OTTE DAGES TILLØB TIL AT SKRIVE: LOGBOG OVER KÆRLIG- OG ALENEHED
En dato har stået i min kalender og larmet, som kun en deadline kan gøre det: Jeg skal skrive en artikel til Indput, og den skal på en eller anden måde handle om begær. Men jeg har haft svært ved at samle mine tanker og derfor også sproget omkring begæret. Det er som om, sproget har skudt sig selv af som en konfettikanon, og jeg løber rundt og forsøger at samle ordene omkring en mening. I begyndelsen skriver jeg en lille smule hver dag. Ligesom for at tage tilløb til den egentlige artikel, som jeg planlægger at skrive. Men efter et par dage går det op for mig, at jeg måske allerede er i gang med at skrive min artikel. For måske er dette den eneste måde, jeg kan skrive om begær på lige nu. Jeg fører en slags logbog hen over mine dage med refleksioner om hvad kærlig- og alenehed betyder i mit liv. Lige nu.
D. 2. november 2023
Jeg skal skrive om begær. Og det er som hele tiden at løbe med panden forrest ind i en mur af tåge. Det er på en måde, som er der en hinde mellem årets sidste dage og mig, der ikke virker bristbar. Jeg er gået ind i efteråret som i en drøm. Og hvordan få sproget til at passe omkring drømmenes skøre krumninger? Mine sanser er som klodsede kameraer; de viser mig verden som en alt for hurtigt klippet film. Ind kommer lyden af en sang, en bekymret tunge trykker sig ind mod en kind, to skal til at knuse hinanden underligt i en nat, og hele tiden regner det. Jeg vil, men kan ikke give mening. Jeg tror, jeg er bange for, at jeg ved at skrive om dette kommer til at afsløre noget om mig selv. Ikke kun overfor den der læser, men også overfor mig selv.
D. 3. november 2023
Nattens drøm: Jeg arbejder på et plejehjem. Jeg kan ikke finde ud af, hvornår jeg har fri. Jeg bliver bare ved med at møde ind på arbejde. En af gangene møder jeg ind, og pludselig er de alle sammen meget smukke og unge, dem der bor her, pludselig er det et hospice. Der er ingen, der fortæller mig noget. Skulle der ikke være nogen, der informerede mig om den slags? Alle mine kollegaer går meget hurtigt og ansigtsløse op og ned ad gangene. Kitlerne blafrer om benene på dem. Det er ikke til at komme til at tale med nogen. Det er ikke til at få fat i et ærme. Så det er altså de nye vilkår. Jeg forsøger at gøre mig umage, men kommer til at træde ved siden af på stue 8, hvor jeg forelsker mig så rapt i patienten, at det næsten ikke er til at bære med sig rundt en hel arbejdsdag: Han skal dø. På et tidspunkt kommer jeg ind på stuen igen, og den er helt gal. Han begynder at græde, og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre. Han græder, til han får ondt i sin hals. Du kan bare helbrede mig, bliver han ved med at sige, du kan bare helbrede mig. Men det kan jeg ikke, jeg har jo ikke kvalifikationerne. Jeg kigger på mine hænder. Og de er helt sprukne, og vi er på et hospice. Så jeg lægger mig ind til ham i hospitalssengen i stedet. Holder hans hånd under dynen, stryger ham hen over håndrodden med min tommelfinger. Og så: Blommen af min tommelfinger går gennem hans hud. Han har så ondt i maven, det er så ondt alt sammen.
D. 5. november 2023
I dag kom jeg i tanke om Aristofanes’ tale om kærlighed i Platons Symposion. Jeg kan kun gengive den, som jeg husker den: At engang trillede menneske omkring som kugler med runde rygge og maver, to ansigter og fire arme og ben hver især. Som jeg husker det, var det Zeus, der kløvede kuglen i to og ved samme hug hensatte menneskene i en livslang længsel og søgen efter deres anden halvdel. Efter atter at smelte sammen og gøres hele af hinanden. I dag har jeg tænkt over, at hvad den myte indebærer, er en idé om mennesket som værende såret og ukomplet, førend det har fundet sin eneste ene – sjælevennen at smelte sammen med. Jeg har også tænkt, at det er en idé, som kan genfindes i store dele af i hvert fald den vestlige måde at forestille sig og portrættere kærlighed på. Kærlighedens halvdele og helheder. Man må forelske sig på en særlig måde. Man må basere sin eksistens på en søgen efter en helt bestemt kærlighed. Og man er egentlig i en vis forstand forkert eller ufuldstændig, hvis ikke man lykkes.
D. 6. november 2023
I dag er som et frygteligt vejr, selvom det skinner. Jeg lytter til Moses Sumney synge sit album Aromanticism. Om og om igen. Gentagelsen som en måde at drage omsorg for sætningerne på. ”Cause we cannot be lovers, long as I’m the other, we cannot be lovers, long as I’m the …”. Jeg tænker meget over dette af hans spørgsmål: “Am I vital, if my heart is idle?”
D. 7. november 2023
Jeg har gjort det før. Fra den ene dag til den anden at beslutte noget drastisk. Jeg har denne stående (van)vittighed med mig selv og mine venner. At jeg en dag kommer bag på os alle – mig selv inkluderet – og bliver væk. Uden varsel. At det eneste jeg egentlig drømmer om, er at bo i et lille sommerhus i Nordjylland ved Vesterhavet alene og året rundt og skrive. Og at det kun er et spørgsmål om tid. At om vinteren vil jeg sidde ved et vindue i en stor ulden sweater, drikke kaffe og kigge på sneen, der gør granerne tunge om grenene. Uden at sige en lyd. I mine drømme er jeg aldrig bange. Aldrig heller for at savne noget. Jeg har det som Elsie Lindtner i Karin Michaëlis roman Den farlige alder, da hun i et brev til sin kusine skriver: ”Jeg længes så ubeskriveligt efter at prøve ensomheden”. Jeg kan virkelig godt lide at være alene. Men hvordan kan jeg vide, at det, jeg beskriver her (jeg kalder det ensomhedsprojektet), virkelig er noget, jeg gerne vil? Kunne det ikke lige så godt være en flugt fra noget, som jeg er bange for?
D. 8. november 2023
Jeg skriver: Men der er stadig tingen, som jeg ikke kan skrive om. Jeg kan bare ikke gennemskue, hvad den er. Tingen som fortoner sig et sted inde i tågen. Jeg genlæser Den farlige alder, og det er stadig dette spørgsmål, jeg kommer til at tænke på: Kan man nogensinde blive fuldkommen ærlig? Med hinanden og med sig selv? Jeg bliver nok nødt til at skrive sådan her (hele tiden tager jeg sådan tilløb ved at sætte ord ind foran et kolon): Jeg ved ikke, om jeg virkelig ikke ønsker at forelske mig og blive elsket i Nordjylland. Måske gør jeg. Måske har jeg bare fortrængt det. Måske er jeg ikke ærlig med mig selv. Det kan være jeg prøver at slippe uden om at sætte noget på spil. At have et villigt hjerte. Men stadig sætter jeg jo noget på spil. Jeg risikerer at blive meget ensom og ulykkelig og i Nordjylland.
D. 8. november 2023
Jeg skriver: Men der er stadig tingen, som jeg ikke kan skrive om. Jeg kan bare ikke gennemskue, hvad den er. Tingen som fortoner sig et sted inde i tågen. Jeg genlæser Den farlige alder, og det er stadig dette spørgsmål, jeg kommer til at tænke på: Kan man nogensinde blive fuldkommen ærlig? Med hinanden og med sig selv? Jeg bliver nok nødt til at skrive sådan her (hele tiden tager jeg sådan tilløb ved at sætte ord ind foran et kolon): Jeg ved ikke, om jeg virkelig ikke ønsker at forelske mig og blive elsket i Nordjylland. Måske gør jeg. Måske har jeg bare fortrængt det. Måske er jeg ikke ærlig med mig selv. Det kan være jeg prøver at slippe uden om at sætte noget på spil. At have et villigt hjerte. Men stadig sætter jeg jo noget på spil. Jeg risikerer at blive meget ensom og ulykkelig og i Nordjylland.
D. 10. november 2023
I en samtale fra 2021 mellem Sumney og hans musikerkollega Caroline Polacheck kommer de omkring betydningen af du’et i kærlighedssangen. Polacheck beskriver, hvordan hun på et tidspunkt fandt ud af, at hun kunne redefinere du’et i alle verdens kærlighedssange som værende selve livet. Og Sumney siger: ”I had the inclination as a child, but even now, sometimes an inclination to listen for a “you,” when there isn’t one.” Han spørger sig selv, hvor det kommer fra og kommer frem til, at det må handle om ”the actual romance of just being alive”. Det læser jeg og kommer i tanke om alle de kærlighedsdigte, jeg skrev som lille. Ikke til nogen men til et tilsyneladende gabende tomt du. Og om at elske det du. Jeg vidste bare, at det var sådan, man gjorde, at det var sådan, man brugte sproget om kærlighed og længsel. Intuitivt eller indlært. Nu tænker jeg med Polacheck, at det du ikke nødvendigvis var tomt. At det kan rumme mere end én ting og faktisk hele verden. Kan rumme mere end idéen om, hvad det burde være. At jeg også kan elske, uden at der er nogen. Også kan falde i søvn og forelske mig hovedkulds i en person, som færdes i udkanten af mine drømme. Jeg kan ville være alene og stadig føle begær. Kan ville ønske, at jeg var alene og ville ønske, der var nogen, der ville komme og falde i søvn på mit gulv, og ønske jeg var alene og samtidig være savnende. Det hele på en gang og Michael Strunge skriver at:
Ingen celle vil nogensinde
under nogen form
blive tabt
af universet
jeg vil aldrig glemme dig
Jeg elsker dig helt ind i stjernernes knæ