Om andethed og fisk

Tekst og illustrationer af Angelika Bowes, stud.psych.

Sidste semester, på et seminar i pædagogisk psykologi, var min studiemakker (som jeg var så heldig at have fundet i 30+ netværket) der ikke, da vi skulle lave et eller andet gruppearbejde. Jeg var på dette tidspunkt allerede så færdig med fisk-ud-afvandet tilværelsen, at jeg simpelthen ikke kunne overskue at spørge nogle af mine søde medstuderende, om jeg måtte være med. Så jeg pakkede mine ting og ville forlade lokalet – pludselig totalt og aldeles ked af det. Tårerne trillede ned ad kinderne, og jeg var øjeblikkeligt drænet for energi. Et af de momenter, hvor det hele pludselig kulminerer, og som så ofte kommer ud af det blå.

Så hvad skete der lige, og hvorfor?

Jeg ved det et eller andet sted godt, men kom med mig på denne rejse. Lad os sammen finde ud af, hvor min tankestrøm fører os hen, uden at miste fokus på det væsentlige. Ellers kan det nemt blive alt for stort og alt for meget, så jeg vil prøve at give det en indpakning, der ikke fylder mere end selve indholdet.

To erfaringer fra mit sidste halve år vil jeg gerne dele med jer, for at give jer en idé om retningen, det her vil tage.

Jeg mødtes forleden med en bestyrelseskollega fra Kursusgruppen, som spurgte ind til min rejse til Berlin i juni. Rejsen var okay, Berlin er ikke min favoritby, men det som virkelig gik op for mig var, hvor meget jeg savner at havne i en lille samtale med fremmede bare fordi jeg spørger efter vejen, eller om der er en billetautomat i nærheden. Den der mellemmenneskelige interaktion, som ikke har noget formål eller nogen hensigt, som bare bliver et lille opløftende øjeblik i floden af forbigående øjeblikke. Min bestyrelseskollega kiggede på mig med store øjne og påpegede, hvor akavet det ville være for hende at tale med vildt fremmede mennesker om, tja, egentlig intet. Der sad vi og kunne forstå, hvor forskellige vi var. Jeg forstod for første gang sådan rigtigt, at det er mærkeligt for nogle danskere, når jeg bare plaprer løs, deler indsigter, kigger fremmede i øjnene, siger ’velbekomme’ når jeg går forbi nogle, der sidder og spiser, selvom jeg ikke kender dem. Bare fordi jeg har lyst til det, og vil dele ud af lidt god stemning ud fra et behov for at komme hinanden ved.

Så ja, jeg er anderledes. Jeg er ikke dansk (og dermed ikke sagt, at danskhed kun er én ting, og at danskere ikke kommer hinanden ved – måske bare på en anden måde?).

Hvilket fører mig til den anden oplevelse. Jeg tog en 2-dages tur til Østrig for at deltage i en rund familiefødselsdag. Der var gået fire år siden mit sidste besøg (normalt når jeg kun til Wien for at besøge mine allernærmeste), og vi fejrede det på min fætters landrestaurant, jeg iført en traditionel ’Tracht’. Jeg holdt en tale, og selvom jeg kun kendte den ene halvdel af selskabet, følte jeg mig som en fisk i det rigtige farvand. Vandet havde den velkendte lugt, smag, temperatur, strømning. Jeg vidste lige nøjagtigt, hvor meget jeg kunne svømme mod strømmen, hvor meget jeg kunne slappe af og lade mig rive med, hvilke vittigheder jeg kunne tillade mig, og hvornår jeg hellere skulle tie stille og ikke sige højt, hvad jeg tænkte. ”Hjemme” i Danmark postede jeg en story på Facebook, jeg iført den flotte traditionelle kjole og Reinhard Fendrich, som med østrigsk dialekt og i et letforståeligt omkvæd synger: ”I am from Austria”.

Så nej, jeg er slet ikke anderledes, det hele handler jo bare om kontekst og relationer.

Jeg er og kan kun forstås i relation til mine omgivelser, den kontekst jeg i et hvilket som helst øjeblik agerer og reagerer ud fra og i, de mennesker som jeg omgiver mig med eller møder på min færden gennem livet. Sådan meget i forlængelse af Gergens forståelse af The Relational Being.

Konteksten og vores væren-i-verden, vores Dasein (Heideggers eksistensbegreb, som direkte oversat hverken betyder mere eller mindre end ‘bare’ at være her) spiller i hvert fald hovedrollerne i dette essay. Fordi det er den kontekst, vi placerer os – eller bliver placeret – i af tilværelsens omstændigheder, som fremprovokerer en andethed, der i andre kontekster ikke nødvendigvis er til stede. Disse eksistentielle vilkår dikterer min selvforståelse, min identifikation med et selv, som efterhånden har så mange smage, farver og nuancer, at det halve kunne være nok. Sådan tror jeg, at mange af os har det.

Dette essay er i en meget bogstavelig forstand et forsøg (essayer, fr.; forsøge) på at sætte ord på følelser og fornemmelser og bliver – kan jeg mærke – også et credo for socialkonstruktionisme og eksistentialisme uden at det på nogen måde skal, vil eller har lyst til at blive et akademisk foretagende. Og for at gøre det mindre akademisk kommer der her med det samme et citat fra Meryl Streep, som jeg faldt over på Facebook (så jeg aner reelt set ikke, om hun har sagt det, om det er et citat, eller bare en sætning klistret ovenpå et billede af hende):

“What makes you different or weird – that’s your strength.”

Meget tiltalende. Min umiddelbare reaktion: en bekræftende nikken indeni. Men så kom der også en negerende rysten, som næsten blev til en strøm af forbehold og aber dabei omkring ’ja, men’ og ’jo, eller’? Det er jo ikke så ligetil. Andethed kan jo også blive vores byrde, vores svaghed, afsavn, eksklusion og isolation – ikke hele tiden, men igen i forskellige kontekster og møder med verden. Hvis vi går i dybden med tanken, kan der også anes en trodsighed: Hvis det at være ’different or weird’ indebærer en isolation og andethed, må vi finde en styrke i det. Så lad mig afprøve dette og fortsætte med mig og mine andetheder som eksempel.

Jeg er 55, hvid, ciskønnet kvinde, heteroseksuel, gift og mor til to. Det gør mig i den grad til normal i det danske samfund. Alt andet end ‘andet’, ikke? Men vi er jo så meget mere end de 5-10 ting, vi som regel beskriver os med. Jeg tilføjer lidt: jeg er som nævnt expatriot, vegetar og ‘klimatosse’, jeg dyrker yoga, er lykkeligt gift med en australsk kunstner, som ikke er far til mine børn, elsker katte og er psykologistuderende. Det er et helt andet narrativ, jeg har valgt her. Søgte jeg job, ville jeg nok tilføje teamplayer, empatisk og organisationstalent og noget med mange bolde i luften. Der skal jo fremhæves, hvad modparten formentlig helst vil høre.

Men der er mere. Alt det, som jeg nok ikke lige ville vælge at sige ved første møde eller i en jobansøgning: Jeg blev fyret fra mit sidste job midt i coronapandemien. Jeg er gået ned med stress ad to omgange. Jeg har gennemgået forskellige traumer i mit liv og har blandt mine nærmeste mødt både paranoid skizofreni, ADHD, CPTSD, narcissisme og dissociative lidelser (og går faktisk ikke op i diagnoser, men bruger vores fælles psyk-sprog i en ånd, som ikke skal invitere til, at vi lader mennesker forsvinde i disse kasser).

Alt dette kunne uddybes, og da jeg ikke har tænkt mig at gøre det, sidder du nu højst sandsynligt med en forestilling om mig med associationer, der lige så godt kan være rigtige som fuldstændig forkerte. Du ved faktisk stadig kun det om mig, som jeg har valgt at fortælle, og som er nogle få ud af mange mulige fortællinger. Mine fortællinger kan potentielt, og i lige så høj grad, gøre mig anderledes end som lige med dig, jer, din mor, din kæreste, din bedste ven eller måske hende, du aldrig kunne lide i din sportsklub.

Derfor er det lidt svært at sætte finger på, hvad andetheden virkelig rummer. Men lad mig prøve at komme lidt nærmere ind på det aspekt, hvor jeg beskriver mig selv som psykologistuderende, for det deler jeg nok med de fleste af jer. Samtidig begynder jeg at lukke cirklen omkring min oplevelse i pædagogisk psykologi, som jeg startede med. Da jeg overvejede at begynde i en alder af 53, udbrød min mands terapeut entusiastisk:

“Go for it! Fifty is the new thirty!”

Så med en meget Meryl Streep-ish overbevisning om, at denne andethed qua min alder ville blive min styrke, indtog jeg Psykolympen i rusugen 2021, vel og mærke uden at deltage i drukturene eller festerne om aftenen, men med, hvad jeg håber var, en åbenhed omsvøbt af den nervøsitet, jeg delte med alle andre nyudklækkede studerende. Jeg var fortrøstningsfuld, fordi jeg jo ikke føler mig gammel. Det er bare håret, som er mere gråt og huden, der er mere træt og viser stolte spor af et fem årtier levet liv.

Da jeg kom til første møde med netværket for psykologistuderende 30+ og/eller med børn, var det mere for at støtte op om dette fællesskab, ikke ud fra et behov for at finde ligesindede eller andre vintage-modeller. Men er det ikke interessant, at vi i en anerkendelse af andethed, med det samme søger netværker, hvor vi finder lighed?

Og at vi ved at finde lighed, faktisk skaber en andethed? Det kommer jeg tilbage til.

Nej, jeg havde det godt med mit hold og fik dispensation til at skrive portfolio i videnskabsteori alene; jeg kunne jo godt forstå, at de unge (og der er det igen: jeg ‘andet-gør’ de unge fra mig) ikke ligefrem stod i kø for at skrive med mig. Ugerne gik og gruppedannelse, gruppearbejde, gruppechats og gruppefester begyndte at skubbe mig (og her kommer fisk-metaforen igen) ud i et farvand, hvor jeg lidt besværet svømmede med et fladere åndedræt og bare prøvede at hænge ved - lidt plaskende og gispende.

Min nye kontekst og min andethed i denne kontekst endte med at tage meget af den entusiasme, jeg havde til at starte med.

Forstå mig ret: følelsen af at være den sidste der bliver valgt, når to hold til et boldspil skal dannes, kender mange af os fra skoletiden. Jeg er elendig til at kaste med bolde, så jeg havde det fint med at være blandt de sidste i denne sammenhæng, men bliver det for mange gange og i for mange sammenhænge, så bukker de bedste af os under og ender i en nedtur. Det er bare ikke en rar fornemmelse.

Vintage-netværket, Kursusgruppen og nu også INDPUT blev – i hvert fald i perioder – livslinjer, men også der er jeg ofte ‘den ældste’, gør ting anderledes og mistolker koder. Jeg taler for meget om mine børn i et ynkeligt forsøg på at vise, hvor godt jeg forstår denne generation, hvor meget jeg har fingeren på pulsen på trods af, at jeg ikke kender et eneste musikstykke til musikquizzerne ved festerne og indtil videre er lykkedes med at undgå deltagelse i beer-pong (selvom min datter fik grineflip da hun hørte, at jeg skulle til en fest hvor det var planlagt, og så gerne havde været fluen på væggen). Indtager jeg igen helikopterperspektivet, så er jeg altså i en kontekst, hvor jeg deler ligheden i forhold til at være psykologistuderende. Men samtidig en kontekst hvor jeg føler mig mere som ’den anden’ end i nogle andre kontekster, jeg færdes i. Ret pudsigt egentlig, og til tider frustrerende, fordi jeg ikke har lyst til at være anderledes, men helt ærligt heller ikke har lyst til at gennemleve mine 20’ere igen. Lidt af en ’catch 22’, som kan være svær at definere mig i.

Tilbage til holdundervisning i pædagogisk psykologi. I den historie, som jeg startede med, blev en gruppe på fire opmærksom på, at jeg var ved at forlade lokalet grædende. De opfordrede mig til at arbejde med dem, og jeg pakkede mine ting ud igen, tørrede mine tårer og blev. Jeg tror, at de ligesom jeg selv både blev overraskede og lidt chokerede over min heftige reaktion. Men den viser jo bare, hvor ondt andethed gør nogle gange, og så bliver Meryl-styrken lige pludselig bare til den største svaghed, selv i en kontekst, hvor jeg ellers ofte kan finde den.

Hvad vil jeg egentlig med det her?

Jeg tror – og her kommer min kulturelle baggrund igen til udtryk – at jeg savner mere interaktion, mere kommenhinanden-ved. Men ikke bare det, for jeg vil jo allerhelst have det på den måde, som jeg har nemmest ved at afkode: som en fisk i en lille østrigsk bjergstrøm, ikke i den danske Øresund. Ret urealistisk, jeg ved det godt. Så jeg må æde den, leve med min andethed og finde mig til rette i den. Ligesom alle andre. Det gælder overordnet om at finde et ståsted; en definition, jeg kan leve med. Det kan betyde at give op, nedjustere ambitioner eller krav til mig selv, endda forlade fællesskaber i en anerkendelse af, at jeg ikke hører til. Det handler ikke om nederlag, nok tværtimod: vigtige skridt på livsrejsen, som fører til en dejlig befriende erkendelse af, at andethed er helt okay.

De uddrag fra min historie er blot meget lidt spektakulære hverdagseksempler på andethed blandt os psykologistuderende. Så er der også køn (hvor nemt er det egentlig at være mand på et studie med flest kvinder?), seksualitet, race, religion, diagnose, handicap, at være skilsmissebarn, have en spiseforstyrrelse, komme ud af et dårligt forhold, føle sig uintelligent eller ikke god nok, og så meget mere. Når andethed fører til eksklusion og isolation skal vi komme på banen, især når vi er færdiguddannede psykologer.

Andethed eksisterer i bund og grund ikke uden lighed, idet de to er gensidigt skabende. Tænk bare et øjeblik over det: hvis noget er ‘andet’, så er det andet end noget, som må være lige. Omvendt skabes andethed i det øjeblik, hvor vi anerkender en lighed. Du kan anvende tankegangen alle vegne, på alle tidspunkter og i alle kontekster. Andethed og lighed er grundvilkår og Daseins-betingelser, som ikke kan undgås. Hvis vi aktivt vælger det, vil vi derfor kunne finde lighederne der, hvor vi ved første øjekast ser intet andet end andethed (og weirdness), og der tror jeg, at vi vil kunne finde vores reelle styrke.

Jeg svømmer videre …