Psykologiens moralske implikationer i filosofisk perspektiv
Af Phillip Dyssegaard, stud.psych
BACHELORPROJEKT. De fleste psykologer er enige i, at det er vigtigt at forholde sig til fagets moralske og etiske implikationer. Ofte begrænser de etiske overvejelser sig dog til overholdelsen af diverse etiske retningslinjer om tavshedspligt mv. og måske mere generelt til den måde, folks liv bliver påvirket på, når de indgår i et terapeutisk forløb. Dette er selvfølgelig i sig selv vigtigt at forholde sig til, men i min bacheloropgave ville jeg gerne undersøge, hvordan psykologien også påvirker folks liv på et mere grundlæggende niveau. Mange filosoffer har nemlig peget på, at psykologiske termer og teorier har en stor betydning for, hvordan mennesker i nutidens vestlige verden i det hele taget beskriver og forstår sig selv, og dette har i sig selv en række moralske implikationer.
Selvforståelse og psykologi
Uanset om folk går til psykolog eller ej, er psykologiens begreber og teorier for mange en del af deres måde at forholde sig til deres eget og andres liv på. Ord som motivation, læring, adfærd, personlighed, intelligens og meget andet tillægges i dag en helt anden og større betydning end for 200 år siden – hvis de da overhovedet blev brugt af almindelige mennesker til at forstå deres liv. Et oplagt eksempel på dette er den rolle, som diagnoser spiller i samfundet i øjeblikket: Ofte kan det være svært at skelne den fagspecifikke brug af ord som depression, angst og stress fra en mere folkelig forståelse, netop fordi så mange mennesker bruger disse ord til at beskrive, hvordan de har det og til at forstå deres eget liv. Mange er i dag bekymrede for, om det måske er uhensigtsmæssigt, at de diagnostiske kategorier på den måde bliver en del af almindelige folks selvforståelse. Som de fleste psykologer nok er klar over, så har den måde, vi beskriver og taler om ting på, nemlig en stor betydning. I min opgave ville jeg undersøge de moralske implikationer af den måde, hvorpå ikke kun diagnoser, men psykologiens forståelsesmåder i det hele taget, er med til at påvirke det moderne vestlige menneske. Med udgangspunkt i et filosofisk perspektiv forsøgte jeg i opgaven at nuancere forståelsen af, hvordan psykologien selv er impliceret i dannelsen af de subjekter, den undersøger og intervenerer over for, og hvordan psykologer kan forholde sig til dette som moralsk og praktisk problem.
Arven fra Foucault
En af dem, der først begyndte at undersøge, hvordan psykologien er med til at påvirke og til dels skabe det moderne subjekt, var filosoffen Michel Foucault, hvis arbejder også inspirerer mange af nutidens kritikker af ”diagnosesamfundet”. Ifølge Foucault har psykologien en stor indflydelse på, hvad vi tænker, der er normalt og afvigende i vores sociale liv, og på den måde er den med til at frembringe normative standarder for, hvordan vi bør leve, opføre os, tænke og føle. Han påpeger desuden, at den stiller en lang række forskellige redskaber såsom test og terapi til rådighed for folk, for at give dem mulighed for at nå disse standarder. Set fra en historisk synsvinkel har psykologiens påvirkning af mennesker ifølge Foucault ofte harmoneret med et ønske om at dirigere, kontrollere og disciplinere individers og gruppers adfærd.
Habermas og diskursetikken
Foucault var afvisende over for at formulere ”løsninger” på de problematikker, han afdækkede, og selvom bl.a. den narrative psykologi har forsøgt at tage højde for nogle af de problemstillinger, som Foucault udpeger, kunne man ud fra hans analyse måske være fristet til at konkludere, at samfundet ville være et bedre sted, hvis det blev befriet for enhver form for psykologi. I min opgave ville jeg dog gerne gøre mere end blot at kritisere. Jeg ville gerne finde en måde at vurdere på, om psykologien påvirker os på gode eller dårlige måder, og dette var meget svært at finde hos Foucault. Jeg måtte derfor se mig om efter andre filosofiske tilgange til moral og etik. I min opgave undersøgte jeg i forlængelse heraf, om den tyske filosof Jürgen Habermas’ ”diskurs-etik” kunne bruges som udgangspunkt for en vurdering af psykologiens moralske implikationer. Der er efter min vurdering meget godt at hente i Habermas’ filosofi, og mange af hans tanker er da også blevet anvendt i bl.a. community-psykologien, hvor det forsøges at gøre den demokratiske samtale til en del af den psykologiske praksis. Habermas’ diskursetik må dog siges at være meget universalistisk, og hans ”procedure-regler” er efter min mening generelt for abstrakte og ufleksible til, at de kan bruges til vurdere psykologiens betydning for menneskers praktiske liv.
Charles Taylor og den hermeneutiske tilgang
Den canadiske filosof Charles Taylor har beskæftiget sig indgående med, hvordan det moderne menneskes selvforståelse er fremkommet, bl.a. i værket Sources of the Self fra 1992. Ligesom Foucault mener Taylor, at subjektet konstitueres gennem forskellige historiske praksisser, og at psykologien i løbet af de sidste ca. 100 år har spillet en væsentlig rolle i denne proces. Taylor mener ligesom Foucault, at der kan være gode grunde til at problematisere psykologien, men ved kun at fokusere på den som en magtform, der opererer gennem bestemte strukturer og teknikker, reducerer Foucault enhver henvisning til menneskelige værdier og intentioner væk. Dette er ifølge Taylor en fejl, for psykologien er netop fremkommet på grund af bestemte intentioner og værdier, som mennesker har villet realisere. Fra Taylors perspektiv er den måde, psykologien subjektiverer mennesker på, derfor ikke kun udtryk for en undertrykkende magt, der opererer gennem forskellige sociale praksisser, for disse praksisser er i sig selv udtryk for menneskelige intentioner. Psykologien er ikke bare ”vokset frem” – den er fremkommet på baggrund af bestemte ønsker og værdier, som mennesker har villet realisere.
En refleksiv psykologi
For Taylor er psykologien altså ikke blot en objektiv afdækning af menneskets natur, for som al anden socialvidenskab tager den uundgåeligt afsæt i nogle bestemte moralske forståelse og værdier – noget som også Foucault understregede med sin påpegning af det tætte bånd mellem viden og magt. Vurderingen af, hvilke værdier, psykologien bør ledes af, kan ifølge Taylor ikke afgøres en gang for alle, men må tage udgangspunkt i psykologers egne moralske standpunkter, der uundgåeligt vil være prægede af de traditioner og det omgivende samfund, som de er en del af. Psykologer bør derfor være reflekterede og eksplicitte om deres egen moral, for ellers vil de ikke være i stand til at foretage sådanne vurderinger. Taylors synspunkt adskiller sig fra Foucaults, idet han mener, at vi rationelt kan vurdere og sammenligne forskellige teorier og praksisformer. Ifølge Taylor kan moralske vurderinger dog ikke, som hos Habermas, foretages fra et universelt udgangspunkt, men må nødvendigvis foretages inden for de praksisser, som vores sociale verden udgøres af. Ved at artikulere de baggrundsforståelser, der leder psykologiske praksisser, kan vi vurdere, om de lever op til de værdier, de selv stræber efter, og om disse værdier overhovedet er værd at lade sig lede af.
Konklusion
Mit ønske med opgaven var at vise, at moral og etik i psykologien er andet og mere end blot overholdelsen af diverse etiske retningslinjer om tavshedspligt. Dette gjorde jeg ud fra en forståelse af psykologien som en historisk intervention, der bidrager til at forme menneskers selvforståelse, og på den måde har moralske implikationer. Det psykologiske sprog vil måske i fremtiden blive erstattet af helt andre måder for folk at forstå sig selv på, men i nutidens vestlige samfund er psykologer vigtige med-producenter af menneskelig eksistens, og dette giver dem et særligt moralsk ansvar. Som Taylor har påpeget, så er det, for at afgøre, hvordan dette ansvar bedst forvaltes, ikke nok at referere til psykologiens egne teorier. Også filosofi, historie, traditioner, religion og andre måder at forstå verden på, må inddrages. Uanset hvilken tilgang man foretrækker, virker det dog oplagt, at en nøjere granskning, af de ofte implicitte værdi-systemer, der leder psykologien, vil føre til en større indsigt i og anvendelighed af psykologisk teori og praksis. Min bacheloropgave kan ses som et lille bidrag til den udfordring.