Sex er kommet for at blive, så lad os tale om det

Af Amalie Bøg Rasmussen, stud.psych.

Sex har altid været oppe i tiden. I hel lavpraktisk forstand er det sådan, mennesket har sikret artens overlevelse gennem århundredtusinder, men historisk set har sex spillet en langt mere afgørende rolle end blot dets reproduktive formål. Sex har værdi – i negativ og positiv forstand. Både når vi har det, har haft det eller ikke har det, er sex noget, vi næsten hele tiden skal forholde os til. Eksponeringen er total. I medierne, kulturen, kunsten, historien, i byen, mellem os og med os selv. Men selvom sex er overalt, er der også mange ting, vi ikke får talt om. Der kan være mange uudtalte forventninger, misforståelser, tabubelagte følelser og præferencer forbundet med det, og det kan i høj grad påvirke, hvordan vi trives med os selv og hinanden.  

På en grå mandag i november ringede jeg psykolog, par- og seksualterapeut, Karina Kehlet Lins op til en samtale om sex. Et par uger forinden til et fyraftensforedrag arrangeret af Klinisk UddannelsesSektion for Sexologi (KUSS) havde Karina vakt min nysgerrighed under sit oplæg om, hvad der sker i mødet mellem psykologi og sexologi. Oplægget tog udgangspunkt i Karinas eget terapeutiske arbejde med både enkeltpersoner og forskellige par, f.eks. polyamourøse, hetero-, homo- og queerpar, der oplever udfordringer i seksuallivet eller livet generelt. I vores samtale nåede Karina og jeg vidt omkring det komplekse emne, og alligevel føltes det som om, vi kunne have fortsat vores snak i timevis og ikke kun de tredive minutter, interviewet varede. Netop det hænger faktisk meget godt sammen med Karinas budskab, der kan siges meget kortfattet: Vi skal blive bedre til at tale om sex. Men hvis det var så nemt, så gjorde vi det nok bare. Problemet er, at mange af os ikke har lært det. 

 Karina, hvad er oppe i tiden inden for dit felt?  
Kvinders lyst er rigtig meget oppe for tiden. Der er rigtig mange bøger lige nu om kvinder og klitoris, kvindelige kønsorganer, den kvindelige lyst, og der er masser af kvinder, som er i gang med at finde sig selv. Jeg synes, at jeg kan fornemme en form for empowerment hos mange. Men samtidig er der også nogle nye normer, for eksempel at man skal have prøvet alt af for at være oppe i tiden eller være med tiden. Det er fint, at vi efterlader de gamle normer, hvor kvinden ikke rigtig har nogen seksualitet, og hvor den skal tændes af Romeo, der kommer og slår fødderne væk under hende, men det er også svært at skabe nogle nye normer. Jeg talte forleden med en ung kvinde, der i flere år havde afprøvet biseksualitet, fordi hun syntes, det var en nødvendighed. Det heteronormative samfund havde hun så meget had overfor, indtil hun måtte indse, at hun bare var til mænd, og det er okay. Altså det er helt okay. 

Det lader også til, at der ikke er så meget coming out lige nu. Altså det, jeg hører, de unge mennesker siger meget er, at man kommer som den, man er, og så er man enten til det ene eller det andet, eller man er flydende, eller man ved det ikke endnu. Eller man er questioning, og det hele er okay. 

Og så er der forskningen, der kigger meget bekymret på nogle tendenser indenfor porno… 

Er der noget at bekymre sig om, synes du?  
Nej, ikke nødvendigvis. Vi havde også bekymringer dengang, man frigav pornoen, og der skete ikke rigtig noget. Der var faktisk færre overfald, og gennemsnitsalderen for, hvornår man havde sin seksuelle debut, forblev den samme. Der er jo altid bekymringer, og det er fint at tage vare på dem, men nogle gange skal man også bare lige klappe hesten, for det kan også være, at det er godt for noget med porno osv. 

Ja, og lidt i forlængelse af det her med porno, tænker jeg på mediebilledet. Hvordan kan det spille både en positiv og negativ rolle i, hvordan vi ser på sex og snakker om sex? 
Jamen, jeg synes egentlig, at vi helt generelt har et ret positivt mediebillede. Men der er hele tiden tendenser, der går begge veje. Jeg får tit at vide, at vi lever i en queer-venlig tid, hvilket jeg også synes. Der er meget mere plads til at være ”anderledes”. Altså alle er jo anderledes i virkeligheden, men jeg synes, der er mere åbenhed omkring at tale om for eksempel homoseksualitet eller åbne forhold og polyamori. 

Og så samtidig kigger jeg med meget, meget stor bekymring på, for eksempel hvordan der bliver talt om transkønnethed. Fordi på trods af at der er nogle virkelig gode stemmer, der siger: Hey, vi skal møde folk, hvor de er, så mærker jeg også, at der stadig er nogle kæmpe debatter. Altså bare se på, hvad der sker med J.K. Rowling, og hvor utrolig transfobisk hun er. For nylig er jeg selv blevet udsat for nogle homofobiske ting, og det er jo kun fordi, min far var bøsse. Og jeg tænkte bare: Shit, der er stadig lang vej. Så jeg synes, at vi lever i en mere queer-venlig tid, men vi må ikke give slip på, at der stadig er en kamp.  

Præcis. Jeg tænker, at der er en kæmpe udvikling i gang, f.eks. ift. hvordan vi tænker kønsidentitet og seksualitet, og det bliver mere mangfoldigt, men jeg tænker også, om det måske kræver noget af både sexologien og psykologien at følge med? Hvad kan vi gøre? 
Altså jeg synes, det er utroligt vigtigt at følge med, og der er nogle virkelig gode forskere i Danmark. Samtidig må jeg så sige, at jeg har en fornemmelse af, at nogle gange - nu har jeg jo fingrene i forskellige bøtter derhjemme, og jeg kan godt mærke, at på trods af at jeg er kommet ind på KU og har fået lov til at undervise i normkritisk sexologi, så mærker jeg, at der også er nogle meget konservative stemmer, som måske ikke synes, det er så fedt med det her normkritiske blik. De har sikkert gode intentioner, men som Madonna synger, så er gode intentioner jo vejen til helvedet… Så vi skal være forsigtige, og vi skal prøve på ikke at komme ind i en boble, hvor vi kun omgiver os med dem, der tænker ligesom os. 

Hvilke misforståelser eller tabuer møder du i dit virke? Hvad er på spil for klienterne? 
Bekymringer. Bekymringer om, hvorvidt man er normal. Bekymringer om, hvorvidt man har nok lyst, eller hvis man overhovedet ikke har lyst, om det så er et problem. Hvilket det er for mange, medmindre man er aseksuel, eller synes det er okay. Men der er rigtig mange bekymringer. Også mænd, der er bekymret for, at deres pik ikke er stor nok. Fordi apropos porno, så er der bare fokus på, at pikken skal være giga, mega stor, så folk med helt gennemsnitlig penisstørrelse, tror de har en, der er for lille.  

Og der er et kæmpe pres på, hvordan vores kroppe skal se ud. Heldigvis er der også noget omkring, at man gerne må være en størrelse 46 og stadig være sexet. Men der er godt nok også mange danske medier, der taler om, at nu er danskerne ved at blive for fede, osv. Så igen, er det det der med pendulet, der svinger begge veje.  

Men meget fokus på det her med: Er jeg pæn nok? Er jeg god nok? Der er mange med et lavt selvværd, vil jeg sige, men hvor det handler specifikt om det seksuelle. Er jeg god nok? Eller jeg har også lige haft en klient, der tænkte: Er jeg overhovedet kinky nok, fordi vedkommende bare rigtig godt kunne lide vaniljesex. Altså vedkommende havde en kæreste, og jeg var sådan: Det er helt okay.  

Så det jeg også oplever er, at folk bliver utroligt lettet, når jeg giver dem grønt lys. Det er jo derfor, eller min kæphest er ligesom, at psykologer skal tale om sex, fordi for det meste handler det om, at klienterne bare gerne vil have et grønt lys. At det er okay, at de er som de er. Så længe man er samtykkende voksne, der ikke laver noget kriminelt, jamen så: Anything goes. 

Jeg tænker, at du støder på mange forskellige seksuelle præferencer i dit virke. Og så siger du også det her med, at man for eksempel kan mærke et stort pres på, hvordan kroppen skal se ud, og det her med, at sex er noget, man skal gøre rigtigt eller være god til. Er det kulturen, der spiller ind? Jeg tænker også på sådan noget som kønsroller. Kan det komme med i soveværelset alt det her? 
Jamen, det kommer meget med i soveværelset. Jeg er tit blevet interviewet af journalister om hele BDSM-miljøet, hvor mange siger, at hvis du dyrker BDSM, altså hvis du er submissive som kvinde, så kan du ikke samtidig være feminist. Altså som om at hvis man er feminist, så skal man også stå og råbe op i soveværelset om, at man ikke længere vil have missionærstilling, fordi så ligger man nederst, og det er politisk ukorrekt.  

Og det har jeg faktisk vitterligt oplevet nogle gange i parterapi, at der er kvinder, der siger; jeg kan ikke finde mig i det mere, fordi jeg er feminist. Og hvor jeg så må gå ind og sige, at hvis man vil have god sex, så er det, der foregår i sengen, eller wherever man har sex, faktisk ofte politisk ukorrekt, og det er det, der er det fede ved det. At man netop har en form for seksuel leg.  

Men når vi har nogle stereotyper omkring, hvad sex er og især på grund af en medicinsk vinkel i sexologien, hvor fokus er på dysfunktioner, jamen så bliver det meget teknisk. Altså hvis vi går tilbage til det heteronormative; den ene skal have rejsning og den anden skal have en fugtig skede, og så kan man have samleje. Og så er det sex, men der er utroligt mange, der siger; det er slet ikke det, jeg har lyst til, fordi det bliver så mekanisk. 

Ja, det er meget det reproduktive billede… 
Ja, så rart som det kan være by the way. Det er ikke fordi, jeg vil disse på det. Men det er det man oplever, at når det handler om, at folk har meget lidt lyst, og man så spørger ind til, hvad er det for en slags sex, de har, og hvad de egentlig kunne tænke sig, så ligger det nogle gange milevidt fra hinanden. Hvad de laver, og hvad de egentlig har lyst til. Men så er de bange for at sige det eller bange for, at de er for meget. 

Kvinder der er for meget... Altså at kvinder i århundreder har fået at vide, at hvis du er seksuelt udfarende, så er du farlig og alt muligt. Indtil kvinden lige pludselig blev til et aseksuelt væsen. Nu er kvinden sådan en, der nærmest skal overtales til at have sex. Altså hvad er det for noget? Det er så crazy. 

Ja, det er crazy. Det, jeg også oplever er, at det kan tale ind i en skam eller forkerthedsfølelse… 
Lige præcis. Det tror jeg også, jeg sagde til foredraget: Du må ikke have for meget lyst, og du må heller ikke have for lidt lyst. Altså hvem fanden skal så bestemme, hvad der er rigtig lyst? Hvis man overhovedet gider at have sex.  

For nylig var der også en af de studerende til en forelæsning, der sagde: Du går ind for, at man skal have sex, og så afbrød jeg hende bare: Nej nej, jeg er ligeglad, om folk har sex. Jeg har ikke nogen aktier i, hvorvidt folk har sex eller ej. Når folk kommer til mig, så er det jo op til mig som psykolog at finde ud af: Hvad er det, der er udfordringen, og hvad er det egentlig, du har lyst til? Og synes du, du skal have sex, eller har du lyst til at have sex? Og så er der mange, der siger: jeg bør jo have sex, fordi jeg er i et forhold. Men skal man det? Lad os diskutere det. Altså så spørger jeg: Har I lyst til lige at kigge på det der, for det er da for vildt? Altså at sige jeg skal have sex. 

Jeg synes, der er noget genkendeligt i, at det kan føles som om, at der er en aktie i det med at have sex. Det er noget, man kan give eller tilbageholde, men det er på en eller anden måde noget, man skal, ja eller ikke skal, men det kan føles som om, at det er noget, der skal være meget vigtigt for ens liv… 
Ja, præcis, og det er en ydelse, som du siger, man kan give eller holde tilbage. Og det er jo blandt andet fordi, at hvis vi overvejer bare en smule, hvordan vores seksualundervisning er, så er der ikke særlig mange, der taler om, at kvinder - vi har også en agens. Vi har jo også noget selvbestemmelse, men der er ikke rigtig nogen, der lærer om, hvad der giver dig lyst. Hvad kunne du have lyst til at prøve? Hvad er det, der tænder dig?  

Det er måske i forlængelse af det: Hvordan kan man blive bedre til at snakke om sex? 
En god vej ind er at sætte ord på, hvor svært det er at tale om sex. Altså hvis man ligesom starter med at sige: Det er godt nok svært nogle gange, hvis jeg skal overveje at tale om sex med min partner, så kan jeg blive sådan helt: Åh nej, det har jeg ikke lyst til. Så hvis man kan sige det højt, for eksempel. til sine venner: jeg kan godt lide at tale om sex, men jeg synes, det er vildt svært at tale om mit eget sexliv. Så har man allerede taget hul på det, idet man metakommunikerer med en anden person om, hvor svært det kan være. Og den person kan sige: Sådan har jeg det faktisk også, og hvordan kan det være? Og så kan det være, vi kan tale lidt om, hvor tabu det er. 

Jeg synes jo generelt, vi taler for lidt om sex – med hinanden, med vores partnere. Uden at jeg skal sige, at det hele skal handle om sex.  

Ja, er der også et ansvar hos fagfolk? 
Det er der. Og så samtidig er det et svært emne, fordi det er tabubelagt. Fordi det er utrolig privat. Fordi vi ikke har lært at tale om det. Så der er også nogle, der holder igen af gode intentioner, men de gode intentioner er nogle gange bare ikke gode. 

Her til sidst har du så noget, du brænder inde med? En opfordring til fremtidens psykologer? 
Ja, jeg har faktisk lige afsluttet mit 2-årige hold hernede i Berlin, og de spurgte mig om en take away message. Og så sagde jeg, at min take away message var, at seksualitet er mangfoldigt, så husk at være ydmyg. 

Og det siger jeg hele tiden til mine studerende: Der er ikke noget, der er mere overbevisende end ens egne gode hypoteser omkring klienterne, men det der med at huske… At spørge sig selv: Har du nu virkelig også forstået det? Og det er det, jeg mener med at være ydmyg, at man bevarer en respekt for, at det godt kan være, at man ikke har gennemskuet det, fordi seksualiteten er så stor en størrelse.  

Vil du vide mere? 

Udover sin kliniske praksis er Karina også ekstern lektor på KU, og har på dette semester for første gange undervist i normkritisk sexologi på sit KA-seminarhold ’Klinisk sexologi i en mangfoldig verden’. Desuden er Karina forfatter til bogen ’Samtalen om sex’, der særligt er målrettet fagfolk, for eksempel. psykologer, og i høj grad inviterer til, at vi dygtiggør os i samtalen om sex, fordi den er så hammervigtig. Bare det at italesætte sex kan faktisk styrke den terapeutiske alliance, viser forskning.  

I forbindelse med at bogen skal genoptrykkes, har Karina ovenikøbet oplyst, at man kan få 25% rabat på hendes bog ved Hans Reitzels Forlag med koden: SAMTALEN25. Måske det skal være julegaven til dig selv? 

Til sidst en stor tak til Karina Kehlet Lins for en vigtig, udfordrende og spændende snak!