KAN AUTISME SÆTTE EN FRI FRA BEGÆRETS ØKONOMI?

Af Oliver Tonning, stud.psych.

Foto af Ursula Teodora Skov Moeran, stud.psych

Min faster Linda står rundt om hushjørnet et par meter væk. Under den bagende sommersol småsnakker vi om min autisme og hendes erfaringer. Hun var en af de første i Danmark, der arbejdede professionelt med børn med autisme. Hun maler vinduerne hvide på sit nye pensionisthjem, imens jeg smører grøn træbeskyttelse på en forsømt garage. Jeg åbner op om, hvor svært det kan være at forstå sociale spilleregler. De uudtalte og ofte indirekte regler for opførsel, som leder normalmennesket igennem hverdagen.

Solen væver guldtråde i grusstøvet, der svæver i luften mellem os. Vores ord følger lyset og svirrer i en oplivet tone. Lidt tilfældigt får jeg sagt, at den manglende sociale forståelse også kan ses som en lykkelig uvidenhed. Noget, der ikke kun skaber lidelse, men også kan forebygge smerte. Faster Lindas ansigt titter nysgerrigt rundt om hjørnet. Jeg får fornemmelsen af at have sagt noget vigtigt.

Hendes gråsprængte hår er blevet ramt af en lille klat hvid maling. Med besvær flytter jeg mit blik fra malerklatten til hendes øjne, idet hun begynder at fortælle. Hun husker en dreng, som var i den alder, hvor han kunne tjene lidt penge ved at gå til hånde i familiens have. Drengen havde tidligere udført lignende opgaver og fået nogle computerspil i betaling. Faren spurgte ham nu, hvad han ville have for arbejdet denne gang. Drengen blev tavs. Efter lidt betænkningstid sagde drengen, at han ikke manglede noget. Han var glad og begærede simpelthen ikke noget, fortæller Linda.

Begær kræver, at man forstår værdien af ting, tænker jeg. Hvis man er sund, mæt, varm og ellers har en hverdag, man er tilfreds med, har de fleste ting udelukkende en social værdi. Når en ting ikke bidrager til umiddelbar overlevelse eller velvære, kan det være svært for det autistiske sind at se det attråværdige i tingen. En BMW’s værdi findes i dens sociale status, ikke i motorens stål. Der er ikke tale om en praktisk brugsværdi, men en social misundelsesværdi.

Det samme kan siges om store huse, modetøj og meget andet. Mange mennesker lider under den smerte, der udspringer af social hierarkisering. De er ofre for, at nogle mennesker har brug for at føle sig bedre end andre. Adskillelsen i status vækker misundelse, når man ejer ting med en højere socialværdi end den anden. Hvis autistiske mennesker er blinde over for de sociale dynamikker, der tilskriver disse værdier, kan de også tænkes at være blinde over for det begær og den misundelse, der følger med.

Jeg overvejer at dele mine tanker med min faster, men kommer i tvivl, om jeg bryder nogle sociale koder. Er det arrogant indirekte at omtale sig selv så helgenagtigt? Jeg kan ikke finde ud af det og siger i stedet, at uvidenhed kan være en velsignelse.

Autistiske sind kan tænkes at have et udsyn på verden, der skåner dem selv for megen smerte, men som samtidig også gør, at de ikke bringer smerte ind i verden. De bidrager nemlig heller ikke til det økosystem af misundelse og grådighed, som siver fra det sociale og ind i den menneskelige vært. De er immune over for begærets tankegang og medvirker derfor heller ikke til virussens spredning.

Min faster svarer ikke rigtig. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg har sagt noget forkert. Mit hjerte krymper i brystet. Nu kom jeg nok alligevel til at lyde arrogant. Hun går ind i huset og kommer kort efter tilbage med shorts på. Måske havde hun det bare for varmt og lyttede derfor ikke lige, tænker jeg. Pludselig kan jeg mærke, at min sociale energi er opbrugt.

Jeg er i gang med at lytte til Marcel Prousts roman På sporet af den tabte tid. Den dejlige, rolige mandsstemme får mig øjeblikkeligt til at slappe af. Det slår mig pludselig, hvorfor jeg synes, at store dele af romanen er så kedelig. Flere sektioner handler om reglerne for sociale normer i den parisiske overklasse i slutningen af 1800-tallet. I stedet for at lytte laver min hjerne et spring over til titlen på et andet fransk mesterværk, nemlig Følelsernes opdragelse af Gustave Flaubert. Pludselig slår det mig, at figurerne i Prousts roman netop får opdraget deres følelser i overensstemmelse med det sociale systems regler. Det handler ikke bare om, at man skal have den rigtige viden eller skal udvise den rigtige adfærd, nej, hele ens væsen og følelsesliv skal agere i overensstemmelse med de sociale forskrifter. Ansigtet skal skiftevis udvise overraskelse, sorg eller glæde på de passende tidspunkter.

Proust beskriver, hvordan alle disse sociale spilleregler opfindes, brydes og bruges til at udstøde andre mennesker med – lidt ligesom reality-tv gør i dag. De følelsesmæssige reaktioner indgår i et socialt spil, som kan udføres rigtigt eller forkert.

Autistiske sind er dårlige til følelsesspillet og finder i stedet en teknisk specialviden. Alt dette kan få dem til at fremstå arrogante og blive ensomme. Selv om de ikke forstår de sociale koder og regler, har de dog et lige så stort behov for kærlighed og nærvær som alle andre. Ligeledes føler de også smerten ved mobning og afvisning, fordi de blandt andet ikke mestrer de sociale (følelsesmæssige) teknikker, der skal forbinde dem til andre. Så de ender ofte alene i ensomheden. I ensomheden ses det smertelige ved autisme, som ellers ikke gør ondt i sig selv.

Væggene i garagen er helt grønne nu. Jeg sætter mig på en malerbøtte, lapper koldt vand i mig og tænker på evolutionsteorien. Autisme er en genetisk mutation. Evolutionsbiologien dikterer, at en mutation vil uddø, hvis den ikke har en overlevelsesmæssig fordel. Det er kort sagt det, som Darwin beskrev med sætningen »den bedst egnede overlever«. Hvis en mutation ikke medfører den i situationen bedst egnede overlevelsesadfærd, der gør, at bæreren giver sin genetiske mutation videre ved parring, så uddør mutationen, slægten og derved autismen.

Autisme er en udviklingsforstyrrelse, der har mange grader af ’forstyrrelse’. Jeg har det selv kun i let grad. Det er heller ikke en binær enten-eller tilstand, men en flydende adfærdsstil uden skarpe grænser. Faktisk viser studier, at op imod 30 procent af verdensbefolkningen udviser mindst ét typisk autistisk træk. Det kan tænkes, at mange ikkeautister deler den manglende evne til at forstå sociale dynamikker og derfor heller ikke tager del i begærets økonomi.

Måske det er os, der altid har sagt, at kejseren ikke har noget tøj på (som en ren logisk konstatering, vi ikke selv forstår de sociale konsekvenser af). Måske vi kan tilbyde et andet blik på en hæsblæsende verden, hvor forbrugerismen lader til at være drevet af misundelsens logik. En anden tilgang til et samfund, hvor vækstparadigmets krumtap lader til at være jalousien over at se alt det, de andre har, men som man ikke selv besidder endnu. Måske er det autistiske sind modvægten til den sociale kamp, der lader til at opsluge samfund, som har dækket deres basale behov.

Jeg ville gerne se et landsstyre af os. Måske vi kan overbevise resten om, at begæret er grundløst og holdes kunstigt i live. Eller måske dagdrømmer jeg bare om snart at finde en mærkelig kæreste og få nogle skøre børn.

Jeg renser penslen i terpentin, træder ud i solen og finder min faster, som er i gang med at lave frokost, hvilket får mig til at udvise måske lidt for stor taknemmelighed. Jeg overvejer at dele mine tanker om Proust og Flaubert, men kommer frem til, at klassisk fransk litteratur nok ikke er et passende samtaleemne for alle. Jeg vil ikke gøre hende utilpas, så jeg spørger i stedet, om jeg kan hjælpe med noget, og føler mig en lille smule ensom.

Artiklen er tidligere trykt i Dagbladet Information den 30. oktober 2023