Merleau-Ponty-bogmærket

Af Isabel Sidenius, stud.psych. 
September 2019

Screenshot 2019-10-04 at 09.14.37.png

 Når neuropsykologien forsøger at forklare bevidsthedsmæssige fænomener ud fra nervebaner og neurologiske processer, står dette i skarp kontrast til narrative tilgange, der mener, at mennesket bliver til gennem de fortællinger, det fortæller om sig selv og hinanden i et konstant flux uden en indre, stabil bevidsthedsmæssig kerne. Psykoanalytikere mener, at vi høj grad er styret af vores affekter gennem ubevidste processer, hvor andre tillægger fornuften og rationaliteten en langt større betydning for det at være et menneske. I det hele taget er psykologien langt hen ad vejen præget af en række grundlagsproblemer, hvor dikotomier som følelse og fornuft, krop og bevidsthed, sansning og tænkning gennemsyrer både de måder, vi tænker om psyken på, samt hvordan vi undersøger psykologiske fænomener. En teoretiker, hvis virke i høj grad har drejet sig om at udviske disse dikotomier og opløse skarpe begrebslige kontraster, er filosoffen Maurice Merleau-Ponty (1908-1961), hvorfor han naturligvis skal være dette blads bogmærke.  

 


Merleau-Ponty er født d. 14. marts 1908 i byen Rochefort-sur-Mer ved den franske Atlanterhavskyst. Han er kendt som kroppens filosof, fordi han indsætter kroppen som den integrerende instans mellem bevidstheden og omverdenen, og mener, at det er igennem kroppen, at mennesket erkender verden. Han går i fænomenologiens grundlægger, Edmund Husserls (1859-1939), fodspor ved at tænke menneskets forbindelse til verden som et nærvær forankret i intentionaliteten. Intentionalitet beskriver menneskets rettethed mod verden, og den er et bevidsthedsmæssigt grundvilkår forstået således, at mennesket altid vil forbinde sig til omverdenen gennem sin rettethed mod den. Men Merleau-Ponty køber ikke fuldstændigt ind på den husserlianske fænomenologi, men omformulerer og bygger videre på den. Han mener nemlig, at Husserl overser kroppens betydning for bevidstheden. Han mener, at det er igennem kroppen, at vi sanser og forstår verden, og at meningsskabelse er forankret i den kropslige eksistens, hvor oplevelsen af den således går forud for refleksionen over den. Hans begreb om intentionalitet knytter sig således ikke, som Husserl, primært til bevidstheden, men til en praktisk erfaring med verden, som mennesket altid er situeret i. Intentionaliteten samler krop og bevidsthed til et inkarneret subjekt – et tænkende subjekt af kød og blod - der ikke kan forstås løsrevet hinandenRives krop og bevidsthed fra hinanden, bliver det umuligt at forstå deres sammenhæng.   

For Merleau Ponty er verden fuld af iboende betydning. Tingene har en vis modstandsdygtighed, idet de har størrelser, former og farver. Men tingene er også udspændt i et betydningsfelt, som mennesket fødes ind i, og menneskets handlinger og engagement i den naturlige verden præger den, og giver den mening. Sansning og perception er således ikke nogen passiv proces, men en handling, der giver ting betydning. Denne sansende handling sker på baggrund af en åbenhed mod verden og den betydning, som den har. Jeg hører, ser, dufter, smager og føler. Jeg er situeret i verden, har en position i rummet, i en bestemt situation, hvorfra bestemte aspekter af verden lader sig erkende, og hvorigennem jeg får en sammenhængende oplevelse af den. Oplevelsen, helheden og sammenhængen går forud for de enkeltkomponenter, der indgår i denne sansning, og kroppen, som det integrerende element, giver afsæt for en refleksion over denne umiddelbare, kropsligt-forankrede væren-i-verden. En væren der er prærefleksiv; som lader sig opleve før refleksionen træder ind på banen. Merleau-Pontys begreb om egenkroppen skal netop indfange disse pointer. Egenkroppen er min egen levede eksistens. Jeg har ikke bare en krop, jeg er en krop. Min eksistens hænger uløseligt sammen med min krop, der både er et subjekt og et objekt. En bevidsthed og en udstrakt ting.  

Fænomenologien er således, for Merleau-Ponty, studiet af menneskets kropsligt-forankrede væren-i-verden. Og det er igennem fænomenologien, at vi må genfinde denne forankring; det er heri, at vi må genfinde eksistensens relation til den erfaringsverden, der træder frem før tænkningen, og som vi herefter kan reflektere over. Fænomenologien er en reflekterende praksis, hvor vi beskriver vores erfaringer med den umiddelbart oplevede verden, samt en metode til at komme i kontakt med vores kropslige eksistens og vende tilbage til menneskets naturlige livssammenhæng.  Således er Merleau-Pontys kropsfænomenologi et forsøg på at bygge bro mellem dualistiske forklaringer af den menneskelige bevidsthed; et forsøg på at opløse de skarpe kontraster, der præger mange tilgange til vores genstandsfelt, ved at udfylde rummet imellem dem og lægge vægt på deres forbindelse og sammenhæng.