På besøg hos kropsløse væsner

Af Gustav Egede Kristensen, stud.psych.
Illustrationer af Sandra la Cour, stud.psych.

Det naturlige og det unaturlige er vanskelige begreber, der på godt og ondt er blevet brugt til at retfærdiggøre alle mulige samfund, forandringer, etikker og levemåder. Jeg er i tvivl om det overhovedet er godt for noget at prøve at bruge dem i langt de fleste sammenhænge. I dette essay vil jeg dog give begrebsparret et skud og med udgangspunkt i en novelle, skrevet af argentineren Jorge Luis Borges, forsøge at finde frem til en mere frugtbar brug af naturlighed. Vi starter med det unaturlige, indtil vi kan begynde at ane det naturlige i horisonten.

Vi skal igennem mange lag for at komme i kontakt med noget helt unaturligt, og det kræver lidt forklaring. Min viden om denne idé om det unaturlige begyndte med en podcast jeg hørte, og i denne podcast snakkede værterne om den lille novelle af Borges. Hvis man har haft forskningsdesign-faget, husker man ham måske fra starten af Foucaults Ordene og Tingene, hvor en af hans passager fra en fiktiv kinesisk encyklopædi citeres. I novellen møder man et mærkværdigt, piratkopieret leksikon med en ekstra side om et glemt land i området, hvor Irak i dag ligger. I det glemte land tilbeder de beboerne på en planet med det lidt sælsomme navn Tlön. Vi finder altså en planet i en glemt mytologi i en bog i en bog. Det er lidt vildt, at en novelle kan indeholde så meget, og jeg håber, at du er med så langt. Borges forklarer det meget flottere og på en måde, så man mærker, hvor mærkeligt, det der foregår, egentligt er. Så jeg kan anbefale egen læsning af novellen, der kan findes i novellesamlingen Fiktioner.  

Jeg har aldrig læst et så leksikonagtigt, men samtidigt mystisk og fængende tekststykke. Beboerne af planeten er på mange måder radikalt forskellige fra mennesker. Skrevet så kort som muligt er beboerne i deres spontane omgang med verden idealister. Ikke idealister som i at de kæmper for det, de tror på, men idealister som i at der ikke eksisterer noget materielt: at eksistere er for dem at blive opfattet, så der er ikke nogen objekter uafhængigt af subjekter. Der er for dem ikke noget rum, ingen ting, ingen kroppe, ingen fysik. Derimod er der tid, opfattelse og psyke. Dette kommer især til udtryk i væsnernes sprog. På planetens nordlige halvkugle består sproget kun af verber og på den sydlige kun af adjektiver. Det giver simpelthen ikke mening at have substantiver, når der ikke er nogen materielle ting. Leksikonet indeholder et eksempel med sætningen månen steg op over floden, der med verber kan udtrykkes som mod op bag evigstrømmede månedere (det) og med adjektiver som orange-fin i himmelsk-blå. Det lyder som menneskelige digte! Hvis man tænker over, hvad det siger om digte, at normale sætninger på radikalt anderledes sprog minder om vores digte, så viser det poetiske i de idealistiske væsners sætninger muligvis, at digtning kan bringe os ud i erkendelser, der er på grænsen af det, vi kan forestille os. Eller i hvert fald at en mere fri, poetisk form forandrer vores erkendelser på en eller anden måde.  

Ligesom idealisternes sætninger virker poetiske for os, forstås substantiver på planten kun som ”poetisk konstruktion”, men ingen tror virkelig på, at de refererer til noget virkeligt. Uden noget rum og uden noget, der er uafhængigt af opfattelsen af det, er selv en sten en slags mental proces. Idealismen har, for os, besynderlige konsekvenser. Når nogen på Tlön leder efter en blyant, der måske er gemt under bordet, kan det ske, at de i stedet finder én i sofaen, så der altså er to blyanter. Tanken om at finde en blyant, kan skabe en blyant, så der sker en fordobling af blyanten. Her kan dog anes en uoverensstemmelse. For hvad er det overhovedet, de leder efter? Idealisterne tror ikke på, at der findes blyanter, udover som en slags kunstnerisk beskrivelse. For mig er der noget paradoksalt over at lede efter noget, som man ikke selv tror på findes. Vi møder tilsyneladende en grænse for, hvad der giver mening for os som mennesker eller i hvert fald, hvad der giver mening at sætte i sprog.  

Nietzsche skriver i en tekst noget i retning af, at Gud vil forblive, så længe vi tror på grammatikken. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, især ikke i lyset af Guds død. Men det er måske lidt parallelt til en pointe, som begynder at vise sig. Uanset om det er medfødt eller har rod i livshistorien og kulturen, er vi så dybt indlejret i en struktur, der ligner grammatik med subjekt, verballed, objekt osv., at det er svært overhovedet at forestille sig og at beskrive væsner som dem på Tlön. Når man prøver at beskrive et sprog kun med verber, må man lave nogle mærkelige konstruktioner, for at sætningen overhovedet giver mening for læseren. Slet ikke at benytte substantiver til at beskrive verden virker på en eller anden måde unaturligt for mig og nok også for dig. Novellen eksisterer i et slags grænseland mellem det for os mulige og umulige, mellem det der giver mening og ikke giver mening. Et spørgsmål er naturligvis, om sprogets struktur har præget vores bevidsthed, eller om sproget snarere er blevet som det er for bedst at kommunikere den verden, der er omkring os. Det er nok et umuligt spørgsmål at besvare, når vi er nødsaget til at snakke om spørgsmålet i sprog og derfor hviler på den struktur, som vi vil undersøge. Men nok om det.  

Det er dog ikke alle, der ville være enige i min karakteristik indtil videre. Renæssancebiskoppen George Berkeley, der faktisk også er med i novellen og er med til at orkestrere en vanvittig konspiration, hævdede i sin tid den radikale idealistiske påstand: at eksistere er at blive opfattet. Tænkere som ham fremhæver helt kortfattet noget i retning af, at fx øjet ikke ser ting men snarere kvaliteter som farver. Hvis vi ikke sanser objekter, men farver, lyde osv., er verden for Berkeley immateriel, nogenlunde som den er for idealisterne fra Tlön. Det, som Borges gør anderledes end Berkeley (hvis egne tekster jeg desværre ikke har læst), er at præsentere idéen i en form, der virkeliggør idéen for læseren. Efter at have læst novellen er det som om, at dem, der vedkender sig en ekstrem idealisme som denne, er lidt ligesom filosoffer, der benægter deres egen bevidsthed eller benægter, at verden eksisterer. Mennesker kan tilsyneladende tænke sig til nok så meget, samtidigt med at de jo må leve deres hverdag videre i samme sociale virkelighed som alle andre med middagsaftaler, trafik, fodboldkampe og hvad der ellers hører til. Det vilde ved Tlöns idealister er, at de i deres spontane, umiddelbare omgang med verden udlever idealismen, og det er det, der virker så modstridende med den menneskelige måde at opfatte verden på, selvom mennesker som fx Berkeley sagtens kan fremsætte radikal idealisme rent intellektuelt.   

Når man hævder, at noget er unaturligt, må det indebære, at der også er noget, der er naturligt som kontrast. Noget der på en eller anden måde er unaturligt foregår på Tlön, hvis man forstår det naturlige som noget, der er iboende den verden, vi lever i. Det jeg særligt bider mærke i ved livet på Tlön er, at de opfatter sig selv som uden kroppe. I og med at der for idealisterne ikke er udstrækning, kan der ikke være nogen krop. Se det er unaturligt! Det er radikalt forskelligt fra den måde mennesker eksisterer. Og den måde er tilsyneladende, at vi møder verden som kropslige, rummelige væsner, og at der ligeledes er fysiske genstande, selvom der selvfølgelig er uenighed om detaljerne. Det tyder det i hvert fald på ud fra, hvor dybt mærkværdigt det er at leve og tale som væsnerne på Tlön.   

Det har ikke været fokus for dette essay at kritisere andre syn på, hvad der er naturligt, men det reelt unaturlige eller naturlige kan ikke være måder at organisere samfundet på, teknologier, familieformer og andet, som folk, der appellerer til unaturlighed, ofte prøver at argumentere for. Det er for mig mere oplagt at argumentere for, at det, i kraft af at vi har kroppe, at vi fylder noget, er ”naturligt” for os at verden er rummelig. Det er måske en lidt mærkelig måde at bruge ordet ”naturlig” på, men den hviler på et mere solidt fundament end andre måder at bruge det på gør. Der er måske samfundsformer, der passer bedre til kropslige mennesker, det er svært at sige, og der er nok også etikker, der er mere eller mindre passende til væsner som os mennesker. Måske kan æraer med nye epistemer, ideologier eller teknologier, der fundamentalt forandrer, hvad et menneske er, omfatte en udvidelse eller forandring af, hvad vi spontant oplever verden som. Jeg er splittet, men så længe vi er de kroppe, som vi nu engang er, vil jeg skyde på, at vi fortsat ikke forstår verden, som beboerne af planeten Tlön gør. Mest af alt ville jeg gerne sprede en lille bid af denne historie, men jeg håber også at have givet dig et indblik i noget måske helt unaturligt og derigennem noget naturligt.