Plejehjemmets skæbner er nøgent liv

Af Amanda Lambæk, stud.psych.
Illustration af Asta Ingemann Jensen, stud.psych

Plejehjemsvikar

Idéen om at undersøge og stille skarpt på institutionen plejehjem og de skæbner, der befinder sig her, udspringer af min egen oplevelse som vikar på et plejehjem igennem et halvt år. Her fik jeg et indblik i en del af vores samfund, som jeg ikke før havde stiftet et så direkte bekendtskab med. Det var på mange måder en fremmed verden at træde ind i, hvor jeg både mødte store mængder omsorg og humor mellem ansatte og beboere, men også stødte på et system, hvor jeg ofte befandt mig i en række dilemmafyldte situationer, som satte mine egne værdier om respekt og værdighed på prøve.

Som de fleste formentlig er klar over, og som ordet også ret tydeligt indikerer, er et plejehjem et bosted for ældre mennesker, som har mistet mange af de allermest basale færdigheder; hørelsen og synet er ikke, hvad de har været, mange har enten begyndende eller svær demens, de fleste er gangbesværede og enkelte sidder i kørestol. Det centrale spørgsmål i denne forbindelse synes derfor ikke at dreje sig om, hvorvidt plejehjemsbeboerne har brug for hjælp og støtte til at klare sig igennem hverdagen, men i højere grad om hvordan denne hjælp foranstaltes i relationen mellem beboer og medarbejder. Ved at tage udgangspunkt i nogle af de konkrete oplevelser, jeg har haft på det pågældende plejehjem, vil jeg i nærværende artikel forsøge at afdække nogle mere generelle mekanismer, som kan opstå ved institutionaliseringen af mennesker i en plejehjemskontekst.

Isolation og passivisering

På trods af plejehjemmets centrale placering midt i byen var ankomsten hertil altid forbundet med en oplevelse af at træde ind i en verden fuldkommen afskåret fra livet udenfor. Mange af beboerne tilbragte hverdagen enten halvsovende foran tv’et i opholdsstuen eller sengeliggende i deres private lejligheder. Trængte håret til en klipning, blev en udefrakommende frisør bragt til plejehjemmet, fodterapeuten kom forbi med sine remedier i ny og næ, den fysiske træning foregik i nabohuset overfor, og en hæveautomat var tilgængelig på 4. sal. På den ene side fremstår samlingen af alle disse aktiviteter på ét og samme sted hensigtsmæssig, da beboerne på den måde tilbydes en række muligheder indenfor en overskuelig fysisk rækkevide. På den anden side oplevede jeg også, at det medvirkede til at skabe en isolerende effekt, hvor beboerne blev fastholdt i en ensformig hverdag og sjældent bevægede sig uden for plejehjemmets fysiske rammer. En hverdag hvor de stort set ikke fik mulighed for selv at bidrage til udformningen af deres egne liv, men tværtimod stod som passive modtagere af udefrakommende hjælpeforanstaltninger.

Den passive position, som mange af beboerne gled ind i, var et gentagende element i den rutineprægede hverdag, som kendetegnede plejehjemmet. Én efter én blev beboerne hjulpet ud af sengen om morgenen i et hastigt tempo, som kun lige akkurat efterlod tid til de allermest basale gøremål. Den knebne tid betød for eksempel, at Hr. Jørgensen ikke fik mulighed for selv at knappe skjorten, men passivt måtte lade armene falde ned langs siden og overgive sig til plejepersonalets hjælp og støtte. Smørrebrødet blev serveret på et sølvfad kl. 12.30, og kaffen blev skænket fra kaffevognen mellem kl. 14.00 og 15.00. Kagerne blev gemt af vejen fra de langfingrede, og medicinen blev udleveret i små plasticbærere. Den ene dag tog den anden, og den ellers isolerede tilværelse blev kun afbrudt af sjældne familiebesøg eller planlagte fælles aktiviteter mellem kl. 14.00 og 16.00.

Udover at blive afskåret fra den omkringliggende verden i fysisk forstand, fik jeg ofte fornemmelsen af, at beboerne også mistede kontakten til deres egen position som aktive medskabere af en meningsfuld tilværelse.

Screen Shot 2017-12-06 at 14.38.54.png

Afklædning af det civile jeg

Den fysiske barriere mellem plejehjemmet og det omgivende samfund er ikke et nyt fænomen, men er ifølge den canadiske sociolog Irving Goffman et kendetegn ved institutioner generelt. I sin bog ”Asylums. Essays on the social situation of mental patients and other inmates” fra 1961 fremhæver Goffman, hvordan mennesker som bor på institution er mere eller mindre tvunget til at udføre alle aspekter af deres liv på ét og samme sted. Adgang til at handle og bevæge sig på tværs af kontekster er nærmest ikke-eksisterende. Igennem sit feltarbejde på et amerikansk psykiatrisk hospital i 1950’erne undersøgte Goffman, hvordan de indlagte patienter oplevede denne afskårne og administrativt formede tilværelse. Noget af det han fandt frem til var, at fratagelsen af patienternes tidligere kontekster og roller, som havde haft betydning for etableringen af deres identitet, resulterede i en indskrænkning af patienternes mulighed for at skabe sin egen identitet. Samtidig med reduceringen af identitetsskabende kontekster skete der ifølge Goffman også en nedbrydning af patienternes autonomi, hvilket kom til udtryk i institutionens rutineprægede hverdag og skemalagte aktiviteter. Denne form for institutionalisering betyder i Goffmans optik, at patienterne afklædes deres civile jeg, fordi de mister kontakten med verden udenfor og kun har mulighed for at definere sig selv ud fra hospitalskonteksten.

Selvom der formentlig er langt imellem forholdene på psykiatriske hospitaler i 1950’erne og nutidens moderne plejehjem, kan man næsten ikke undgå at bemærke lighederne mellem isolation og reducering af kontekster samt passivisering og manglende autonomi. Måske kan Goffmans analyser alligevel bruges til at sætte spørgsmålstegn ved måden, hvorpå vi institutionaliserer ældre mennesker i dag. Er det moralsk acceptabelt, at en gruppe mennesker isoleres fra det resterende samfund, hvor de på mange måder lever et passiviserende liv med begrænset adgang til andre meningsfulde kontekster? Er den stille tilværelse med gentagne bankoeftermiddage og smørrebrødsfrokoster et tilfredsstillende liv for mennesker i den alder? Eller bør vi opfatte beboernes begrænsende livsførelse som et krænkende element i afklædningen af deres civile jeg?

”Ældrebyrden”

Det fornemmes måske, hvordan jeg i min tid som plejehjemsvikar gentagende gange blev udfordret på mine egne idéer om, hvordan et værdigt liv bør se ud. Jeg undrede mig over, hvordan vi generelt set accepterer, at en del af befolkningen ender deres dage som passive skæbner i en isoleret tilværelse. I den forbindelse blev jeg optaget af, hvilken status ældre mennesker egentlig har i vores samfund. Hvordan bliver denne befolkningsgruppe opfattet? Og har det mon en betydning for den måde, vi har valgt at tilrettelægge tilværelsen for plejehjemsbeboere? I de mange timer jeg tilbragte sammen med beboerne, blev jeg klar over, hvor meget deres stille og langsomme hverdag adskiller sig fra det liv hovedparten af befolkningen lever, hvor man hver dag står op og tager på arbejde. Modsat den travle og arbejdende del af befolkningen, er plejehjemsbeboeren ikke længere en del af et arbejdsmarked og har derfor ikke længere et arbejdsliv at identificere sig med. Deres status som aktive bidragyderetilvelfærdsstatenerudløbet,ogdeharderfor,iet klassisk nytteperspektiv, ikke den samme værdi for samfundet længere. Som betegnelsen ”ældrebyrde” fremhæver, er denne voksende gruppe af ældre mennesker en ressourcedrænende last for samfundet. Plejehjemslivet og det manglende samfundsmæssige bidrag synes ikke at harmonere med den for tiden herskende instrumentaliserende tankegang, hvor vores handlinger ikke længere har værdi i sig selv, men derimod bliver opfattet som et middel til at opnå noget andet og mere. Ovenstående opfattelse repræsenterer et ret kynisk perspektiv på denne gruppe mennesker og deles formentlig ikke af alle. Alligevel er det værd at overveje, hvorvidt den mere eller mindre subtile udpegning af ældre mennesker som en byrde kan være medvirkende til at skubbe denne gruppe endnu længere ud i periferien af vores samfund?

Nøgent liv

Plejehjemmets isolerende hverdagskontekst og den potentielle udpegning som byrde for samfundet synes begge at være områder, der prikker til vores forestillinger om værdien af menneskeliv. Findes der liv i vores samfund, som ikke fortjener at blive levet? Den italienske filosof Giorgio Agamben og hans begreb om homo sacer fra bogen af samme navn er interessant at dykke ned i for at komme dette værdighedstema nærmere. Homo sacer, som kan oversættes til nøgent liv, betegner oprindeligt en person fra den gamle romerret, som kan dræbes af enhver, uden at gerningsmanden stilles til ansvar og, uden at dette drab kan opfattes som en hellig ofring. På den måde udgør denne skikkelse en dobbelt udelukkelse fra samfundet, idet han både fratages den menneskelige ret i form af juridisk gældende regler og den guddommelige ret i form af religiøse renselsesritualer.

I et nutidigt perspektiv kan homo sacer-figuren anvendes til at forstå den vold, der udøves i et politisk rum kendetegnet ved undtagelsestilstand, hvor de alment gældende love er suspenderet. En homo sacer er for eksempel de jødiske ofre fra koncentrationslejrene under 2. Verdenskrig eller de mange millioner flygtninge, hvis rettigheder er reduceret til et absolut minimum. Ud af denne undtagelsestilstand fødes dét politiske rum, Agamben betegner som lejren, hvor grænsen mellem lov og undtagelse, tilladeligt og utilladeligt ikke lader sig skelne fra hinanden. Med lejren som grundlæggende juridisk og politisk struktur bliver undtagelsestilstanden således ikke blot en tidsbegrænset zone i samfundet, men en permanent tilstand. For den italienske filosof er undtagelsestilstanden og det nøgne liv netop ikke kun aktuelle i ekstreme tilfælde såsom Holocaust og flygtningekrisen, men må opfattes som et generelt kendetegn ved vores moderne demokratiske samfund.

Plejehjemmets lejrtilstand

Følger vi i sporerne på Agamben og hans pointe om et allestedsnærværende undtagelsesrum, giver det grundlag for at sammenligne homo sacer-figuren med plejehjemsbeboeren. Tilværelsen på plejehjemmet kan naturligvis ikke måle sig med de kummerlige forhold, som mange flygtninge lever under, eller som Holocaust-ofrene blev udsat for. Alligevel kan man argumentere for, at isolation og passivisering er måder at fratage et menneske de grundlæggende rettigheder, som hører til det at leve et værdigt liv. Både homo sacer såvel som plejehjemsbeboeren befinder sig i undtagelsestilstandens lejr, i en zone af uskelnelighed, et ingenmandsland. De er hverken fuldgyldige medlemmer af de levendes verden i kraft af deres særlige status i samfundet og tilhører heller ikke dødens rige, eftersom begge skæbner fortsat har deres legemlige eksistens at knytte sig til. På paradoksal vis bor homo sacer altså i begge verdner uden egentlig at tilhøre nogle af dem. At befinde sig i denne grænsezone mellem liv og død medfører således en udelukkelse fra fællesskabet, hvilket plejehjemmets isolerende tendens kan være et eksempel på.

Et af historiens måske mest grelle eksempler på en statslig vurdering af menneskers værdi(løshed) er Hitlers Eutanasiprogram, hvor mennesker med uhelbredelige mentale sygdomme under 2. Verdenskrig blev udryddet med henblik på at standse videreførelsen af deres genetiske arvemateriale. Selvom et decideret udryddelsesprojekt selvsagt ikke er tilfældet på de danske plejehjem, kan vi måske alligevel bruge Agamben og hans begreber om nøgent liv og undtagelsesrum til at overveje, hvorvidt plejehjemmet er blevet en lejr – en afgrænset geografisk enhed, hvor en undtagelsestilstand hersker. En lejr hvor vores ældre medborgere afklædes deres civile jeg og efterlades som nøgent liv uden for rammerne af den etik, vi normalt holder som standard for et værdigt menneskeliv.

På én af de allerførste dage som vikar, stillede min kollega mig et spørgsmål, som formentlig har været med til at igangsætte mine overvejelser om denne form for institutionalisering af mennesker: Kunne du selv forestille dig at bo på plejehjem, når du bliver gammel? Jeg ved godt, hvad mit svar er. Hvad er dit?