Lovsang til kritikken

Af Ditte Marie Thiemer Hilbert, stud.psych.
Illustrationer af
Natascha Hansen, stud.psych.

 

I disse dage går bølgerne højt blandt de psykologistuderende. Jeg overhører – eller deltager i – diskussioner om hvad fremtiden for vores studie er, med Pernille Hviids nylige afgang og det, de fleste jeg taler med, ser som en større og større ensretning af vores studie.

Jeg hører spørgsmål om hvad fremtiden er for de kritiske teorier, socialisationsteori, den måske mere idealistiske begrebsdannelse? Den kritiske psykologi, poststrukturalismen? Hvad med den danske praksisnærhed?  Skal vi kun undervises i perspektiver, som placerer problemet i individet, er det psykologiens fremtid på KU – en naturvidenskabelig psykologi? Og hvad kommer det til at betyde for praksis i fremtiden, hvis disse perspektiver måske minimeres til at være ganske ubetydelige?

Jeg tænker på Nicholas Rose, der ret direkte peger på den magt, det som han kalder psy-videnskaberne, har - og den måde de er forbundet til de eksisterende systemer og deres opretholdelse, gennem den teori- og begrebsdannelse, der drives frem, når han skriver ”The history of psy, that is to say, is intrinsically linked to the history of government” (se Rose, 1998).

Min pointe er nok egentlig – helt kort – at det har betydning, hvad vi har med i rygsækken af teori, begreber og antagelser, når vi står på den anden side af specialet, helt grønne og nye, og skal kaste os ud i praksis. Både fordi det har en direkte effekt på dem, som vi møder i vores praksis, men også fordi psykologien er med til at skabe diskurser. I en nylig sms-udveksling beskrev min PPR-ansatte veninde diskurserne som ”skræmmende levende ude i virkeligheden”, da vi snakkede om koblingen mellem det, vi lærer på universitetet og den praksis som vi skal ud i, når vi er færdige.

Hvad har alt dette så med kritik at gøre? Vi startede jo med den summen af diskussion, der i disse dage er på universitetet. Og i en dansk kontekst bliver kritikken hurtigt læst som brok: jamen hvad er det dog, de brokker sig over? Ved de ikke, at det kunne være værre? Men det er jo netop dét, der gør kritikken relevant; det er ikke brok, men et forsøg på at pege fremad og op mod det, der kunne være.

Nej - man sulter ikke af at leve af havregrød, men man behøver heller ikke at starte hver en opskrift med at undskylde for, at man ønsker en mere varieret kost. Og der findes ikke naturlige udviklinger i kulturelle institutioner. Disse er altid forankret i menneskelige tanker, idealer og forestillinger.

Kritikken er en slags kærlighedserklæring; hvem kunne drømme om at kritisere det ligegyldige? Kritikken handler altid om det, der rører noget. Den peger på det, der trækker tråde ud i verden og er med til at forme den, og insisterer på, at denne energi kunne bruges anderledes og måske - bedre.

 
 

 Jeg tænker, at universitetet har et særligt ansvar i forhold til at lytte til kritikken. Universitetet bør nemlig – og dette står for egen regning – være et stabilt centrum – en slags midterposition - for viden og videnskab. For at illustrere hvad jeg mener, når jeg taler om denne midterposition, vil jeg trække lidt på en dame, jeg vender mig imod, når jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal mene om det hele: Suzanne Brøgger. Brøgger, som i en tale til Villy Sørensen i 1994, priste ham for, at han havde ”søgt at indkredse guldet, som man altså finder på den så forhadte og forkætrede gyldne middelvej”. Dette centrum for verden, for viden, for kulturen, står som et fundament, der muliggør at yderlighederne ikke bliver ubalancerede og skaber  – Ragnarok. Hun berører desuden i samme tekst direkte, at viden ikke blot er en ting, men at viden er mangfoldig, da hun skriver ”Spørgsmålet om, hvem der ved mest, den vise Vølve eller shahmanen Odin kan ikke uden videre besvares. Det er Odin, der beder vølven om at fortælle om alt, hvad der er sket og kommer til at ske, så der må jo være noget, den enøjede Odin ikke ved eller magter at sige. Odin har som oplyst shaman tilgang til al den viden, der har med lyset at gøre. Men den viden, der er forbundet med motivernes verden, motiverne bag vores handlinger, den viden ligger hen i skygge og mørke, og dét er traditionelt kvindernes viden”. Og det er jo netop dette videnskabsteorien - trods sine relativt få ECTS-point - så fint minder os om: de forskellige videnskabelige tilgange kan slet ikke rumme al viden, de har forskellige domæner, forskellige påstande og bevæggrunde. Og ingen af dem kan isoleres som den eneste meningsfulde.

For at blive lidt i myternes verden, er det værd at notere sig, at i den græske mytologi, var musernes moder selveste Mnemosyne – hukommelsens gudinde. Denne intuitive sammenhæng mellem det, der lagres i hukommelsen og inspirationen er altså en grundlæggende fortælling i vores kultur, og man kan næppe underkende effekten af, at der på universiteterne undervises i en bred vifte af perspektiver, for at sikre en forsknings- og praksismæssig diversitet. Hvordan skal vi ellers sikre, at der findes nogle, som kan drive kritikken frem, for hvem kritiserer bedre end den, der ikke sidder i den varme stol? 

For endnu en gang at trække på Brøgger, citerer hun i Sejd selveste dronningen, som også har lidt klogt at sige om kritikken: ”Min mand er helt bestemt en god kritiker, somme tider er jeg ikke enig i hans kritik, men det er jo ikke derfor man skal kritiseres!” – og det er netop en vigtig pointe, at kritikken ikke bare kan affejes af den kritiserede, det er ganske simpelt ikke pointen med kritikken. Den SKAL udfordre, udvikle og det må faktisk også gerne gøre lidt ondt. Og det er værd at lytte til kritikken, selv når man måske ikke helt forstår, hvad den peger på og hvad den forsøger at sige. Måske finder man ud af det, hvis man tager den alvorligt?Og her vender vi tilbage til essayets første del – for vi har jo netop ikke den privilegerede position at opføre os som om, at den måde vi arbejder med videnskaben på, og hvilke videnskabelige tilgange vi anvender, blot er teoretiske – derimod har vi den lige så privilegerede position at det, der sker på universitetet, har en ganske direkte konsekvens ude i virkeligheden. Og igen er det meningsfuldt at pege på midterpositionen, og her peges ikke blot på en symbolsk analogi, men også på en meget pragmatisk position: nemlig mellem at ville noget og kunne noget, mellem det idealistiske og det praktiske. Ingen af disse kan stå alene, men universitetet må og skal insistere på både at forholde sig til den praktiske virkelighed, og samtidig insistere på, at videnskaben gerne må være noget andet og mere end blot et markedsprodukt – den må også gerne tage stilling og drømme.

At noget i sig selv måske er godt nok, er ikke et argument for bare at lade det være som det er. Det er i det ukendte, at noget vidunderligt kan spire frem og overraske os.