Natursynets betydning for klimaforandringerne – en bacheloropgave om forholdet mellem mennesket og naturen
Af Johanna Mariam Madsen, stud.psych.
Hvad er menneskets forhold til naturen? Og er det overhovedet relevant at beskæftige sig med klimaforandringerne inden for psykologien? Det var nogle af de spørgsmål, jeg forsøgte at besvare i min bacheloropgave, hvor jeg undersøgte, hvilken betydning menneskets psyke har haft for klimaforandringerne.
Hvad har klimaforandringer med psykologi at gøre?
På mit femte semester var jeg på udveksling på Victoria University of Wellington i New Zealand, hvor jeg havde et fag om anvendt socialpsykologi. Det handlede om store og små samfundsrelaterede emner, hvor psykologien spiller en rolle. Et af disse emner var miljøpsykologi. Jeg var selvfølgelig allerede klar over, at klimaforandringerne var menneskeskabte, og at menneskets handlinger har en påvirkning på Jorden. Jeg havde dog ikke før tænkt på klima og miljø som emner, det var relevant at beskæftige sig med for psykologien, da det traditionelt set er et genstandsfelt forbeholdt fag som geologi, geografi og biologi.
Geologer er i vid udstrækning enige om, at Jorden nu er forandret i så stor grad, at vi er trådt ind i en ny geologisk tidsalder, kaldet den Antropocæne tidsalder. Det vil sige, at mennesket nu er den dominerende geologiske kraft, der påvirker Jordens økosystemer og biodiversitet. Accepterer man præmissen om, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og at vi nu er trådt ind i den Antropocæne tidsalder, bliver det afgørende at forstå menneskets reaktioner samt hvilke tanker og forestillinger, der er gået forud for de handlinger, som har medvirket til at igangsætte klimaforandringerne. Måden hvorpå vi opfatter og forstår naturen, påvirker hvordan vi tilgår den, og netop derfor er det relevant at undersøge klimaforandringerne som et psykologisk fænomen. Denne erkendelse lagde kimen til min bacheloropgave, da jeg blev nysgerrig på at undersøge, hvad der har muliggjort og retfærdiggjort en adfærd, som har påvirket vores klode så voldsomt. I min problemformulering endte jeg således med at have fokus på, hvordan en undersøgelse af menneskets natursyn kan bidrage til forståelsen af den manglende sensitivering overfor klimaforandringerne.
At arbejde med et emne uden for psykologien
Som mange andre sikkert har oplevet før mig, syntes jeg selv, at mit emne og dets relevans for psykologien var indlysende. Det viste sig dog hurtigt, at der kun er begrænset litteratur om klimaforandringerne og psykologi, så derfor måtte jeg låne fra særligt sociologi og filosofi. Jeg brugte de første uger på at finde inspiration til litteratur i andre bacheloropgaver og specialer, der har beskæftiget sig med psykologi og klima. Her var det en kæmpe hjælp, at nogle gode studerende fra SIMA (Samfundsfaglig klimaindsats) har samlet en opgavebank med netop denne type opgaver.
Det gjorde opgaven mere udfordrende at arbejde med et emne, der traditionelt set ikke ligger inden for psykologien. Jeg blev flere gange i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet var i gang med at lave en psykologiopgave, men det at jeg selv skulle argumentere for den psykologiske relevans, hjalp mig også til at skabe et selvstændigt produkt. Næsten hver gang nogen spurgte ind til min bacheloropgave, blev jeg mødt med spørgsmålet ”Hvad har det med psykologi at gøre?”. Selvom det i længden er et trættende spørgsmål, så understregede det relevansen af at beskæftige sig med de psykologiske perspektiver på klimaforandringerne, og det hjalp mig til at finpudse mine argumenter for, at klimaforandringerne også kan tilgås som et psykologisk fænomen.
Det dualistiske natursyn
Min opgave tog udgangspunkt i en historisk gennemgang af natursyn. Et natursyn kan forstås som et udtryk for, hvordan naturen opfattes samt hvad menneskets rolle er i forhold til naturen. Et natursyn skal forstås ud fra den kulturelle og historiske kontekst. I min opgave havde jeg derfor fokus på det vestlige natursyn. Det vestlige natursyn har rod i den jødisk-kristne tradition, hvor økosystemet og naturen ses som en ressource, der er skabt til mennesket, og som vi frit kan udnytte. Det vestlige natursyn har således et antropocentrisk perspektiv, som baserer sig på en antagelse om, at naturen er ontologisk adskilt fra mennesket. Der er altså en dualistisk opfattelse af menneske-naturforholdet. Det kommer bl.a. til udtryk i vores sprog med vendinger såsom ”Vi tager ud i naturen”. Det dualistiske natursyn har medvirket til, at mennesket ser sig selv som herre over naturen, og siden Oplysningstiden har der været et stort ønske om at kunne kontrollere den. Dette har medført en fremmedgørelse overfor naturen.
Til at udforske denne fremmedgørelse anvendte jeg den franske sociolog Bruno Latours begreb sensitivering. Latour definerer sensitivering som evnen til at reagere på et kald fra et væsen ved at tage ansvar gennem handling. Det vil sige, at der er en moralsk følelse af pligt til at reagere, som er direkte forbundet med handling. Man kan således forstå den manglende handling over for klimaforandringerne som en desensitivering over for naturen. Ifølge Latour er den vestlige tanketradition præget af en illusion om, at natur og kultur er to adskilte domæner, der kan tilgås og repræsenteres hver for sig. Det bevirker, at vi ikke har blik for de fænomener, der overskrider denne dualisme. Et af disse fænomener er klimaforandringerne og netop her ses det, hvordan vi mister blikket for vores påvirkning på naturen. Uden dette for øje, bliver det vanskeligt at forudse konsekvenserne af klimaforandringer, hvilket leder til en desensitivering overfor naturen og en ubekymrethed over den menneskelige påvirkning.
Natursynet som habitus
Som tidligere nævnt har det vestlige natursyn dybe historiske rødder. Til at undersøge hvordan denne desensitivering, som ligger i natursynet, overleveres gennem generationer, anvendte jeg den franske sociolog Pierre Bourdieus begreb habitus. Habitusbegrebet bygger på en grundlæggende antagelse om, at agenternes virkelighedsforståelse skabes gennem et system af internaliserede dispositioner, der fordrer en særlig måde at føle, tænke og handle på. Habitus rummer den gensidige relation mellem de sociale strukturer og de mentale strukturer. Natursynet kan forstås som en habitus, der guider tænkning og handling om og med naturen, og det er dannet ud fra associationer i en kulturel og historisk kontekst. Det dualistiske natursyn er således blevet reproduceret gennem en gensidig relation mellem de objektive strukturer og de mentale strukturer via habitus siden Renæssancen. Konsekvensen bliver, at desensitiveringen overleveres fra generation til generation gennem habitus. Menneskets mulighed for at skabe sensitivitet over for klimaforandringerne bliver derfor hæmmet af, at vi kun har erkendelsesredskaber til rådighed inden for det dualistiske natursyns habitus.
Et urealistisk projekt?
Konklusionen på min opgave blev, at en sensitivering over for klimaforandringerne kræver, at vi afskriver det dualistiske natursyn. Her kan psykologien som subjektvidenskab bidrage til at fremme bevægelsen mod en øget sensitivering og handleevne over for klimaforandringerne ved at sætte spørgsmålstegn ved måden, hvorpå vi forstår os selv i forhold til verden. Derved kan psykologien medvirke til at igangsætte en ændring af menneskets ontologiske selvforståelse og verdensanskuelse. Hvis du nu sidder og tænker, ”Det er fuldstændig urealistisk at nå indenfor den tidsramme, vi har til at standse klimaforandringerne”, så tænker du nogenlunde det samme, som jeg gjorde efter at have brugt fire måneder på at dykke ned i dette emne. Et lyspunkt i denne håbløse tanke er dog, at der, sideløbende med at jeg skrev min bacheloropgave, skete en stor mobilisering i klimakampen, og at klimadagsordenen er kommet højt op på prioriteringslisten hos mange mennesker. Så måske der allerede er ved at ske en øget sensitivering over for klimaforandringerne og en øget forståelse af, at vi mennesker ikke er adskilt fra naturen. I skrivende stund er vi i gang med anden måned af lockdown under corona, og der er mange eksempler på steder, hvor luften og vandet er blevet renere. Det er derfor blevet tydeligt, hvordan fravær af menneskelig aktivitet skaber ændringer, som vi kan se med det blotte øje. Måske kan dette medvirke til en øget sensitivering over for vores påvirkning af naturen, og dermed også en forståelse af, at vi mennesker ikke er adskilt fra naturen. Det krydser jeg fingre for!