Nekrolog - Sven Mørch
Af Torben Bechmann Jensen, cand.psych. og Studieleder på Institut for Psykologi, Københavns Universitet.
Dr. Phil., lektor emeritus, kultursociologen og socialpsykologen Sven Mørch døde d. 16. december 2019. Sven Mørch tegnede igennem en årrække socialpsykologien, og især den kritiske socialpsykologi, og ungdomsteorien på Psykologisk Laboratorium (KUA) og senere Institut for Psykologi (CSS) på hhv. Humaniora og senere Samfundsvidenskab ved Københavns Universitet.
Sven Mørch blev ansat på Psykologisk Laboratorium i 1971 og tilhørte efter ungdomsoprøret, sammen med sine kolleger Rolf Kuschel, Ole Dreier, Helle Andersen, Claus Ljungstrøm og Johan Asplund, den danske socialpsykologis ”guldalder”, hvor der pludselig blev publiceret og undervist studerende, som aldrig tidligere set. Han blev doktor med doktorafhandlingen ”At forske i ungdom” i 1985 og har undervist og vejledt tusindvis af studerende igennem en menneskealder – i socialpsykologi, i metode og i kritisk samfundsteori. Han var blandt initiativtagerne til tidsskriftet ”Udkast”, som siden start 70`erne er blevet udgivet – nu i en delt form som hhv. ”Nordiske Udkast” og ”Outlines”, og som faktisk er det ældste psykologiske tidsskrift i Danmark.
Sven var i alle årene aktiv forsker i Danmark og i Europa bl.a. igennem sit forskningsarbejde i forskernetværket EGRIS (European Group for Integrated Social Research). Han har også fungeret som den danske repræsentant i The European Council´s ungdomsforskningsarbejde og har i øvrigt samarbejdet med en lang række institutioner, organisationer, kommuner, amter og ministerier i Danmark. Resultatet af hans omfattende forskning er dokumenteret i hans mange publikationer og igennem implementering i en række institutioner i Danmark og i EU.
Sven Mørch var et stort menneske, både fysisk og når han trådte frem som forelæser og debattør. Han havde stor indsigt og et stort vid samt en utrættelig videnskabelig energi, som mange studerende og kolleger nød godt af at lytte til og samarbejde med.
Udover at være en faglig gigant, var Sven Mørch et særligt menneske for mange af os der kendte ham godt. Han var et varmt, engageret og levende menneske, der altid var parat til at samarbejde på lige fod, uanset hvem han stod overfor og hvilken status de havde. Han havde, ulig mange andre videnskabelige kolleger, en formidabel evne til at kunne og ville samarbejde uden smålig skelen til, hvem der fik de banebrydende idéer eller hvem der, i sidste ende, nu skulle stå først på en publikation eller have æren for det samarbejde, som han altid var (d)en betydelig(st)e del af.
Jeg og et utal af andre forskere og psykologer står i dyb gæld videns- og indsigtsmæssigt til Sven Mørch, som var en afgørende faktor for, hvad vi lærte af perspektiver og måder at begribe verden på. Således vil hans tanker og hans originale og avancerede analytiske arbejde heldigvis leve videre i teorien på de danske universiteter og uddannelsesinstitutioner og i praksis igennem de psykologer, skolelærere og pædagoger, der alle nød godt af at have mødt ham på studier eller i praksis.
Som en hyldest, et farvel og en sidste mulighed for formidling, dette digt af Tom Kristensen eller tekstuddrag fra Minds of 99s fortolkning af samme:
Det er Sven, som er død.
Frys, som vi andre fryser i Dag
Uden Ild og Glød
Gennem den mørke December (Minds of 99: Det er Knud, som er død, Liber, 2014)
For Svens kvinde og fagligt/personlige allierede igennem næsten 50 år, tidligere studieleder på Institut for Psykologi Helle Andersen, for hans børn og børnebørn, for mig og hans venner, kolleger og tidligere studerende er tabet af Sven uerstatteligt. Uerstatteligt, som når noget eller nogen, der har haft en helt afgørende betydning for, hvordan man tænker, lever og føler sin egen eksistens - pludselig uigenkaldeligt er uden for rækkevidde.
Så er det svært!
Æret være Sven Mørchs minde.
Torben Bechmann Jensen
Socialpsykolog og Studieleder på Institut for Psykologi, Københavns Universitet.