Klar til at dø
Af Gustav Egede Kristensen, stud.psych.
Illustrationer af Ursula Teodora Moeran, stud.psych.
Mord, hor og ildebrand sagde min samfundsfagsgymnasielærer, det kan folk lide at høre om. Det er en parafrasering, men noget, som jeg vil give Mogens ret i, og som hænger sammen med vores tema i dette blad, er, at døden er oppe i tiden. True crime, daglige coronadødstal, gangsterfilm, krimier osv. er alle tegn på, at døden også i vores tid er noget, der optager, fascinerer og skræmmer os. Eftersom døden er en af de eneste garantier her i livet, vil jeg gætte på, at den til en vis grad altid har været oppe i tiden. Derudover er døden måske næsten forudsætningen for, at nye ting bliver oppe i tiden. Mennesker og kulturmønstre dør ud, og nye kommer til. Jeg gik i gang med at tænke over kunstværker, der omhandler døden, og det første, jeg kom til at tænke på, er rapklassikeren Ready to Die.
En af de største rappere nogensinde er uden tvivl The Notorious B.I.G., bedre kendt som Biggie. Biggie skrev i en alder af 21 år det nu klassiske hiphop album Ready to Die, der udkom i hiphoppens guldalder i 1994. Jeg har valgt at skrive om lige netop dette album af flere grunde. Som beskrevet tror jeg altid, at døden vil være oppe i tiden, og dette album giver et godt afsæt for at kunne undersøge døden. For det andet vil det her album for hiphopfans nok altid være oppe i tiden. Det er blevet et af de albums, der er genredefinerende, og som mange kigger tilbage på som noget af det ypperste, genren har produceret. For det tredje er hiphopmusik og rap i de sidste årtier blevet en af de mest dominerende genrer globalt såvel som i Danmark, hvilket lægger op til en diskussion af netop denne genres problematikker: dens forbindelse med for eksempel vold og stofmisbrug men også med kreativ udfoldelse, selvsikkerhed og kampen for social retfærdighed, især ift. racisme. Genren er én, som mange har noget at sige om. Dette giver os tre temaer: døden, der altid er oppe i tiden for alle, albummet Ready to Die, der altid er oppe i tiden for nogen og hiphopmusik, der er oppe i tiden for tiden.
Døden: oppe i tiden for evigt
Jeg vil fokusere på Biggies skildring af døden på albummet. Det er langt fra alle numre, der handler om døden eller er tragiske for den sags skyld. Men hver gang Biggie har en god stund venter døden sjældent mere end et par sange væk. Albummet begynder med Biggies fødsel og hopper ud og ind i en slags historie, der slutter med hans selvmord. Det er som om, der er to fortællinger i albummet. Den ene er historien om rapperen Biggie, der undslap sin kriminelle fortid, er i stand til at forsørge sin familie uden at være på kanten af samfundet og, som han selv siger i hittet Juicy, drikker champagne, når han er tørstig. I den anden historie blev Biggie ikke succesfuld rapper, men fortsætter sine kriminelle aktiviteter fra sin ungdom og kæmper med de konsekvenser, som det bringer med sig.
Det går igen i begge fortællinger, at Biggie fødes ind i verden af fattigdom, kriminalitet og stoffer. Efter han kommer ud af fængslet i introen, fortæller Bigge på Things Done Changed, hvordan alt står mere grelt til end før; mere vold, mere fattigdom og hans mor har fået kræft, mens han sad inde. Som Biggie er vokset op, er han blevet forvandlet til en hårdkogt pusher og røver. I Juicy fortæller Biggie, hvordan han var nødt til at sælge stoffer for at kunne give sin datter mad. Men det har sine konsekvenser at skaffe sig ressourcer på denne måde. I Everyday Struggle rapper Biggie:
I don’t wanna live no more // Sometimes I hear death knocking at my front door // I’m living everyday like a hustle, another drug to juggle // Another day another struggle
Den verden, Biggie er trådt ind i, er fyldt med vold og død fra politiet og fra andre i samme verden. I samme sang beskriver Biggie sin modsætningsfyldte, hårde hverdag:
I know how it feel to wake up fucked up // pockets broke as hell, another bag to sell. […]
But they don't know about the stressed filled days // baby on the way, mad bills to pay // That's why you drink tangueray // so you can reminisce and wish, you wasn't living so develish, shit.
Det taler næsten for sig selv. Han er fattig og har ikke råd til at betale sine regninger, alt imens der er en baby på vej. Biggie vil ønske, at han ikke levede så ”djævelsk”, men har ikke oplevet at kunne klare sig ad samfundets konventionelle veje.
Som det fremgår af første citat fra Everyday Struggle, ved Biggie aldrig, hvornår døden vil banke på hans dør. Sangen Warning er omvendt en advarsel til alle dem, der ønsker at gøre ham ondt, og dødstruslen er altså gensidig. Heller ikke hans nære forhold er uberørte. Biggies mor er blevet bange for ham og elsker ham ikke, som da han var et lille barn. I Me and My Bitch slår Biggies fjender hans elskede kæreste ihjel, da de ikke finder ham i sit hjem. Langsomt bliver det, der betyder noget for Biggie taget fra ham. Det, han prøvede for at give sin datter et bedre liv, end han selv havde, blev på en tragisk måde til det værste, der er sket for ham. Depressionen når sit højdepunkt i albummets afslutning Suicidal Thoughts:
When I die, fuck it, I wanna go to hell // 'Cause I'm a piece of shit, it ain't hard to fuckin' tell […]
All my life I been considered as the worst // Lyin' to my mother, even stealin' out her purse // Crime after crime, from drugs to extortion // I know my mother wish she got a fuckin' abortion // She don't even love me like she did when I was younger
Drivkraften i sangen er Biggies eget og andres syn på ham selv som et forfærdeligt menneske. Han føler en skyldfølelse over sine handlinger, men han erkender også, at det i bund og grund er sådan, han er blevet. Samtidigt rapper Biggie, at han er sikker på, at hans mor ville ønske, at hun havde aborteret ham, så han aldrig var kommet til at eksistere. Biggie tror også, at hans kæreste i al hemmelighed ønsker ham død – da hun har fået mistanke om Biggies utroskab med hendes søster. Han har altså forestillinger om, at ingen af hans nærmeste ønsker ham i live, hvilket han som sangen skrider frem heller ikke selv gør. Det er forfærdeligt trist det hele.
Hvordan kan vi forstå titlen Ready to Die? I Juicy beskriver Biggie sig selv som en ”født synder”. En lille dreng har engang levet under nogle betingelser, der gjorde det meget svært for ham at opnå respekt, anerkendelse og en vis materiel levestandard uden at være på kanten af samfundet. På den måde har Biggie været nødsaget til at være klar til at dø. Det har hele tiden ligget i kortene, at hans chancer for et langt, roligt liv har været lave. I helt bogstavelig forstand bliver Biggie så klar til at dø på det sidste nummer Suicidal Thoughts. Døden kommer op i Biggies tanker, når han får idéen, at ingen ønsker ham i live, selv ikke ham selv. Som han siger: all my life I been considered as the worst. Det er et modsætningsforhold i, at det eneste, der kunne give ham det, han ønskede – en levestandard for ham og hans familie og anerkendelse som et anstændigt menneske – leder til, at han anses som en næsten djævelsk eksistens. Biggie, som både er den virkelige person og en fiktiv person, ender med ikke at have noget at leve for og bliver dermed klar til at dø.
Vi har at gøre med en hiphopalbum og ikke en akademisk afhandling, så det er ikke fordi, der er nogen logisk stringent udlægning af, hvad døden er, og det er selvfølgelig heller ikke meningen. I stedet er musikken kunstnerisk og underholdende. Men som hermeneutikeren Gadamer skriver, er der altid et aspekt af det universelle i det partikulære. Og vi har at gøre med en partikulær historie om en ung, sort mand i New York, der vokser op under nogle utroligt hårde kår, der næsten vil gøre enhver klar til at dø.
Musikken: oppe i tiden for nogle
Jeg er nødt til også at omtale selve musikkens kvalitet. Som sagt er albummet hele vejen igennem en lyrisk magtdemonstration. Biggie har en helt særlig måde at rappe på med den dybe afslappede stemme. Det lyder alt for nemt, når Biggie flyder hen over trommerytme på trommerytme med mesterlige rim. Dette er bl.a. tydeligt på The What, der indeholder albummets eneste feature, som er Method Man fra Wu-Tang Clan:
Excuse me, flows just grow through me // Like trees to branches, cliffs to avalanches // It's the praying mantis // Deep like the mind of Farrakhan // a motherfucking rap phenomenon
Både internt i hver verslinje (for eksempel flows og grow) og på tværs af verslinjerne (avalanches og mantis) binder Biggie linjerne sammen på en imponerende måde. Selvom det ikke er ”ægte” stavelsesrim, skaber det en meget fængende rytme. Der er også noget kreativt over mange af numrene. I Gimme the Loot sætter Biggie ved at ændre sin stemme et slags musikalsk teaterstykke op om to karakterer, der skal til at foretage et røveri, men bliver stoppet af politiet.
Beatsne er klassisk hiphop. Det er samplebaseret med kraftfulde trommer, der lader Biggie udfolde sig med så gunstige betingelser som muligt. Nogle numre har også en mere blød, poppet lyd som Juicy eller Big Poppa. Dette er for mig at se en god ting, der skaber lidt forskellighed i albummets stemning. På den måde kommer der lidt håb ind i den ellers enten aggressive eller nedtrykte stemning. Albummet vil nok kaldes tidløst af mange hiphopfans. Det tidløse er det, der altid vil være oppe i tiden, eftersom det overskrider den lokale kulturelle kontekst. Meget rapmusik fra de tidlige 90’ere lyder en del mere gammelt og støvet, men der er noget mere særligt over lige netop Ready to Die.
Hiphop: oppe i tiden for tiden
Ready to Die kan nok beskrives som autofiktion. Biggie begik ikke selvmord, som han gør på albummet. Til gengæld blev han på tragisk vis slået ihjel i 1997 som kun 24-årig, og det kan få en til at tænke på, hvad sammenhængen er mellem hiphop og vold. I USA har der i de seneste år været eksempler på retssager, hvor tekst fra hiphopsange er blevet brugt som bevismateriale imod rappere. Udover det er der i de senere år mange eksempler på rappere, der er gået bort pga. stofmisbrug.
Det konservative svar på rapverdenens vold, stoffer og kriminalitet er, at det er en forkastelig genre, som promoverer alt det, vi prøver at undgå i samfundet. Mit eget og mange andres intuitive svar på denne kritik er for det første, at man som kunstner må have ret til at udøve en vis grad af kunstnerisk frihed og ikke kan stå til ansvar for det, som andre får ud af det. Derudover er der i rapmusik en tradition for en slags gadereportage. I et interview på Fox News om rapperes skadelige effekter på ungdommen med den altid reaktionære Bill O’Reilly, fortæller rapperen Cam’Ron således:
”And the end of the day, you got an influence, but so do movies. Like with me I’m just an author. So what I do is I write what goes on in the ghetto. I’m not a liar. So what I tell you goes on in my album, that’s what goes on in the streets of Harlem. Now, I’m like a reporter. You look at the news, you don’t get mad at the people reporting the news. ”
Biggie beretter i høj grad om, hvordan det er at leve i gademiljøet i New York i 90’erne, og de ups and downs, der hænger sammen med det. Og det virker netop autentisk, fordi de pinefulde sider af den tilværelse ikke er fortyndede eller gjort rosenrøde. Skyldfølelsen i Suicidal Thoughts vil ikke have samme følelsesmæssige slagkraft, hvis man ikke først var blevet ført ind i bl.a. røverens mentalitet i Gimme the Loot fra et oprigtigt grådigt, voldeligt og aggressivt perspektiv.
Jeg synes dog, at det er naivt fuldstændigt at affeje, at hiphop og alt anden kunst kan have negative konsekvenser. For eksempel tror jeg, at det kvindesyn, man finder i meget hiphop i 90’erne og 00’erne, har haft skadelige konsekvenser. Det skal dog også siges, at der er massere hiphop, der er langt mere opbyggeligt og positivt. Man kunne nævne Outkast, Mos Def, Lupe Fiasco, Kendrick Lamar og mange andre.
Ikke desto mindre bliver hiphop ofte svært, fordi forfatteren, fortælleren og den virkelig person bliver sammenblandet i en usædvanlig høj grad. Der er ikke én måde at fortolke et givent værk på. Når Biggie rapper om sit eget selvmord på Suicidal Thoughts, er det kun fortælleren, der begår selvmordet, men det ville også virke mærkeligt, hvis Biggie slet ikke havde oplevet nogle af de depressive tanker i sit virkelige liv. Forholdet mellem den virkelige Biggie og Biggie på albummet er altså ikke entydigt. Og det tror jeg aldrig, at det er i rap eller for den sags skyld i andre kunstformer. Derfor synes jeg også, at man ikke uden lige kan bruge teksterne som evidens for forskellige ting. Dette er dog ikke ensbetydende med, at man ikke anerkender, at rap, film, bøger osv. på godt og ondt kan have virkelige konsekvenser.
Til slut vil jeg sige: giv albummet et lyt! Det kan som næsten alt andet musik streames. Forskning tyder vist på, at ens musiksmag ikke ændrer sig meget efter 30, så hvis du endnu ikke er rapfan men er under 30, kan du måske nå at komme med på The Notorious B.I.G.-vognen endnu.