Nødhjælp til det knuste hjerte

 
 

Af Amalie Bøg Rasmussen, stud.psych.
Illustrationer af
Maja Koch Nielsen, stud.psych.

Tænk, hvis der fandtes en instans, der kunne hjælpe os videre, når vi oplevede at få vores hjerte knust. Et slags public service organ til at informere os om, hvordan vi kan komme videre fra hjertesorgen. I en søgen på sådan en service har jeg bevæget mig ud i København i håbet om at finde nogle svar, jeg kan dele med dig, der måske netop nu har ondt i hjertet.  

For mig er det velkendte omgivelser, der danner rammen for aftenens arrangement i Folkehuset Absalon på Vesterbro denne fredag. Vi har sat os til rette ved langbordene, og med højt til loftet, dæmpet belysning og en munter summen, kunne vi lige så godt sidde samlet til Absalons ugentlige fællesspisning. Alligevel er der tegn på, at der i aften måske er noget mere på spil. Der hersker en slags intens, spændt stemning, mens køen til baren vokser til tonerne af Beyonces ’BREAK MY SOUL’, desto tættere vi kommer på showstart. Den gruppe venner, jeg er kommet med, har netop skænket op fra aftenens 2. kande øl, og humøret er højt, selvom aftenens tema også rummer en grad af alvor. Som Facebook-begivenheden dikterer, skal vi nemlig snakke om den store og til tider svære kærlighed og også hvordan man egentlig kommer videre, efter man har fået sit hjerte k n u s t. Velkommen til ’112 For Knuste Hjerter’, live fra Absalon. 

 

Hvem ringer man til, når ens hjerte bliver knust? 

Jeg står og tripper utålmodigt i køen til baren, da aftenens værter Maria Jencel og Pelle Peter Jencel træder ud på scenen. De to er gift og har børn sammen, men – insisterer de – har også engang haft knuste hjerter, og netop derfor har de skrevet bogen ’112 For Knuste Hjerter’ og skabt podcasten af samme navn. I aften gæster elitesvømmer og tv-persona Sarah Bro, samt youtuber og influencer Frederik Trudslev scenen for at tale om deres erfaringer med kærestesorg og dertil give et råd eller to med på vejen, når det bliver publikums tur til at byde ind med kærlighedsdilemmaer. ”Alt sammen mens vi bliver fuldere…” tilføjer Pelle Peter Jencel, og det skåler vi på. 

“Hvis du falder og brækker benet, kan du ringe 112. Så kommer der en ambulance og henter dig, og hurtigt er du hjemme igen og i bedring. Men der er ikke nogen alarmcentral at ringe til, hvis det er dit hjerte, der er knust.” Sådan indleder Maria Jencel med sin rolige stemme ægteparrets podcast. Her inviterer Maria hver gang en ny gæst ind, der fortæller historien om, hvordan deres hjerte er blevet knust og hvad de har gjort for at komme ud på den anden side igen. En slags kærlighedsambulance, som Jencel selv kalder det, der er for os, der har prøvet at være forelskede. Os der engang har oplevet kærestesorg. Os der frygter at opleve det igen. Og selvfølgelig: Dig der lige nu har ondt i hjertet. 

Første gang jeg satte ’112 For Knuste Hjerter’ på, lå jeg en tidlig, tidlig morgen og kunne ikke sove. Der var ikke gået meget mere end en uge, siden min ekskæreste og jeg var gået fra hinanden, og dér lå jeg med galoperende tankemylder og en kvasende smerte i brystkassen. I en søgen efter at blive distraheret, satte jeg et afsnit med Malte Ebert på, men jeg måtte afbryde det igen efter fem minutter. Jeg kunne ikke forlige mig med, at jeg skulle ligge og lytte til en podcast om at have et knust hjerte. Det blev for ægte: Jeg ville ikke acceptere, at mit forhold faktisk var slut. Siden er det dog lykkedes mig at komme igennem flere hele afsnit, og det er ret fascinerende at blive inviteret ind i det nærmest terapeutiske rum, der opstår, når gæsterne uden afbrydelser eller skam får lov til at fortælle deres historie om hjertesorg og alt det, der følger i kølvandet. For mig var efterspillet det værste. Man kan nå at overbevise sig selv – mange gange – om, at man er kommet videre, indtil man igen modtager en melding fra sin eks, eller man ser vedkommende stå med armen om en anden på Roskilde Festival. Her kan det være meget godt med en kærlighedsambulance, der kan minde en om, at man ikke er alene med sin hjertesorg. Og ellers en god vens skulder, hvor man kan enten græde, skælde eller tale ud. 

 

Tiden læger alle sår, siger de 

Da jeg selv stod i mit livs andet store heartbreak, ønskede jeg mig brændende en måde, hvorpå jeg kunne få det hele til at holde op med at gøre så forbandet ondt. Sidenhen har jeg måtte sande, at der ikke findes et kvikfix. Det er sandt, det alle siger. Nemlig at tiden arbejder for det, og det bliver lettere at bære, jo mere afstand man får til det. Dog kan det råd godt føles som en lidt lunken opmuntring, når man ligger og scroller gennem gamle beskedudvekslinger klokken 04.30 en lørdag nat – overbevist om, at man aldrig kommer til at elske nogen anden. 

Tilbage i Absalon har Sarah Bro netop taget plads i den grønne, blomsterpolstrede sofa midt på scenen. Overfor sidder Maria Jencel, og på det lille sofabord imellem dem står en flaske vin og et flakkende stearinlys. Sarah Bro medvirkede i et afsnit af ’112 For Knuste Hjerter’ tilbage i sommeren 2021 og genfortæller i aften historien om sit hæsblæsende kærlighedsforhold til en verdensberømt hollywoodstjerne, der endte lige så pludseligt som det begyndte. Da det skete, gik Sarah Bros hjerte i tusind stykker, og hun brugte de efterfølgende 3 måneder på at feste. Maria spørger nysgerrigt, om det var en form for selvdestruktiv overlevelsesstrategi, men det mener Sarah ikke nødvendigvis. Det var bare ”rigtig rart at være fuld”. Dog tilføjer Sarah, at det vigtigste, hun gjorde efterfølgende, var at tale en masse om bruddet. Med sine venner, sin mor og en psykolog. Både for at fjerne skammen omkring alt det, der var sket og måske også for at forstå, hvordan hun var havnet, hvor hun var. Og så lod hun – som alle os andre – tiden arbejde for det. I dag fortæller hun, at hun sidenhen har været forelsket to gange. Vi hujer og klapper begejstret. Der er alligevel håb forude. 

 

Kærlighedspanelet 

Under en kort pause i aftenens program henter vi flere øl og tjekker Tinder. Herefter indtager Pelle Peter Jencel scenen i selskab med Sarah Bro og Frederik Trudslev, aftenens kærlighedspanel, og de giver sig i kast med at rådgive dem, der har været modige nok til at indsende anonyme henvendelser om deres kærlighedskvababbelser. 

Det føles som om, der opstår en form for samhørighed i salen, idet vi begiver os ind i de mere personlige fortællinger om hjertesorg fra personer, vi ved sidder blandt os nu. Det er jo netop spørgsmål om kærlighed og sorg, der har bragt os sammen i aften. I virkeligheden er der nok ikke nogen af os, der ved mere eller mindre om det. Der er ikke nogen af os, der sidder med det rigtige svar, når det kommer til at navigere i den svære kærlighed. Selv ikke kærlighedspanelet ved nødvendigvis mere end os blandt publikum. Måske netop derfor bliver rådene hurtigt lidt upersonlige og klichéprægede - som det ofte hænder, når man taler om ting med en slags generel terminologi. Ikke at det gør så meget, for det føles som om, at det i lige så høj grad, er det, at vi sidder sammen og taler højt om det, der kan minde os om, at vi ikke er alene. Det minder os om, at det med kærlighed kan være svært, men at vi alle sammen gør vores bedste. Nogle gange lykkes det, andre gange gør det ikke. 

Dog er der noget, som både jeg selv og mine venner bider særligt mærke i, da panelet skal vejlede en, der spørger, hvordan man kan vide, om man er sammen med den rigtige. Pelle Peter Jencel svarer: ”Den rigtige er måske den rigtige i en periode, indtil vedkommende ikke føles rigtig mere”. Vi taler om det efterfølgende; hvordan man kan føle sig presset af den besynderlige konstruktion, som idéen om den eneste ene er. For hvad hvis man allerede har mødt vedkommende og det ikke gik? Eller hvad hvis de havde en kæreste i forvejen? Måske vi har flere eneste enere, bliver vi enige om. Måske det ikke er nødvendigt hele tiden at foretage en vurdering eller pålægge sig selv at vide, om det der føles godt nu, også er godt om fem år. Fælles for os alle er, at vi søger forbundetheden, og det gør os både sårbare og modige at opsøge det hos og med hinanden. Panelet runder aftenen af på symbolsk vis, da Pelle Peter siger til en rådsøger og måske til hele salen: ”Så længe du holder fast i et menneske, så er du ikke klar til at gribe fat i et nyt”. Og det ved vi i bund og grund nok alle sammen godt, samtidig med vi ved, at ting tager tid. Det kan tage tid at give slip på det, man måske håbede på, skulle vare for evigt. Og selvom man giver slip, kan man stadig savne. Man kan stadig længes. Og det er også okay. 

 

Glad igen 

Jeg kan godt selv blive bange for at få mit hjerte knust igen. Det er vi nok alle sammen et eller andet sted, men realistisk set kan vi nok ikke undgå, at det sker igen. Et knust hjerte kan komme af mange ting. Af tabte venskaber eller familierelationer. Af sygdom eller når mennesker, vi elsker, dør. Af håb og drømme, der ikke går i opfyldelse eller måske af ting, man aldrig fik sagt eller gjort, da tiden var til det. Det kan komme af en klimakrise, der ikke bliver taget alvorligt eller af ikke at blive accepteret som den, man er. Sorg er en præmis, når vi lever livet. At vide det, gør det for mig hverken sværere eller lettere at bære, men måske det giver mig en ro at vide, at det nogle gange bare skal gøre ondt. Det gør det på os alle. 

”Er du så glad igen?” spørger Maria Jencel sine gæster i slutningen af hvert afsnit af ’112 For Knuste Hjerter’. Det ender som regel med, at gæsten svarer ja eller at de ved, at de nok skal blive det. Og måske det er godt nok at vide, at man er på rette vej, selvom man ikke kan svare et selvsikkert, rungende J A endnu. Vi er lige, hvor vi skal være. Og til dig på campus, der måske går omkring med et knust hjerte netop nu: Du er ikke alene. Jeg ser dig. Vær god ved dig selv. Drik en kop te, tal med dine venner, lad tårerne løbe, når du har brug for det, og vid, at det bliver bedre. I mellemtiden har jeg samlet et bud på 7 sange at græde til og 7 sange at komme videre til. Så er der både toner til de dage, hvor det gør for ondt at stå ud af sengen og de dage, hvor du er klar til at forelske dig i livet på ny <3