Interview med Sølve fra Center for Magtanalyse

Af Ditte Marie Thiemer Hilbert, stud.psych. og Karen Damgaard, stud.psych.
Illustration af Sandra la Cour, stud.psych

I denne første del af artikelserien stifter vi bekendtskab med psykolog Sølve Storm Falkenberg, der er en af personerne bag Center for Magtanalyse, CMA, en nystartet tværfaglig organisation, der beskæftiger sig med viden om vold og voldsofres rettigheder.  

CMA er en social virksomhed, der arbejder i grænsefeltet mellem aktivisme og en mere klassisk virksomhedsstruktur, og består af Sølve og en række kollegaer: En antropolog, en etnolog, en filosof og en virksomhedskonsulent med speciale i sociale virksomheder, hvoraf flere, inklusive Sølve, har Gender Certificate fra KU. 

CMA fungerer som en platform, hvorfra der drives flere forskellige projekter, herunder konsulentvirksomhed med speciale i vold og køn samt undervisning og folkeoplysning. Derudover driver Sølve med udgangspunkt i sin baggrund som psykolog en støttegruppe, hvor voldsofre kan mødes og tale om deres oplevelser. Der er et stort fokus på inklusion af og oplysning om køns- og racemæssig diversitet, herunder af LGBT+ -, non-binære- og transpersoner. 

Indput har taget en snak med Sølve om fravalget af de mere klassiske psykologstillinger til fordel for at arbejde ud fra et grundprincip om tværfaglighed og kritisk refleksion over både sin egen og psykologiens rolle, om at se sine egne svære oplevelser som en faglig styrke og om at starte en politisk motiveret og idealistisk virksomhed sammen med andre, når man er nyuddannet.  

 Sølves rolle i CMA 

Som den psykologfaglige person i CMA, står Sølve blandt andet for facilitering af støttegruppeforløb, samt for at undervise og holde oplæg rundt omkring i landet. De er non-binær og anvender de som pronomen.  

De fortæller, at CMAs støttegrupper koncentrerer sin hjælp til en gruppe af unge mellem 18-35 år, som ikke er i en akut krisesituation, men som har tidligere erfaringer med vold, som de er enten delvist eller helt ude af. Altså personer med traumer, der ikke er blevet bearbejdet, og personer, der møder psykologiske og sociale udfordringer og konsekvenser på grund af den vold, de har oplevet:  

”Det kan være problematikker med victim-blaming, at blive mødt af et system, som ikke forstår dem. Vores oplevelse er, at systemet oftest ikke tager hensyn til kompleksiteten i det som voldsofre oplever af senfølger efter volden. Og at det kan være svært selv at identificere forskellige former for vold, f.eks. psykisk vold, latent vold, økonomisk vold, etc. Alle disse andre voldsformer er ikke alment kendte, men er desværre alligevel voldsformer, der har alvorlige konsekvenser.” 

Sølve er inspireret af systemiske og narrative perspektiver, og har samtidig et klart fokus på feminisme og køn.  Grupperne består af op til otte personer, der sammensættes således, at deltagerne har noget til fælles, selvom alle voldshistorier jo er unikke, som Sølve pointerer. 

Støttegruppen mødes i to timer ad gangen, hvor den første time består af et psykoedukativt vidensoplæg. Her kan eksempelvis vises statistikker, der understreger, at deltagerne ikke er alene om at opleve vold:  

“Helt basale fakta om vold kan gøre, at de her personer går fra at have en følelse af skyld og skam, til at de måske faktisk indser, at det her er et reelt folkesundhedsmæssigt problem - at de overhovedet ikke er alene. Og det giver mange blod på tanden til ikke bare at se sig selv som et isoleret offer for vilkårlig vold, men derimod at få indsigt i de strukturelle perspektiver.” 

I anden time er det gruppen, der kommer til orde, og her anvendes særligt bevidningsmetoden, der er hentet fra den narrative praksis, og som Sølve beskriver som ekstremt effektiv: 

”Bare det, at der sidder et rum af mennesker og lytter til én persons historie, og hvor jeg spørger ind i et meget begrænset omfang, og så bagefter spejler vi: Hvad har vi hørt, hvad inspirerer os, hvilken agens hører vi, at dette menneske har, hvordan bliver vi rørte af det? Det giver en meget lettende og hjertevarm og rørende effekt, hvor folk – måske i nogle tilfælde for første gang – oplever at blive taget alvorligt. Det fungerer som en fantastisk modgift mod den skam og isolation som mange overlevere oplever.” 

Det er på denne måde fortællingerne og delingen af voldsoplevelserne blandt gruppedeltagerne, der får lov at fylde. Sølve understreger, at det ikke er terapi, men støtte og nye perspektiver, der tilbydes gennem støttegrupperne: 

”Det eneste tidspunkt hvor jeg går ind og korrigerer er, når jeg oplever, at der tales giftigt om bestemte befolkningsgrupper. Jeg tolererer ikke racisme og victim-blaming i forhold til sig selv. Jeg prøver at have blik for de giftige diskurser, som folk kan sidde fast i. Men ellers lader jeg dem selv styre det.” 

Psykologen i øjenhøjde  

Strukturen med støttegrupper og en peer-to-peer-præget vinkel har Sølve udviklet ud fra kollegaen og antropologen Ditte Bjerregaards fund vedrørende effekten af ”#MeToo”-bevægelsen, der var emnet for Dittes speciale:  

”Ditte fandt i sit projekt, at der i gennemsnit går 5-10 år, før folk snakker om den vold, de har været udsat for, og at der sjældent kun var én voldsform til stede. Et andet væsentligt fund var, at når distancen mellem den professionelle og deltagerne blev minimeret, er folk langt mere villige til at dele deres historier. Der opleves klart en distance i den klassiske situation, hvor den ene part er den professionelle, og hvor overleveren måske oplever at blive misforstået, eller hvor der mangler spejling.” 

Netop dette andet fund, omhandlende distancen til den professionelle, har påvirket Sølves syn på sin egen rolle som psykolog og som facilitator i støttegrupperne:  

”Jeg trækker både på min psykologfaglighed, men også på mine egne erfaringer. Jeg er overlever af vold, jeg er opvokset med vold og har haft serie med voldelige forhold. Jeg har haft et ret atypisk liv. Og for mig er det vigtigt, at jeg kan kigge andre i øjnene, og at der er den her genkendelse – jeg ved, hvor mange niveauer man er presset på. Jeg kender det, fordi jeg selv har oplevet det på egen krop, og har oplevet effekterne af det.” 

De oplever det som en force, at personerne, der står bag CMA, selv har erfaringer med vold. Og fordelen ved at bruge egen erfaring aktivt anvendes som grundprincip i CMA: 

”Indenfor psykologien bliver det jo desværre primært set som et problem, hvis du har erfaringer med denne type af oplevelser. Dele af psykologien fastholder endda, at hvis du selv har haft en problemstilling tæt inde på livet, så bør du lade være med at arbejde med det. Jeg forstår til dels, hvorfor der eksisterer denne tilgang, men der ligger også et særligt menneskesyn i det: At mennesker der bærer på noget og er traumatiserede kan blive re-traumatiserede, hvis de taler om noget som minder om det, de selv har oplevet. Men hvis man har gennemgået behandling og er i balance med sig selv og rent faktisk er ”på den anden side” af det, så kan det være en kæmpe styrke. Det er jo mennesker som har overlevet nogle ret vilde ting og som er vant til at tale om det og forholde sig til det. Der er en helt anden spejling og forståelse, hvor der ikke er samme tendens til at overse kompleksiteten i det, overleveren oplever.”  

Sølve beskriver, at de i CMA oplever en stor positiv interesse for måden at drive støttegrupperne på. De oplever, at tiden er moden til netop inddragelse af egen erfaring med eksempelvis vold:   

”Vi kunne rigtig godt tænke os, at alle de psykologer, som har siddet og maskeret deres svære baggrunde ude på studierne, lærer at se det som en styrke. Personligt har jeg oplevet at føle mig ekstremt fremmedgjort i forhold til de idealer, der opstilles om hvad “en god psykolog” er: objektiv, distanceret, noget kvalitativt andet end det menneske som de sidder overfor.  

Det er som om, at vi allesammen leger, at vi ikke har en subjektivitet, når vi sidder i et rum som terapeuter. Men alle mennesker har jo holdninger til tingene, og de kommer til udtryk på alverdens måder – også i vores faglige praksis.”   

Mod nye paradigmer 

”Noget som vi allesammen forholder os meget kritisk til, er den ekspertviden, som findes inden for voldsområdet og rundt i hele systemet. Når systemet ikke er informeret nok, bliver man udsat for det der hedder systemisk vold. Det er lige fra når du henvender dig til politiet for at anmelde en voldtægt, eller du går til lægen og dine traumereaktioner bliver misforstået eller fejldiagnosticeret. Den her systemiske vold er så mange steder og hos rigtig mange velmenende eksperter. Og vi gør oprør imod, at det forbliver på den måde. Vi ønsker, at der skal komme en mere dybdegående viden omkring forskellige voldsformer og deres effekter, og vi håber virkelig også, at forskellige dele af systemet kan blive efteruddannet bedre.” 

 En af CMAs visioner er at udvikle metoder og materiale til uddannelse af relevant personale i systemet, men Sølve beskriver, at det er et svært møde mellem et system, der kræver en standardisering og manualisering, og så en idealistisk, normkritisk praksis, hvor der konstant evalueres og stilles spørgsmålstegn ved egne antagelser. At bevæge sig ud på fremmed grund betyder også, at det er svært at finde kvalificeret supervision, og at der ikke er mange at spejle sig i fagligt.  

Arbejdet i CMA karakteriseres som både aktivistisk og mere klassisk psykologfagligt, og Sølve beskriver, hvordan det at arbejde politisk, norm- og systemkritisk er en grundlæggende nødvendighed for at leve op til deres egne idealer. Dette står i stærk kontrast til, hvordan psykologien ofte gerne ser sig selv, nemlig som apolitisk. 

Men hvor mange psykologer ikke nødvendigvis taler med store ord om politiske visioner bag en given praksis, så er spørgsmålet om dét at gøre psykologifaget til noget politisk, slet ikke en relevant overvejelse for Sølve, for de to ting kan ifølge dem ikke adskilles:  

”For mig er der ikke en separation mellem psykologien og det politiske. Vi er jo allesammen underlagt en politik - selv ude på almindelige arbejdspladser, er der jo en politik som siver ned ovenfra. Psykologien er jo også indlejret i alle mulige menneskesyn og traditioner, som er blevet videreudviklet, og hvor det ikke altid er helt tydeligt, hvilke menneskesyn der ligger bag de praksisser, der anvendes. 

Hvis vi insisterer på at tage den politiske lup frem og rent faktisk kigge på det, vi arbejder med, så har vi også langt mere ærlighed i forhold til hvad vi mener og tænker. Jeg siger ikke, at alle skal have samme menneskesyn som os, men det ville være rigtig rart, også i kliniske sammenhænge, at man ved hvilket verdensbillede ens psykolog arbejder ud fra. Det har klienten jo også en interesse i - at der kan findes et godt match, så der kan arbejdes mod et fælles mål.”  

At politik og psykologi allerede er sammenvævede størrelser, er for Sølve indlysende. De påpeger, at et forsøg på at holde de to ting adskilte ved en terapeuts eventuelle fokus på et individ frem for strukturer i et system og en kultur, faktisk er udtryk for at fralægge sig et ansvar: 

”Jeg synes, at vi bidrager til vold som psykologer, hvis vi ikke anerkender, at der er et folkesundhedsproblem med vold, som rammer efter nogle særlige mønstre alt efter køn og minoritetsstatus osv. Hvis ikke terapeuten har en reel informeret viden, og terapeuten opfatter vold som noget, der sker tilfældigt i en relation, så er de faktisk med til at gaslighte den person. som er udsat for vold. Vi har et grundlæggende ansvar for at anerkende, at det også er noget i vores system og i vores kultur.”   

Overordnet ser Sølve gerne, at psykologien forlader et for ensidigt fokus på, hvad der sker i det enkelte individs hoved, og i stedet interesserer sig for at forholde sig til individet i et samfund med normer, som er med til at forme individets virkelighed.   

Men med en overvejende interesse for samfundets formende strukturer, hvorfor så ikke alene beskæftige sig med det sociologiske felt? Hvorfor så overhovedet uddanne sig til psykolog?  

“Jeg tror, at det er fordi, at der er en del af mig, der tror på oprør og revolution fra et individperspektiv. Man ser det for eksempel i grupperne - en utilsigtet effekt er, at folk får lyst til selv at blive aktivister. Også dem der overhovedet ikke har haft kontaktflader med aktivistiske miljøer tidligere. Det skete også for mig. Jeg gik i denne her virkelighed, hvor det var normalt at være undertrykt - det var normalt for mig, at andre bestemte over mig. Og jeg oplevede en gradvis empowerment, efterhånden som jeg blev bevidst om min egen undertrykkelse og at det kunne være anderledes. Og det perspektiv har jeg lyst til at invitere andre med ind i. For der er rigtig mange som mig derude, som oplever det som normalt at leve i en socialt isoleret virkelighed. Og der er masser af dygtige sociologer, men at hjælpe individer med at nå dertil, hvor de forstår, at det kan være anderledes, det kan skabe nogle enormt vigtige bølger og det er en vigtig del af hvorfor jeg gør som jeg gør.” 

Anbefalinger til psykologistuderende: 

Vi har spurgt Sølve, hvad de i CMA gerne vil anbefale til studerende, som finder nogle af de perspektiver, der beskrives her i artiklen, interessante:  

 -”Universitetet er vildt langsomt til at servere nye perspektiver, så dyrk på egen hånd noget normkritik, kønsperspektiver, raceperspektiver og lær at forstå, hvad queer betyder. I kan kun selv vide, hvad I synes er fedt og kan bruge til noget.” 

 -”Man kan ikke være lige grundig med det hele. Man kan være nødt til at fravælge 12-tallerne for at kunne læse ud over pensum, hvis man interesserer sig for de mere kritiske perspektiver. Jeg har for eksempel været glad for Achille Mbembes “Nekropolitik”, Foucault og Donna Haraway.” 

 -”Anskaf dig en god lille bred håndbog om køn, for eksempel antologien “Feministiske Tænkere”.” 

 -”Overvej antagelserne, der ligger bag det, du præsenteres for. For eksempel er udviklingspsykologien stærkt problematisk, og rummer nogle helt særlige fortællinger om biologisk essentialisme og mor-barn-relationer og køn. Du må gerne være uenig. Læs eksempelvis Cordelia Fines “Delusions of Gender” og “Testosterone Rex”, hvor hun argumenterer imod den biologiske essentialisme.” 

 -”Lad være med at blive intimideret af traditioner. Jeres livserfaring er vigtig. Tro på jer selv. Den viden som man har, når man har oplevet svære ting, det er ikke en viden der siver op igennem hierarkiet og lander inde på undervisernes bord. Tro på, at jeres egen viden er mindst lige så relevant som en eller anden gammel tænker. Jo før man tror på det, desto bedre.”