Baudrillard-bogmærket

Af Karen Damgaard, stud.psych.
Illustration af
Jakob Berg Bredahl, stud.psych.

Jean Baudrillard var sociolog og filosof, og derfor er han ikke umiddelbart en skikkelse, man så ofte støder på i sin færd rundt i pensum på psykologistudiet. Har man beskæftiget sig med postmodernistisk tænkning, er han dog meget muligt en teoretiker, man har stiftet bekendtskab med.

Baudrillard blev født i den franske by Reims i 1929 og levede det meste af sit 77-årige lange liv i Paris. Fra sine skriveborde, placeret forskellige steder i den franske akademiske verden, skrev Baudrillard aldeles produktivt, og der kom gennem årene en betydelig stak bøger og essays fra hans hånd.

Særligt berømt er Baudrillard for sine teorier om en hyperrealitet. Hyperrealiteten er en simulering af virkeligheden, der er mere virkelig end den reelle virkelighed. Begrebet refererer en smule mere konkret til den virkelighed, vi oplever igennem vor tids medier, film, reklamer, kunst m.v. Den virkelighed, vi får gennem medierne, kan siges at være en kunstig udgave af virkeligheden, en simulation, men Baudrillards pointe er, at vi ikke er i stand til at skelne mellem virkeligheden og simuleringen af denne. Det simulerede, som Baudrillard kalder et simulakrum, erstatter med andre ord den oprindelige virkelighed.

I sin bog Simulakra og simulation fra 1981 udfolder han disse tanker om forholdet mellem virkelighed, symboler og det postmoderne samfund. Simulakret er i Baudrillards øjne forbundet med et meningstab. Idet vi opfatter den simulerede virkelighed, vi møder i medierne, som værende mere ægte end den egentlige virkelighed, mister denne egentlige, oprindelige virkelighed sin betydning. I det postmoderne medie- og forbrugssamfund flyder individet med andre ord rundt mellem billeder, forestillinger og simulakra, der i mindre og mindre grad har et forhold til en ydre virkelighed (her kan man med fordel tænke på den retoucherede krop i reklamebilleder). Baudrillard beskriver derved en postmoderne verden karakteriseret ved et sammenfald mellem repræsentation og virkelighed, der reflekteres i nutidens massemedier.

Baudrillard opstiller tre former for simulakra for at tydeliggøre sin pointe om, at det i postmoderniteten er umuligt at skelne mellem simulation og virkelighed.

I en førmoderne periode fremstod billedet eller simulationen af virkeligheden som en klar forfalskning af virkeligheden i kraft af en ikke-akkurat efterligningsevne. Det var med andre ord tydeligt at se, hvad der var repræsentation, og hvad der var virkelighed. Tænk blot på en akvarel af et landskab, der tydeligvis ikke er landskabet, men blot repræsenterer det.

I perioden omkring den industrielle revolution i 1800-tallet begyndte repræsentationen af virkeligheden i stigende grad at foregive den reelle virkelighed blandt andet med fotografiet som medie og muligheden for masseproduktion. Efterligningsevnen forfinedes, kan man sige.

Og endelig, i en postmoderne virkelighed, har simulakret taget forrang over en reel virkelighed, idet det ikke er muligt at skelne mellem repræsentationen og virkeligheden. Baudrillard hævder, at den symbolske realitet her slet ikke kan reduceredes til en efterligning af en oprindelig ”bagvedliggende sandhed”, men at den virkelighed, der er fremtrædende, er lige så virkelig. Vi kan altså ikke længere skelne mellem de symboler, vi bliver præsenteret for igennem medierne, og dem, vi møder i realiteten. Og efterligningen af virkeligheden af, ”den kunstige virkelighed”, bliver i stedet behæftet med egen mening og betydning (den retoucherede krop er mættet med symboler på succes, status og kontrol).

I den medieskabte virtuelle virkelighed er der tilsyneladende ikke megen plads til ufuldkommenheder, mangler og skønhedsfejl. Der er kun overflade og ingen dybde, og det er netop, hvad der gør simulationen forførende ifølge Baudrillard. I bogen De la séduction fra 1979 beskriver han den forførelsesmagt, der blandt andet kommer til udtryk i mode- og reklameindustrien. Her erstatter fejlfri efterligninger den oprindelige virkelighed, og illusionskraften fra simuleringen øver indflydelse på individet, der ifølge Baudrillard i stigende grad kommer til at stræbe efter perfektion og tidløshed foruden en objektivisering af selvet.

I forlængelse af dette bruger Baudrillard begrebet transæstetik til at forklare, hvordan økonomi, kunst, politik og seksualitet smelter sammen, så eksempelvis kunsten og seksualitet anvendes som midler til at opnå magt og få indflydelse i samfundet. 

Baudrillards undersøgelse af hyperrealitet og simulakra kan være med til at begrebsliggøre massemediernes forførelseskraft, tab af autenticitet og mening i det senmoderne samfund og generelt mange karakteristika ved den postmoderne verden. Men han interesserede sig også for mere specifikke spørgsmål i hans samtid og reflekterede således over Golfkrigen, terrorangrebet på Manhattan i 2001, USA's invasion af Irak, men også over kloning eksempelvis. Kloning forbinder han til fantasien om udødelighed, der igen forbindes til et global forbrugersamfund. Og således er den manglende autenticitet, den falske kopi og kunstige krop, også her kædet sammen med et spørgsmål om penge i en global markedsøkonomi og forførelse.

Nogle vil mene, at Baudrillard i nogle af sine tekster beskæftiger sig mere med science fiction end mere med sociologisk og filosofisk teori, men uagtet hvad man måtte mene, er han citeret for at forholde sig til de to ting på én gang i en kritik af filmen The Matrix, hvor hans tanke om hyperrealiteten kommer til udtryk:

”Det, der mest af alt er irriterende ved de to film, er, at de forveksler tanken om simulation og simulakrer med det klassiske spørgsmål om illusion, som man finder allerede hos Platon. Det er virkelig en misforståelse. Alle store kulturer har stillet sig problemet om illusion over for virkelighed og har løst det gennem kunst og symbolsprog. Det vi i vores samtid har opfundet, det er en simuleret virkelighed, et virtuelt univers hvor alt det negative og farlige er uddrevet”. * 

Baudrillard skal dertil have bemærket, at filmen betjener sig af den selv samme teknologi, der er karakteristisk for den virtuelle simulakrum, og derfor i sig selv kan forføre.

Ikke alle Baudrillards nedfældede tanker er oversat til dansk, men en del af hans teorier og tanker om samtid og fremtid ér.


Byd velkommen til Baudrillard-bogmærket!

*Citatet stammer fra et interview i den franske avis Le Nouvel Observateur, men er her i oversat udgave fra en kommentar af Rune Lykkeberg i dagbladet Information fra d. 4. juli 2003. https://www.information.dk/2003/07/tanker

Skærmbillede 2020-04-04 kl. 18.06.41.png