PRAKSIS I TEORIEN, TEORIEN I PRAKSIS

Af Casper Schacht Lund, stud.psych. & Alexander Gjerding, stud.psych
llustrationer af Bolette Bendix Huus, stud.psych
September 2019

Ifølge mange psykologistuderende bør der indføres mere praksisrettet undervisning på uddannelsen. Dette argument er dog ofte baseret på en fejlagtig forståelse af forholdet mellem teori og praksis, der underkender teoriens betydning for praksis såvel som praksissens dybe kompleksitet. Teori/praksis udgør som begrebspar ikke en modstillet kontrast, men må snarere tænkes som to modi af én og samme psykologfaglighed. 

Som psykologistuderende er vi alle – formentlig og forhåbentlig – optaget af, hvordan vores uddannelse er skruet sammen. Både i og uden for de officielle studenterpolitiske fora kan man således opleve psykologistuderende, der passioneret diskuterer, hvordan man bør strukturere, vægte og målsætte undervisningen på studiet. Selvom diskussionerne typisk tager form som en farverig polyfoni med mange forskellige holdninger, er der dog et enkelt synspunkt, en tilbagevendende “akse af frustration”, der de sidste par år har opnået en hegemonisk status som et konvergenspunkt midt i al uenigheden: “Der er for lidt praksis på vores uddannelse”. For 50 år siden var de psykologistuderende frontløbere for studenteroprøret. Dengang ville de også ændre uddannelsen. Det var dog ikke praksis, som de ville have mere af, men studenterdemokrati og et (samfunds)relevant pensum. Parallelt med de almene ideologiske konjunkturer har de studerende i løbet af de seneste 50 år ændret sig fra samfundssindede revolutionære til arbejdsmarkedsorienterede praktikere. Der er således på studiet en generel enighed om, at vi konfronteres for lidt med psykologifagets praktiske dimensioner, og at vi ikke trænes nok i det, som det hele handler om, nemlig ”det rigtige psykologarbejde”, som det udøves ”ude i virkeligheden”. Det problematiseres ofte på den baggrund, at vi som psykologistuderende tvinges op i et akademisk og verdensfjernt elfenbenstårn, hvor et teoritungt og abstrakt pensum stjæler hovedparten af vores tid og dermed efterlader os dårligt rustet, når vi en dag skal ud i den såkaldte ”praksis”.

I det følgende vil vi forsøge at destabilisere og udfordre denne udbredte teori/praksis-diskurs. Ikke nødvendigvis for at argumentere imod mere praksis på uddannelsen, men for at adressere, hvad vi mener er nogle langt mere fundamentale spørgsmål. Kort sagt mener vi, at diskursen implicerer en adskillelse mellem teori og praksis, der er fundamentalt illusorisk. Videre – og mere alvorligt – mener vi, at den er potentielt undergravende for psykologiens akademiske forankring, såvel som redeligheden af den psykologiske professions virke. Mere om det i det følgende.

EN INDVENDIG UDVENDIGHED

Spørgsmålet om forholdet mellem teori og praksis er som filosofisk problem lige så gammelt som filosofien selv. Således skelnede man allerede i Antikken mellem en teoretisk fornuft, episteme, og en praktisk fornuft, techne. Imidlertid er teori/praksis-spørgsmålet ikke et emnefelt, der i særligt høj grad gøres til genstand for elaboreret refleksion på vores uddannelse. Dette kan synes underligt, idet psykologien på én og samme tid er et akademisk universitetsfag og en professionsrettet uddannelse, hvilket på sin vis gør spørgsmålet om relationen mellem teori og praksis til en psykologifaglig grundlagsspænding. Når temaet tages op i den uformelle diskussion eller i undervisningen, sker det typisk via en form for “bro-metafor”, der implicerer en idé om, at teori og praksis er to adskilte og væsensforskellige entiteter, som først forbindes i overgangen mellem universitet og arbejdsmarked. Vi vil dog indvende, at denne udbredte tankefigur er både upræcis og uhensigtsmæssig. Ved at installere en absolut spaltning mellem teori og praksis kommer man til at overse de indre sammenhænge, der eksisterer mellem dem.

Teori kommer som begreb af det græske theoria, der henviser til dét at se eller i bredere forstand at gøre verden til genstand for betragtning. At tilegne sig teori er derfor et spørgsmål om at lære at se noget nyt i verden: teori er på sin vis en betegnelse for den proces, hvormed man udvider sit synsfelt. Praksis, afledt af det græske praxis, betegner som begreb dét at handle; at realisere en intention i en gøren. Men er dét at betragte ikke også en gøren? Er selve synsakten ikke også en handling? Og omvendt: Kan man handle uden at se? Kan man intervenere i virkeligheden uden først at have kastet et blik på den? Etymologien er måske afslørende på dette punkt. Som det også er vores argument, peger begrebernes oprindelseshistorie på, at teori og praksis er langt mere intimt forbundet, end den herskende diskurs anerkender. Vi vil indvende, at selvom der selvfølgelig er en forskel mellem teori og praksis (ellers ville der ikke være behov for to forskellige begreber), så er denne forskel indvendig og ikke udvendig – på trods af deres forskelle, er de to størrelser vævet sammen i et dybt indre slægtskab. Vi kan således snakke om, at relationen mellem teori og praksis udgør en “indvendig udvendighed”.

DEN TEORETISKE SIDE AF PRAKSIS - DEN PRAKTISKE SIDE AF TEORI

Man kan ikke handle i verden (praksis), hvis ikke man først har forholdt sig til den på et eller andet bevidsthedsniveau (teori). Den handling, der ikke betjener sig af teori, er ikke en handling, men en refleks. Selv ubevidste tilskyndelser er baseret på en forudgående anskueliggørelse, der bestemmer dens retning og mål. Enhver praksis er altså implicit eller eksplicit funderet på et teoretisk grundlag. Omvendt kan enhver begrebslig bearbejdning af et fænomen via tanken forstås som en handling, hvor verden brydes ned og konfigureres på nye måder, således at andre dele af virkeligheden bliver tilgængelig for erkendelsen: Med tanken udvirker man en om-gestaltning af verden, der rent faktisk sætter en forskel, fordi nye sider af fænomenet træder frem på scenen i kraft af denne bevægelse. At tænke er altså også at gøre, netop fordi den teoretiske refleksion ikke er en virkelighedsfjern og uvedkommende leg, men en aktivitet der foregår i verden og har effekter i verden. Således udgør tænkningen en aktiv teoretisk proces, der fuldt ud kan betegnes som en praksis. Man kan sige, at den teoretiske tænkning ikke alene danner baggrund for og forudskikker den praktiske intervention: Dét at tænke er allerede en form for intervention, og jo flere konceptuelle og teoretiske ressourcer, man har til rådighed, desto flere måder kan man intervenere på. Det er altså forkert, når man i forlængelse af den herskende teori/praksis-diskurs affejer universitetets teoretiske arbejde som en form for pseudo-aktivitet, der intet har at gøre med praksis. Man kan sige, at når man læser, forholder sig til og kritisk diskuterer teoretisk stof, så lærer man intet mindre end tænkningens praksis. Ifølge de to franske tænkere, Gilles Deleuze og Felix Guattari, er det netop evnen til at generere og tænke i koncepter, der udgør essensen af den filosofiske praksis; således må også psykologen blive filosof. For at uddybe hvad vi mener med alt dette, vil vi gå vejen over et “praksisnært” eksempel ude fra “virkeligheden”. 

MYTEN OM DEN VIRKELIGE VERDEN

”Når I kommer ud i praksis vil I opleve …” er en formulering, man som psykologistuderende ofte hører fra underviserne. Så forførende som det er at snakke om praksis på denne måde, er det ikke desto mindre problematisk, fordi formuleringer som disse rummer et illusorisk løfte om, at der på den anden side af en færdiggjort kandidatuddannelse venter en konkret og håndgribelig VIRKELIGHED, der adskiller sig absolut fra den rent abstrakte universitetsverden. Et godt eksempel på fejlagtigheden af denne diskurs kan illustreres via en personlig anekdote. 

Vi – forfatterne til dette lille essay – sad for nyligt med en gammel studieven, der siden sit indtog på arbejdsmarkedet som færdiguddannet psykolog primært har lavet terapi med voksne klienter. Her beskrev han, hvad der i denne sammenhæng er en spændende ambivalens i forhold til sit arbejdsliv. Dengang han studerede, så han ofte frem til at komme ud i virkeligheden og få en mere direkte og “hands-on” kontakt til andre menneskers livsverden. Nu sad han imidlertid med en tiltagende oplevelse af, at han ude i praksis stadig var på afstand af denne virkelighed. Dette skyldtes især, at klienternes liv kan være enormt vanskelige reelt at bringe med ind i terapirummet: Deres hverdagsliv, deres legemlige, sociale og materielle praksisser, alle de vaner og rytmer og idiosynkrasier, der udgør deres levede virkelighed – alt dette eksisterer i egentlig forstand kun udenfor det terapeutiske rum, et led længere ude i forhold til dét sted, hvor kontakten til klienten udspiller sig. Klienternes egen virkelighed er på den måde altid forskudt i forhold til psykologen, der evigt må se sig henvist til at “rekonstruere” klienternes liv indenfor rammerne af den partikulære tosomhed, som den terapeutiske alliance udgør. Denne rekonstruktion tager uundgåeligt form og farve af såvel terapiens institutionelle forankring som den bevidste og ubevidste måde, hvorpå man som psykolog møder klienten med sit arsenal af spørgsmål, metoder og optikker. Som psykolog havde han altså nu den præcis samme oplevelse af, at virkeligheden ligger “udenfor murene”, som han også havde dengang han studerede. Virkeligheden er tilsyneladende altid andetsteds, sagde vores ven. Den er i hvert fald ikke ubesmittet tilstede som et selvberoende nærvær i terapilokalet.

KRITIK AF DEN RENE PRAKSIS

Man kan undertiden få fornemmelsen af, at der rundt omkring på psykologistudiet eksisterer en forestilling om terapirummet som et vandhul, hvor man efter en femårig ørkenvandring i abstrakt teori endelig kan få stillet sin tørst efter at realisere sig selv i et jordnært og konkret håndværk. Denne forestilling må imidlertid betragtes som lidt af et fatamorgana. Som vi så ovenfor, er den virkelighed, som skabes i det terapeutiske rum, nemlig hverken konkret, jordnær eller håndgribelig. Tværtimod kan man med god ret hævde, at terapirummet er noget nær et idealtypisk eksempel på en formidlet og abstrakt entitet, der i sin essens fordrer en teoretisk grundindstilling. Hvordan det? Vores argument kan udfoldes ved at gå vejen over begrebet ’det analytiske tredje’, der blev indført i den kliniske diskurs af den amerikanske psykoanalytiker, Thomas Ogden. Begrebet sigter på at indfange det forhold, at terapiens primære materiale er det helt specielle intersubjektive felt, der opstår mellem terapeut og klient. Dette analytiske tredje er et samskabt produkt af vekselspillet mellem terapiens to deltagere, et emergent resultatet af deres bevidste og ubevidste relationsmåder, således at selve relationen får sin egen selvstændige eksistens som en tredje subjektivitet i rummet. En legemløs og abstrakt agens, der skabes i kraft af klienten og terapeutens relation, samtidig med at den virker tilbage på dem som en kausalkraft i egen ret. Vi ser altså allerede på dette niveau, hvordan terapeutisk praksis på afgørende vis er knyttet til den analytiske proces, hvormed man i tanken forfølger de mulige sammenhænge i et abstrakt og komplekst materiale. 

Men ikke nok med det. For hvis vi udvider perspektivet en smule, bliver det hurtigt klart, at terapi er betinget af mere og andet end mødet mellem to mennesker i et lokale. Den terapeutisk praksis er indlejret, ikke bare i et materielt rum med de stemninger og atmosfærer, der eksisterer og skabes heri, men også i en generel socialitet, forskellige diskursive formationer, en institutionel kontekst, en kulturel samtid og en global politisk orden. Det terapeutiske rum gennemkrydses således af en uendelighed af konkrete og abstrakte objekter, humane og non-humane aktører, der i skiftende styrke- og blandingsforhold udgør væsentlige betingelser for, hvordan det terapeutiske rum kan udfolde sig. Bare tænk på, hvordan så forskelligartede ting som møbler, venteværelser, visitationsprocesser, institutionskulturer, sundhedspolitiske indsatsområder, internationale evidenshierarkier, konkurrencestatslogikker, senkapitalistiske produktionsmåder (et cetera ad infinitum) finder vej til terapilokalet og tilsammen udgør det “assemblage” af betingelser, der både muliggør og begrænser den terapeutiske praksis. Med andre ord så indeholder det terapeutiske rum en kompleksitet, der på ingen måde begrænser sig til en “simpel” tosomhed.

Det er derfor ikke overraskende, at det sjældent giver sig selv, hvad der egentligt foregår i den terapeutiske situation. Det er vores argument, at en kvalificeret terapeutisk intervention kræver mere – meget mere – end intuition og terapeutiske heuristikker. Det er med andre ord ikke nok at have lært sig “håndværket” ved at udsætte sig selv for tilstrækkelig “praksiserfaring”. For materialet taler ikke for sig selv. Det er for abstrakt, for mættet og for overvældende i sine mulige sammenhænge. Det, der imidlertid tillader os at navigere i materialets kompleksitet, er den teoretiske og begrebslige tænkning. Et kompleks af begreber – en teori – kan siges at udgøre en prisme, der tillader bestemte egenskaber ved et empirisk materiale at komme til syne. Via teorien bliver verden synlig for os, og des flere begreber og teorier man råder over, og des bedre man er til at kombinere (og evt. udvide dem), des mere af verdens kompleksitet bliver det muligt at få øje på. Teoretisk refleksion er således det, der får det terapeutiske materiale i tale. I vores optik er psykoterapeutisk praksis altså en størrelse, der i sin essens fordrer en teoretisk grundmodus: Den er grundlæggende afhængig af tænkning. På den baggrund er det ganske uhensigtsmæssigt, når ”praksis” i den herskende diskurs på psykologi entydigt forbindes med en handlende, gørende og intervenerende virksomhed og modstilles den kontemplerende, filosofiske og abstrakte refleksion. Psykoterapeutisk ”praksis” er ikke bare et håndværk, en teknik og en måde at gøre, men også og især en måde at tænke, en begrebsbunden øvelse i hele tiden at forfølge en mere nuanceret konceptualisering af materialet til gavn for klienten og dennes forståelse af sig selv. Således falder psykoterapi udenfor en snæver modstilling af teori og praksis. Samtidig bliver det tydeligt, at der eksisterer et nært slægtskab mellem dét at lave terapi “ude i virkeligheden” og dét at læse, tænke og bedrive teoretisk praksis “inde bag universitetsmurene”. Måske er der slet ikke så langt fra de tykke bøger til psykologisk praksis?

PSYKOLOGIEN ER IKKE (KUN) KLINIKKEN

Ovenfor synes vi at være faldet ofre for den tendens, hvormed psykologien som sådan gøres lig med den klinisk psykologi og psykologisk praksis i forlængelse heraf udelukkende forbindes med psykoterapi. En fejlslutning, der ikke kun findes blandt lægmænd, men også blandt os psykologistuderende. Det er i hvert fald sigende, at denne reduktion af praksis til samtaleterapi også synes at spøge i diskursen om, at vi har for lidt praksis på psykologistudiet. Det fremhæves i hvert fald ofte i den forbindelse, at vi mangler flere kurser à la samtaletræning på 5. semester, der kan lærer os konkrete teknikker udi kunsten at samtale. Nu er psykologisk praksis imidlertid – og heldigvis – helt utroligt mange forskellige ting, og som færdiguddannet psykolog kan man komme til at besidde stillinger, der umiddelbart har meget lidt med hinanden at gøre. Således kan man som psykolog på det kommunale familieområde komme til at stå med det store ansvar for at vurdere rigtigt i svært gennemskuelige udredningssager vedrørende forældres mulige manglende omsorgsevne; som erhvervspsykolog kan man komme ud for at skulle forvalte ansvaret for mange hundrede menneskers trivsel, motivation og stressbelastning, når der på arbejdspladser sker store organisationsændringer; og som neuropsykolog kan man blive udfordret på at gennemskue de egentlige årsagssammenhænge i de myriader af samvirkende faktorer, der kan være på spil i forhold til en patients kroniske hovedpine. Hvad har disse og mange andre psykologiske praksisser tilfælles? Hvori ligger den psykologfaglige fællesmængde? I vores øjne har samtlige psykologiske praksisser i hvert fald det tilfælles, at de stiller krav til psykologens evne til at kunne tænke ind og ud af felter, der er kendetegnet ved en fænomenal kompleksitet. At være psykolog handler således først og fremmest om at kunne medreflektere så mange nuancer ved psykologiske fænomener som overhovedet muligt, således at så meget af kompleksiteten tages med i betragtningen, når man planlægger denne eller hin intervention. I diskursen om at vi som psykologistuderende læser for meget abstrakt teori og træner for lidt hands-on færdigheder, synes der at ligge kimen til en – rent ud sagt – respektløs negligering af kompleksiteten i psykologiens mange praksisfelter. Når praksis tales frem med afsæt i en teknisk og håndværksmæssig semantik – altså når praksis alene gøres til et spørgsmål om at lære samtaleteknikker, at facilitere processer eller at svinge testkufferten – så kommer man uforvarende til at underkende det, der muligvis er det eneste gennemgående træk på tværs af psykologiens brogede praksislandskab: At der er tale om felter af abstrakte fænomenkomplekser fyldt med etiske dilemmaer, der grundlæggende udfordrer tanken. Måske er en teoretisk-orienteret undervisning, der først og fremmest har den kritiske refleksion over psykologiske fænomener som omdrejningspunkt, med henblik på at udvide og udvikle tankekraften, måske den bedste forberedelse til at kunne fungere som psykolog i praksis?

ARBEJDSMARKEDETS KOLONIALISERING AF UNIVERSITETET

Universitet er som institution dét sted, hvor den omtalte ”tænkningens praksis” kultiveres og forædles. Det er her, at nye begreber, koncepter og teorier opfindes, udkastes og gentænkes, og det er således i høj grad her, at psykologien som disciplin udvikles. Det er imidlertid ikke nogen hemmelighed, at universitetet i tiltagende grad er kommet under pres. Den stærke universitetsfaglighed, der ikke uden videre kan legitimere sig selv i kroner og ører, er trængt i disse neoliberale tider, hvor konkurrencestaten afkræver, at universitetet skal drives som en virksomhed med bundlinjeansvar og produktivitetskrav. Over hele den politiske linje betones det, at universitetets opgave ikke længere primært skal være at danne ramme om vidensskabelse og vidensformidling, men at universitetet i høj grad også skal varetage ansvaret for at give dimittender praksisnære kompetencer, der er nemt omsættelige til værdi på arbejdsmarkedet. Det er på den baggrund blevet comme il faut at mene, at universitetet bør bestræbe sig på et tættere samarbejde med erhvervslivet og generelt orientere sig mere efter offentlige og private organisationers behov, således at såvel forskningsaktiviteter som undervisning bør sigte efter at tilvejebringe de studerende med de kompetencer, der efterspørges på arbejdsmarkedet. Markedslogikkerne kolonialiserer med andre ord  i stigende grad universitet, forstået på den måde, at det ikke længere er videnskaben selv, men markedets krav og behov, der har primat i bestemmelsen af det forsknings- og undervisningsmæssige fokus. Universitetets rolle i dannelsen af borgerne til oplyste, kritiske og selvbevidste individer er således i stigende grad under neddrosling til fordel for et fokus på, hvordan universitet kan bidrage til at øge Danmarks konkurrenceevne ved at producere en type arbejdskraft, der lader sig ophæve i samfundsmaskineriet på en gnidningsfri måde. Når vi som psykologistuderende råber på mere praksis og mindre teori, kaster vi brænde på det bål, der er ved at opløse universitetets oldgamle bestemmelse som videnskabelig dannelsesinstitution.

Dette er problematisk på flere måder. Dels kan man sige, at der i ønsket om mere praksisnær undervisning ligger en implicit fordring om at lade logikkerne, værdierne og tankemåderne fra det psykologiske arbejdsmarkedet diktere udformningen af vores faglighed, frem for at lade fagligheden vokse ud af videnskaben. Men bør en nyuddannet kandidat ikke altid konstituere en forstyrrelse af det “praksispsykologiske system”, der udfordrer dets blinde vinkler, tvinger det til at indtage nye perspektiver og genoverveje sin interne organisering? I vores optik bør universitetets opgave rent faktisk være det modsatte af at gøre os arbejdsmarkedsparate: Psykologistudiet skal snarere gøre os i stand til at udøve en modmagt imod den interpellation, der vil ramme os alle, når vi sluses ud på arbejdsmarkedet, således at vi ikke kommer til at reproducere systemet ukritisk. Man skal huske, at hver gang vi som psykologer går ind i en sag, indleder en samtale eller foretager en intervention, så påvirker vi mennesker. Psykologien er uundgåeligt normsættende. Det er en misforståelse at tro, at der eksisterer en ren og ikke-normativ praksis på den ene side, og så diverse teorier på den anden, hvor det kun er sidstnævnte, der behøver at blive underlagt akademisk analyse og kritik. Som vi har set, er dette skel mellem teori og praksis illusorisk. Ligesom teorier hele tiden kritisk skal reflekteres i deres bagvedliggende værdimæssige og ideologiske implikationer, så skal vi på samme måde holde en kritisk distance til psykologiens praksisformer, således at vi bestandigt tænker over, hvad vi gør, hvorfor vi gør det, og hvilke effekter vores virke har på såvel individet, kulturen og samfundet. At skose teorien, lade arbejdsmarkedet diktere fagligheden og erklære, man bare gerne vil ”lære hvordan man gør i praksis”, er det samme som at sige, at man gerne vil have overdraget traditionen, ukritisk og passivt. En selv-umyndiggørende og uetisk grundindstilling.

MOD EN NY DISKURS

Socialpsykologen Kurt Lewin skulle angiveligt have sagt, at intet er så praktisk som en god teori. Som vi har forsøgt at vise, er der imidlertid heller intet så teoretisk som god praksis. Når vi som psykologistuderende blindt og ureflekteret går rundt og reproducerer diskursen om, at vores studie er for praksisfjernt, så glemmer vi, at forholdet mellem teori/praksis er ganske meget mere intrikat end som så. Ikke hermed sagt at vores uddannelse ikke muligvis (?) kunne profitere af en anderledes vægtning af de mere teoretiske og de mere praktiske moduler. Men for os at se er det i første omgang mere presserende, at vi starter med at have en åben, nysgerrig og kritisk dialog om, hvordan vi her på stedet overhovedet forstår relationen mellem teori og praksis, og hvordan man kan tænke, italesætte og arbejde med dem som altid-allerede indlejret i hinanden. Bolden er hermed givet op.