførelses magt i det postmoderne samfund anvendes af de fleste medier, som manipulerer og slører vores virkelighedsopfattelse. De simulerer den og efterlader os med simulacra. Et begreb der forener medier, samfund og symboler, og beskriver fænomener, for hvilke repræsentationen af disse er en simulation af virkeligheden. Og med forfængeligheden som virkemiddel og drivkraft, skaber de illusioner og versioner af virkeligheden, der manipulerer med den reelle virkelighed og gør den mere og mere irrelevant og uvirkelig for os. Kulturen bliver en simuleret og idealiseret virkelighed, der, uden at vide det, køber ind på markedets præmisser og lader sig forføre af dets forfængelighed.

Litteratur:
- Antonsen, D., Kryger, M., & Sørensen, B. M. (2016). Frydefylde Gysen – Barokke Spejlinger før og nu. Gl. Holtegaard.
- Baudrillard, J. (1987). Det Fatale – Skæbnestrategier. Aalborg Stiftsbogtrykkeri A/S.
- Friedell, E. (2000). Den nyere tids kulturhistorie – bind 2. Kulturstrømninger fra den sorte død til første verdenskrig. Høst & Søn. København.
- Juhl, C. (2007, Marts 8). Symbolik, simulakrum, forfø-relse, fatalitet. https://www.information.dk/2007/07/symbolik-simulakrum-forfoerelse-fatalitet
- Nielsen, E. A. (2001). Lyrikere. Centraltrykkeriet Skive A/S.
- Pascal, B. (2000). De store tænkere – Pascal.Nørhaven A/S. Viborg.
- Støvring, K. (2014, August 22). Kingo og Grundtvig mellem himmel og jord. http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2014/08/22/kingo-og-grundtvig-mel-lem-himmel-og-jord/