Prisen for at være oppe i tiden

Af River Lyngaa, stud.psych.

Ånd ud. Valgkampen er long gone, og campus overfyldes ikke længere af hverken valgplakater, iskaffe fra LA eller rundstykker fra Moderaterne. Du skal ikke længere cykle over Dronning Louises Bro og få smidt syv forskellige flyers i hovedet, imens du jammer uopmærksomt afsted til dine morgentunes. Måske slipper du ovenikøbet for en for you page, der bugner af ”Daddy Vanopslagh”. Hvilken lettelse. Stemmerne sammentalt, valget veloverstået, kampen kæmpet. Nu kan vi endelig lægge det der politik på hylden endnu en gang, overlade vores fælles politiske fremtid til dem nede i Jacques D og rent faktisk koncentrere os om det, der virkelig betyder noget – psykologien. Så du slår dig ned i Kaninen med din nøje udvalgte kop, en Snøffel eller to samt et bæst af et kompendium og begiver dig ind i psykologiens afkroge. Socialpsykologi, Klinisk psykologi, A&O, SUI – you name it. Du arbejder målrettet, fokuseret. Du er flyvende. Aldrig har din notatteknik været så velfungerende og din læsehastighed så exceptionelt hurtig. Lige indtil der popper en gammel dude op bagerst i dit hoved og minder dig om, at videnskab er en social institution. Af bare forskrækkelse vælter du kaffekoppen ud over dit dyre kompendium (suk, nu kan du aldrig sælge det) og accepterer langt om længe din skæbne; idealet om politisk neutralitet i videnskab er netop kun det – et ideal.  

Moscovici ytrede helt tilbage i 1972, at videnskab er en social institution; at samfundet både formulerer spørgsmålene og foreslår, hvordan de skal besvares. Det er næppe nogen hemmelighed, at samfundet præger de videnskabelige spørgsmål, der bliver formuleret og undersøgt. Det er svært at komme udenom, at vi (og dermed det vi undersøger) på mange måder er et produkt af vores tid – også selvom vi er med til at forme den. Der findes talrige eksempler på, hvordan en fremherskende politisk ideologi præger den videnskabelige praksis i en pågældende periode.  

Josef Mengele er et eksempel på dette. Han var en tysk nazist og SS-læge i den nazistiske koncentrations- og udryddelseslejr i Auschwitz-Birkenau. Her iværksatte han en lang række medicinske forsøg, primært på tvillingebørn. Dokumentation for formålet med Mengeles tvillingeforsøg er aldrig fundet, og til trods for hans grænseløse fantasi var resultaterne uden reel videnskabelig værdi. På baggrund af hans tidligere forskning i eugenetik, er det dog nærliggende at antage, at han ønskede at kunne kontrollere menneskets arveanlæg og dermed kunne reproducere og rendyrke den ariske race. Mengele blev sidenhen døbt ”Dødsenglen” og blev på mange måder personificeringen af de nazistiske medicinske forsøg, på trods af at der var omkring 30 SS-læger. Der har derfor også været meget spekulation om, hvad der var med til at korrumpere det lægeløfte, han aflagde ved sin eksamen. Holdningerne er mangfoldige, men en ting, der er værd at notere sig, er, hvordan universitetsfagene under Mengeles studietid fik en klar antisemitisk drejning. Det er ligeledes værd at overveje, hvad der sker, når universiteter pludselig får en helt bestemt politisk ideologi for øje. Dette betyder ikke, at Mengele på nogen måde er uskyldig, men flere  historikere såsom Helena Kubica forholder sig til Mengele som et produkt af sin samtid. Under Nazityskland var der således mange, der betalte en høj pris for, at en vis fremherskende politisk ideologi var oppe i tiden.  

I det nuværende politiske klima i Danmark, og mere specifikt på KU, behøver vi næppe at forholde os til frygten for at blive præget i retningen af en nazistisk ideologi. Det er dog alligevel værd at forholde sig til, at på trods af en forestilling (eller måske nærmere et ønske?) om, at KU er politisk neutral, så er det en statsfinansieret selvejende forskningsinstitution. Det betyder derfor også, at KU i højere grad prioriterer ansættelsen af forskere, som er internationalt anerkendte og publiceres i prestigefyldte tidsskrifter. Ud fra denne erkendelse og den observerede naturvidenskabelige drejning på psykologi opstod Psykritik – en arbejdsgruppe under Psykrådet, der beskæftiger sig med pensumkritik. Ved at sammenligne pensum fra 2015 til 2021 bekræftedes en meget tydelig tendens i særligt Socialpsykologi og Pædagogisk psykologi, hvor vi ser, hvordan den kvantitative metode fylder mere og mere på bekostning af bl.a. det kvalitative.    

Det kan ikke benægtes, at videnskab er politisk – at når noget prioriteres, så fravælges noget andet helt naturligt på bekostning af dette. Spørgsmålet er, hvilken pris der betales for det? Som kommende psykologer er det vigtigt, at vi besidder en faglig bredde og ikke risikerer at komme ud på den anden side med en snæver forståelse af både psykologiens genstandsfelt og måden at tilgå psykologiske fænomener på. Det er værd at sætte spørgsmålstegn ved, hvad vi egentligt laver her? Hvorfor er pensum pensum? Hvad er prisen for at være oppe i tiden? Så næste gang du beslutter dig for at sætte dig ned i Kaninen med en kop kaffe og en Snøffel, så overvej om det måske i virkeligheden er værd at tage et smut forbi Jacques D. Måske vi i fællesskab kan udvide vores horisont og forståelse? Om ikke andet, så hop forbi Katten og tag en snak med antropologistuderende om KU. De er helt sikkert vrede nok lige nu til at facilitere en glimrende snak.