Kommunehospitalets Skæbne

Første del af en serie om de historiske bygninger, der danner rammen om vores studieliv.

Af Elvira Hallengren, stud.psych., & Karen Damgaard, stud.psych
Foto af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych

Det kan synes som en fjern fortid, da kirsebærtræerne blomstrede og øl blev drukket i solrige timer i den midterste gård af CSS. Nu er samme sted parkeringsplads for efterårsrustne cykler, og vi skråner kun gennem gården, når vi med skuldrene oppe om ørene går mod en kop velgørende kaffe. Måske kastes et hastigt blik på det store runde ur på Kommunens facade, mens vi vikler os ud af halstørklæder, huer og høretelefoner og stryger mod dagens første forelæsning.

Hverdagen som studerende kan være et ugideligt sejt træk eller en hastigt flyvende fornøjelse; vi kan lede efter vores skrøbelige skæbne i endnu en kop kaffes grums eller plante blikket dybt i pensum. Eller vi kan for et øjeblik kigge op og ned og rundt og opdage, at vi som studerende på CSS befinder os på et ganske særligt sted med en ganske særlig historie. For blot tyve år siden rullede portører stadig med patienter gennem gangene, der blev regeret og repareret på operationsstuerne, hvor vi nu har holdundervisning, og så var der både noget med en swimmingpool, en atomkælder og en kirke. I dette og studieårets følgende udgivelser byder INDPUT dig med på en guidet tur til Kommunehospitalets hemmeligheder – så kom med.

Hospitalets Hagrid

Vi mødes med Casper en frostklar novemberformiddag. Efter 13 år som maskinmester på det gamle kommunehospital er han manden med nøglerne og røverhistorierne, og hvis man vil ledes op og ned og ind i dette vældige system af trapper, døre og elevatorer, er han den rette at have ved hånden. Han beretter, ikke uden en vis ømhed, om de gamle bygningers daglige og tidligere liv, samt de udfordringer der følger med at adaptere arkitektur fra 1800-tallet til nutidens brug. I sin karrierebane har Casper både sejlet på langfart, været forbi Bornholmstrafikken og så lige Dagbladet Politiken, som værkfører i nogle år, før han endte her, på hjørnekontoret i maskinhuset ved siden af Kommunen. Bag sit overfyldte skrivebord troner Casper, og herfra holdes der styr på, hvad der skal ordnes, og hvor hænder skal sættes i gang. Da vi spørger til en rundvisning, trækker han gardinet fra det ene vindue og viser, at karmen indeholder en stor grundplan over det gamle kommunehospital, som det så ud i sine velmagtsdage.

Tidligere havde han en kollega i Indre by, men han gik på pension sidste år, så Casper har nu også overtaget ansvaret for de bygninger ved Vor Frue, der stadig hører til universitetet. Administrativt er City Campus for nylig slået sammen med KUA, eller Søndre Campus som nogen har tænkt, at det skal hedde, men det kan Casper ikke forholde sig til: “Jeg har ikke noget at gøre derude, det er et helt andet sted. Altså jeg vil helst være her”. På Kommunehospitalet har Casper en unik position og indsigt i, hvad de fredede bygninger kræver og fordrer, og han sidder som en ø i strømmen af studerende og sørger for, at hverdagen glider glat, samtidig med at respekten for de historiske bygninger opretholdes.

Kolera i København og nye krav

Da Kommunehospitalet stod færdigopført i 1863, var det det mest moderne hospital i Nordeuropa. På den tid var København stadig indkredset af volde, og mens vi i dag som studerende på City Campus befinder os i hjertet af hovedstaden, lå Kommunehospitalet dengang uden for byen. Her var man nemlig i passende afstand til elendige hygiejniske forhold, der forårsagede den koleraepidemi, der i 1853 ramte byen og resulterede i mere end 4000 borgeres død og et næsten dobbelt så stort antal smittede. Et nyt hospital skulle til, og dét efter datidens mest moderne sundhedsprincipper.

I gårdpartierne og haverne omkring hospitalets bygninger kunne patienterne nyde godt af frisk luft og lys, og indendørs førte et smart ventilationssystem frisk luft ind på sengestuerne og dårlig luft ud igen. Måske man som studerende har oplevet ikke at kunne se powerpoint-præsentationer for bare sollys i undervisningslokalerne og samtidig tænkt over, at der altid er anderledes mørkt på gangene? Klogt bemærket, for netop lyse sydvendte sengestuer og mørke nordvendte gangarealer var en del af planen, ligesom også patienternes velbefindende var tilgodeset i en sådan grad, at der blev opført et svømmebassin i den fysiurgiske afdeling, der også omfattede massagepladser og genoptræningsarealer.

Fra fysioterapi til fest

Netop det glemte, gamle svømmebassin er første stop på vores tur med Casper. Han viser vej fra betjentstuen til kælderen af bygning 15, som huser det nu tomme bassin, men også fra tid til anden et par festglade studerende. Caspers nøglebundt klirrer, og vi hopper spændte med ned af trapperne, mens han forklarer, at der lige skal skiftes en hængelås efter endnu en statskundskabsfest, der har fundet sted i de alternative omgivelser. Han bemærker, at statskundskaberne “nok er dem, der er dygtigst til at feste her – på godt og ondt”.

De tidligere omklædningsrum står mørklagte hen, ligesom der ikke er meget lys i selve svømmehalslokalet, da stilladser uden for kældervinduerne skærmer for den svage novembersol. De hvide klinker er dog ikke til at tage fejl af, og det er nemt at forestille sig lyden af muntre stemmer og plaskende vand hernede. Helt ærgerligt, at det aldrig bliver svømmehal igen, tænker vi, da Casper forklarer, at man har fjernet alt rensningsanlæg og støbt bassinet til. I det tilstødende rum er gulv, vægge og loft også beklædt med klinker, og her har man kunnet få en omgang vandmassage, hvis det stod skidt til med blodomløbet: “I det her rum var der sådan en spule, en brandslange nærmest. Der har været rigtig meget tryk på. Det har nærmest været sådan en slags vandmassage, man har fået – sikkert til nogle, der har haft dårligt blodomløb”.

Vi noterer os igen, hvor langt fremme i skoene man har været der midt i 1800-tallet, og hvordan hospitalet på mange måder var mere end blot sygehus, som vi kender det i dag, hvor patienter ofte knapt når at træde inden for døren, før de bliver udskrevet igen. Med tid til bade- og massagebehandlinger og rekreative stunder i de solrige haver har de 400 patienter, som hospitalet kunne huse, formentligt haft en god tid som indlagte.

Fest og flad struktur

At Kommunehospitalet har været et rart sted at være ikke kun for patienter, men også for personalet, vidner flere beretninger fra tidligere ansatte om. I det meste af hospitalets levetid boede en del af personalet på stedet, og der var kollegieværelser til de sygeplejestuderende på blandt andet loftet af bygning 24. Det er ikke mange år siden, at øverste etage her blev bygget om til kontorer, og Casper husker selv at have set 70’er-farvede vægge og pointerer, at der ”sikkert har været mange fester dér”.

Festligt har det også været, når læger og rengøringspersonalet til festerne har danset sammen, og selvom der helt fra receptionen, over sygestuerne til badeanstalten og de ansattes boligerne har været en mande- og en kvindeafdeling, har der aldrig været et skarpt hierarkisk skel. Selv kongen, Frederik d. 9., var ikke for fin til det kommunale hospital. Casper fortæller, at Hans Kongelige Højhed var indlagt et par uger eller tre om året, “for han var jo temmelig tørstig og havde an- dre livsstilssygdomme, så han var inde til afferskning og lidt salatblade”, og at han blev gode venner med en af portørerne, som han glædeligt delte en pibe tobak eller to med og sågar inviterede forbi Amalienborg, da kongen igen var udskrevet.

Den nutidige tendens til stadig større centralstyring og udlicitering af jobs kan synes fjern fra den måde at tænke arbejdsplads på, som Kommunehospitalet er bygget op omkring. Dengang udgjorde hospitalet næsten en selvstændig by i byen, med alt hvad der var nødvendigt for at opretholde livets gang for både patienter og ansatte indenfor murene. Men selvom sundheds- og fællesskabsorienterede idealer kan virke inspirerende og i og for sig helt moderne, så var Kommunehospitalets rammer ved at være vel slidte sidst i 1900-tallet. Casper fortæller, at hospitalet gennem sin levetid “går fra at være et supermoderne hospital til at være noget af det mest aldrende, man havde i København. Det var simpelthen ikke rentabelt længere.” Og således blev det i 1995 i forbindelse med en større reorganisering af Københavns sundhedsvæsen besluttet, at det historiske Kommunehospital skulle lukkes. Til mange ansattes fortrydelse, men københavnernes sund- hed kunne man jo ikke gå på kompromis med.

Fredning og fremtid

I årene omkring den officielle lukning i 1999 var der en del debat om, hvad de gamle hospitalsbygninger skulle bruges til. Det endte med, at ejendomsselskabet Norden erhvervede sig Kommunehospitalets bygninger “for et eller andet latterligt lille beløb - 2-300 millioner eller sådan noget”, hvorefter de fusionerede med Jeudan, som så er dem, Københanvs Universitet bor til leje hos nu. En fredning af bygningerne gjorde det heldigvis noget nær umuligt at ombygge hospitalet til moderne boliger, da det i så fald ville blive boliger på 700 kvadratmeter. “Heldigt at det bliver brugt til noget fornuftigt” som Casper pointerer, og det giver da også kun god mening, at det gamle hospital bliver brugt som rammen til uddannelsen af de kommende generationer, der skal give os et bedre og sundere samfund.