PSYKPIGERNE MALER BYEN RØD
Om Collective Anger Against Injustice på KUA
Af River Lyngaa, stud.psych. og Regitze Langager Christensen, stud.psych.
Illustrationer af Sara Bjerremand Ellehøj, stud.psych.
Vol. 4
Velkommen til ”Psykpigerne maler byen rød”. I en verden af uinspirerende læsning og ensretning på studiet er det let at føle sig fremmedgjort i en ørken af kognitive perspektiver. Men frygt ej! Vi, Psykpige1 (5. semester af bacheloren) og Psykpige2 (2. semester af kandidaten), har taget det på os at udforske og dele vores rejse med at genopdage meningsfuldheden i vores fag. I denne reportageserie vil vi dykke ned i de skjulte oaser af resonans, hvor faglige fællesskaber blomstrer, og inspirationen sprudler. Følg med, når vi navigerer gennem ørkenen af det konventionelle studielandskab og afdækker de uforløste potentialer, der ligger gemt i psykologiens mangfoldighed og dybde.
Optakten til den fjerde oase begyndte – som med så meget andet i vor tid – med en solid omgang doomscrolling (for ja, Psykpige1 og Psykpige2 er ikke for fine til at indrømme, at de også hengiver sig til disse moderne ritualer). Midt i en ellers monoton strøm af begivenheder og opslag, poppede en overskrift op, skarp og insisterende: “Collective Anger Against Injustice”. Som en storm der fejer gennem natten, fik Psykpige1 hevet Psykpige2 ud af ugens SUI-tekster (som hun ellers har hengivet sig til med en nærmest rituel iver dette semester). “Skal vi tage afsted?” spurgte Psykpige1 med en tone, der afslørede, at Psykpige2 ikke havde et valg.
En hurtig søgning viste, at arrangementet blev afholdt af Netværk for Kvinder og Non-binære i Filosofi (NKNIF) – en forening, der kæmper for at fremme stemmer, som ellers let kan forsvinde i mængden. Med et ønske om at skabe plads til kvinder og non-binære i filosofi, idéhistorie og videnskabshistorie står NKNIF som et fyrtårn for alle os, der søger nye perspektiver og solidaritet på kanten af faglige skyttegrave. Vi kunne straks mærke en genklang i vores eget aktivistiske virke på psykologistudiet. Gennem foreninger som Den Alternative Forelæsningsrække (DAF), FreudForum, Psykopolitik og Klinisk UddannelsesSektion for Sexologi (KUSS) arbejder psykologistuderende for at bringe det underrepræsenterede ind i lyset; at give plads til det, der ofte udelades i den strømlinede uddannelsesstruktur.
Og dér sad vi så – to psykpiger på vej ind i filosofiens aktivistiske landskab – klar til at lade os inspirere, udforske nye horisonter og tilføje endnu en farve til vores akademiske palette.
Tilbage til vores kommende hjem
Psykpige1: Efter en lang dag med alt muligt forskelligt på skemaet – møder, sygdom (er det kun mig, der skriver det i kalenderen?), og en overflod af to-do’s – endte vi endelig på Islands Brygge Station, lige ved det røde metroskilt. Som vi stod der, en tilfældig mandag aften, kunne vi ikke lade være med at tænke på fredagens begivenheder, og på hvordan livet nogle gange føles som en mosaik, hvor alt hænger sammen på måder, vi ikke helt selv forstår. Så sent som om fredagen (tre dage før, mind you) var vi selvfølgelig troppet op til DAF, hvorefter vi var taget videre til selvsamme station, vi nu stod på, for at tage til Studieliv24 – en fejring til ære for alle foreningsaktive og frivillige på KU. Vi havde gået ad samme halvsnoede sti, forbi Coop365, videre til de lidt bizarre kuppel-cykelstativer og ind gennem den præcis samme dør. Sidst var der bao, musik og gallakjoler. Nu, en kedelig mandag aften, var scenen en anden: tomme kaffekopper, en stilhed så intens, at man kunne høre tasterne på tastaturet, og studerende, der sad og knoklede med ansigterne dybt begravet i arbejdet – et glimrende eksempel på, hvorfor studerende jo slet ikke har tid til at brokke os over regeringen, som har frataget os vores “café-penge”.
Her, midt i det hele, følte vi os hjemme på en måde, som vi endnu ikke har gjort før, når vi har været på psykpigeeventyr. Vi var ikke faret vild blandt kultureliten på Cinemateket, ikke på afveje på RUC med bevidstheden om at bære en synlig anderledes krop end majoriteten i pågældende rum, og vi var heller ikke blandt de purunge, nybagte studenter på Krogerup Højskole, der endnu leder efter sig selv (har de tjekket Østasien? Har hørt, at det er the place to find yourself). Nej, vi var et velkendt sted; et sted hvor vi vidste, hvor noget så banalt som toiletterne var, og hvor kaffen kunne købes. Og det er vel nok meget godt, eftersom vi alle på SAMF alligevel skal den selvsamme vej i nærmeste fremtid. Og for én gang skyld forblev følelsen, da vi trådte ind i rummet. Vi lignede alle hinanden. Nogle havde lidt flere piercinger end andre, nogle havde glemt deres docs og nogle var kommet til at tage deres Mac frem, men ellers var vi ens som tveæggede tvillinger. Derudover mødte vi begge en, vi kendte andre steder fra, hvilket virkelig cementerede følelsen af at være i trygge rammer.
Følelsernes elementer
Psykpige1: Pernille Blom Hermansen, cand.mag. i filosofi, stod for den åbne forelæsning, der blev holdt som led i NKNIF’s generalforsamling. Hendes forelæsning byggede på hendes speciale: “Collective Anger Against Injustice: The value and use of collective anger in the context of oppression.” Det var ikke svært at forstå hendes hovedpointe: Vrede har både en instrumentel og en intrinsisk værdi – især i mødet med uretfærdighed og undertrykkelse. For at udfolde dette greb hun først fat i noget grundlæggende: Hvad er en følelse? Og hvad kendetegner specifikt vrede? Ladies and gentlemen and everything in between – hold godt fast i hat og briller, for dét her bliver noget af en teoretisk rejse, I skal med på.
Som den trofaste (læs: lettere obsessed) psykologistuderende, jeg nu engang er, kunne jeg ikke lade være med at dvæle lidt ved Hermansens forståelse af følelser, der tog afsæt i et sammensurium af flere forskellige filosofiske teorier, der fremstår som et fremmed landskab for en psykologistuderende som mig. Alligevel greb det mig, hvordan hun præsenterede følelser som en form for sammensat helhedsfænomen, der rummer både et kognitivt aspekt og en fænomenologisk intentionalitet, der integrerer et oplevelsesaspekt. Hun lægger ud med at præsentere følelser, som seks elementer – perceptioner, evalueringer, kropslige reaktioner, følelser, handlingstendenser og opmærksomhed – der spiller sammen i en helhedsoplevelse. Men Hermansen understreger også, at ikke alle disse elementer nødvendigvis er lige fremtrædende i enhver følelse.
Det interessante ved Hermansens teori er dog ikke kun disse seks elementer, men også en dybere fænomenologisk vinkel, hvor følelser netop indebærer en intentionalitet; de er rettet mod noget. En følelse har et mål, et formelt objekt og et fokus, som tilsammen giver følelsen retning og mening. Målet er det, som følelsen rettes mod; en begivenhed, der netop vækker følelsen. Det formelle objekt udgør den vurdering eller egenskab, som gør målet følelsesmæssigt vigtigt – såsom en skuffelse over en uopfyldt forventning eller en fare, vi føler os truet af. Endelig fungerer fokus som en bagvedliggende ramme, en personlig værdi eller et engagement, der giver følelserne deres dybde og knytter følelserne til de oplevelser eller relationer, som vækker dem. Tilsammen skaber disse tre elementer en emotionel oplevelse, der giver mening i vores liv og retning i vores handlinger. Derudover beskriver hun, hvordan følelser ikke kun er en tanke, men også indeholder en “what-is-it-like”-dimension – en oplevet kvalitet, som vi kan fornemme i kroppen og i tankerne. Dette hænger sammen med en fænomenologisk forståelse af følelser, hvor de ikke blot er kognitive, men også oplevelsesbaserede.
Hermansen kom derefter ind på, hvordan følelser kan deles i fællesskaber – et område, hvor vreden mod uretfærdighed får en kollektiv form. Hun betoner shared concerns som den essentielle faktor i at skabe collective emotions, da disse fælles bekymringer udgør en slags emotionelt fundament, der understøtter og forstærker individernes følelsesmæssige reaktioner. Dette skaber en kollektiv ramme, hvor følelser kan opstå og få liv i takt med, at gruppen synkroniserer deres fokus på det fælles mål. For at systematisere dette beskriver Hermansen tre former for collective emotions: I-mode, I-mode collectivity og We-mode. I-mode er den mest individuelle, hvor individer blot deler overlappende private bekymringer. I I-mode collectivity deles bekymringer i højere grad, idet medlemmerne i gruppen tror på, at andre også er engageret i samme sag. Og i We-mode bliver engagementet en fælles forpligtelse, hvor gruppemedlemmerne kollektivt binder sig til et fælles mål. Her bliver gruppens interesse til en fælles drivkraft, der opmuntrer medlemmerne til at handle, tænke og føle i overensstemmelse med det fælles fokus.
Vredens væsen
Psykpige2: Ja, og fra overordnet om følelser zoomede Hermansen derefter ind på vredens væsen. Jeg oplevede det som enormt meningsfuldt at dykke ned og dvæle ved alverdens aspekter, værdier og trusler ved vrede. Du ved, det var et frisk pust fremfor blot at kategorisere vrede som en af de 5-8 universelle grundfølelser med hvert sit unikke ansigtsudtryk (helt præcist hvor mange der er, kan psykologien selvfølgelig ikke blive enige om) eller som en del af problematisk udadreagerende adfærd - og så var det vist ellers hvad, psykologien havde at sige om følelser i denne omgang. Pernille Blom Hermansen talte i foredraget ud fra en såkaldt normativ forståelse af vrede. I denne forstand opstår vrede som en reaktion på en moralsk eller normativ forurettelse. Dermed bliver det formelle objekt, i tråd med din følelsesgennemgang Psykpige1, til en opfattelse af forbrydelse eller fornærmelse.
Hermansen diskuterede herfra vredens fordele og epistemic threats, om hvordan vi opfatter og fortolker vores omverden. Kritikken af vrede udspringer fra, at vrede farver og svækker ens dømmekraft. Hermansen udlagde indenfor den normative forståelse af vrede et dominerende ortodoks syn, der overordnet vurderer vrede som en irrationel følelse. Vredens irrationalitet kommer af, at vrede længe har været konceptualiseret som at være akkompagneret af et ønske om gengældelse. Det er paypack time og forbryderen skal lide - være det med vold og fysisk smerte eller mere indirekte med mangel på succes og ulykkelighed. Stemplingen af irrationalitet bunder altså i, at den vrede person kommer til at fejlfortolke, da personen i sin afmagt hungrer efter hævn i en tro på, at det på denne vis vil genoprette det forurettede og derved lindre. Det medfører altså en falsk følelse af nydelse eller kontrol, og vrede er på denne baggrund blevet konkluderet problematisk. Vrede er desuden blevet anklaget for at være kontraproduktiv, fordi dens karakter spreder mistillid, skaber utryghed og øger behovet for selvforsvar hos modtageren, hvilket skader muligheden for at bygge bro mellem parter.
Men Hermansen insisterede også på værdifulde aspekter ved vrede og begyndte derfra at organisere litteraturens modargumenter til den ortodokse kritik. Hertil hentede hun hjælp fra de empiriske videnskaber, herunder psyk selvfølgelig, til at underbygge, at vrede faktisk kan bygge bro ved at øge empati og forståelse med andre, hvis vreden opfattes som en passende reaktion. For at optrevle endnu flere af den ortodokse skoles kerneantagelser om vrede, så kommer de empiriske videnskaber igen til undsætning og begynder at underbygge, at vrede i virkeligheden handler om hævnens lillesøster anerkendelse. Vrede kan lige så godt tage afsæt i et ønske om at blive set og hørt i sin forståelse af uretfærdighed. Så hvor stiller det da den ortodokse vredesforståelse og dens moralske fordømmelse af vredens voldelige ønsker i hævnens navn?
Jeg bed især mærke i diskussionen om vredens forhold til ens mentale velvære. Udover de epistemiske trusler kan vrede også ses som skadelig for ens mentale velvære. Men her modsætter Hermansen sig og foreslår i stedet at opfatte vrede som gavnligt for well-being. Vrede kan nemlig forstås som en cognitive good, hvorimod det er undertrykkelsen af ens vrede, der kan være skadelig for ens trivsel (og for eksempel være omdrejningspunktet for en hel del emotionsfokuseret terapi). Vreden kan være en videnskilde til ens moralske værdier og skabe velvære ved at være udgangspunktet for at handle i overensstemmelse med disse værdier.
En bragende fordel ved vrede er ikke mindst, at vrede har en absurd evne til at motivere handling og dermed et dyrebart værktøj i modstandsbevægelser mod uretfærdighed - en form for forgyldt hammer. Vi kan genkalde os den både kognitive og fænomenologiske definition af følelser. Hermansen pegede her tilbage på vredens natur, hvor jeg forestiller mig, at den fænomenologiske oplevelsesstruktur af netop følelsen vrede, dens ‘what-it-is-like’-ness, på sin vis indeholder en indre energi og rastløshed, der bare må kanaliseres ud af kroppen for at få lindring - en form for arbejdsomhed og drivkraft. En indre kick-ass ild, der må omdannes til action! Jeg tog desuden med mig fra foredraget, at effekten var stærkere, når man følte uretfærdigheden og ikke ”blot” kognitivt perciperede uretfærdigheden. Det minder mig også om pensum fra valgfaget Krop og Psyke, hvor der også skelnes mellem en kognitiv og affektiv forståelse. Her vil den affektive erkendelse i f.eks. terapirummet også have en stærkere indvirkning end den kognitive erkendelse. Dog kan vreden også have sine begrænsninger som mobiliseringskraft og være en skrøbelig motivationsfaktor, da dens natur samtidig kendetegner sig ved at flygtig og bristende.
Et vigtigt element ved vrede er desuden omsorgen og kærligheden, fordi der i den normative definition af vrede netop ligger en præmis om, at der er nogle eller noget vi går op i og føler kærlighed til, som nogen har gjort uret mod - være det os selv, andre, ting eller en blomst. Hvis vi ser på vrede som en shared emotion, hersker der nemlig en kærlighed mellem gruppens medlemmer i we-mode. Derfor er vreden uløseligt forbundet med kærlighed og omsorg for fællesskabet, og man kan endda sige, at vrede blot er et andet udtryk for kærlighed. Hermansen fremhævede i den henseende også så smukt sammenhængen mellem følelser. Som en form for farvepaletteer de forskellige følelser kendetegnet ved hvert deres distinkte mønster, som bliver trigget på forskellige tidspunkter og af forskellige grunde. Følelserne hænger derfor også sammen i et særligt mønster med hver deres formål, hvor der i vreden eksempelvis også ligger et løfte og en forpligtigelse om glæde, når forurettelsen en dag genoprettes. Alt i alt er vi tilbage ved Hermansens hovedpointe, hvor hun på ægte akademisk vis konkluderer, at vrede både har instrumentel værdi for modstandskamp og intrinsisk værdi for gruppemedlemmer, selvom følelsen selvfølgelig også bringer sine begrænsninger og endda farer med sig. Hurra for akademisk vaghed!
Uretfærdighed og undertrykkelse
Psykpige2: Ja altså, jeg må nok starte med at være ærlig om mit ståsted. Lige så enestående jeg fandt det at beskæftige sig med vrede på en ny måde, lige så op ad bakke føltes det for mig at høre om dynamikken mellem dominante og undertrykte grupper - jeg synes hurtigt, det kan føles lidt same old. Måske er det, fordi jeg hurtigt kan blive lidt opgivende og mangle nogle opbyggelige tilgange til at supplere de mange magt- og strukturanalyser og kritik af dom/sub-konstellationen indenfor diverse områder. Alligevel blev jeg fanget, da Hermansen pointerede, hvordan den undertrykte gruppe er nødsaget til at kommunikere vreden på den dominante sociale og politiske ordens præmisser for overhovedet at være genkendelig og forståelig for den dominante gruppe.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den forelæsning om childism og børneuskyld fra fredagens DAF. Maria Louise Larsen Hedegaard fra DPU udlagde childism som en parallel til feministiske og antiracistiske perspektiver og teoridannelser, hvor childism udforsker samfundets voksencentrede antagelser, som systematisk marginaliserer børn. Ligesom man kan begå racisme og sexisme kan man altså også være adultistisk, og ligesom undertrykte grupper må udtrykke deres vrede på herskende gruppers præmisser, må børn også deltage i de voksnes rækker på adultiske præmisser. Hedegaard introducerede childism i sammenhæng med demokratisk dannelse, som havde været hendes forskningsområde. Hun forklarede, hvordan den epistemiske kanon, altså grundlitteraturen for bestemte fænomener eller begreber, fører til specifikke tankesystemer. Gennem tiden har man eksempelvis handlet adækvat ud fra de forskellige børneforståelser, der har floreret. Konsekvenserne af en hovedsagelig hvid, mandlig (læs: voksen) kanon bliver blandt andet, at lighed dermed anses som normen og udgangspunktet, mens ulighed og uretfærdighed bliver henvist til at være afvigelsen. Det, tænker jeg, kan relateres tilbage til vredens rolle, og hvorfor det kan være svært for dominerende grupper at forstå marginaliserede gruppers vrede - de lever i tankesystemer, hvor lighed er normen.
Psykpige1: Der er noget fascinerende (og lettere irriterende, right?) ved Hermansens tanker om kollektiv vrede og de ritualer, som denne vrede slynges ud gennem. Det vækker tanker om, hvordan de undertrykte må pakke deres frustration pænt ind, så den er til at forstå og fordøje for dem på magtens tinder – som når du, Psykpige2, taler om childism og børns plads i den voksnes verden. Lidt karikeret (som jo er min foretrukne kommunikation) så skal vreden fra marginaliserede grupper på samme måde ”opføres” og præsenteres i en form, der gør den acceptabel for magthaverne, som om de først kan tage den alvorligt, når den optræder som en pænt indpakket gave, hvor enhver antydning af ubehag er fjernet.
Jeg forstår Hermansen sådan, at de kollektive handlinger, hun beskriver – hvad enten det er protester, mindehøjtideligheder eller andre fællesskabsaktiviteter – kan opfattes som ritualer. Selvom hun ikke bruger begrebet ”ritualer” direkte, kan disse handlinger ses som en form for ritualiseret adfærd, der skaber en ramme for at kanalisere vrede og give den en stemme. I denne kontekst fremstår protester og fælles manifestationer som nødvendige ritualer, der følger en bestemt kommunikationsform, hvor fællesskabet forsøger at synliggøre deres sag for verden. Dette ritualiserede element kan også skabe en særlig dynamik mellem magtesløse og magthavere: Hvis de magtesløse ikke formår at signalere styrke eller mulighed for forandring gennem deres ritualiserede handlinger, risikerer de at blive ignoreret eller afvist som irrationelle.
Som en, der lige har læst Bourdieu (igen skud ud til valgfaget socialisationsteori. Er det overhovedet fysisk muligt for mig at skrive én eneste artikel uden at nævne det fag?) kan jeg ikke lade være med at tænke på hans begreb om “symbolsk vold.” Han beskriver, hvordan de magtfulde former de sociale regler og definitioner for, hvad der er “normalt” eller “rationelt.” Når undertrykte grupper udtrykker vrede, bryder de ofte med disse normer og bliver derfor hurtigt stemplet som irrationelle, især hvis de ikke opfører sig ”ordentligt.” Ritualerne, der ellers skulle udfordre magten, bliver derfor ironisk nok nødt til at følge magtens egne regler.
Men ritualerne bærer også deres egen interne logik. De er der ikke kun for at overbevise omverdenen – de binder også gruppen sammen indefra. Som Hermansen beskriver, giver ritualerne plads til både vrede og håb og danner en ramme, hvor fællesskabet kan mærke sin egen styrke. Når én stemme råber op, forvandles den til en bølge, en fælles puls, der ruller gennem gruppen og skaber en fælles energi. Ritualerne skaber et fælles sprog og en styrket bevidsthed om, at deres vrede er ægte og berettiget, selv når den bliver afvist som irrationel.
Jeg tolker det sådan, at de kollektive handlinger, Hermansen beskriver, kan forstås som ritualer, der fungerer både som protest og som en drøm om forandring. Selvom hun ikke direkte nævner ritualer, synes handlingerne at indeholde ritualets karakteristika: De udtrykker et håb om forandring på de magtesløses egne præmisser og fungerer som en modsætning til de strukturer og rammer, der bliver dikteret ovenfra. I denne fortolkning bliver disse handlinger en måde at samle vrede og håb på, så gruppen som helhed fremstår stærkere og mere målrettet end de enkelte individers frustrationer.
Akademisk revolution efter happy hour
Psykpige2: Da foredraget var færdigt, krøb vi i ly af pausen ud af lokalet - vi skulle nødigt blive og tage del i de filosofistuderendes officielle generalforsamling. Jeg havde ærligt kæmpet mig igennem foredraget, halvsløj med en brændende pande og en kogt hjerne. Jeg kunne dog mærke, at vi begge syntes, at det havde været en både lærerig og engagerende time. Men trods alle de gode intentioner skulle vi ikke mere end to meter fra lokalets energiske summen, før vi glemte alt om kollektiv vrede og i stedet ledte os ind på en snak om weekendens strabadser og eskapader. De andre gange psykpigerne har været på udflugt for at male byen en akademisk nuance af rød, har vi ikke oplevet at kunne lægge arrangementerne fra os. Vi har følt os så opslugte, at vi bare måtte vende de faglige og personlige indtryk, som vi blev efterladt med og som sydede i kroppen. Jeg ved ikke, om det var sygdom, der gav et underskud på energikontoen og denne gang gjorde udslaget. I hvert fald endte vi med blot at sidde og vende livet. Vi følte vi havde så meget at catche op på (det var en mandag, vi havde sidst set hinanden om fredagen). Alt imens sad flittige KUA-studerende med deres computere og studiegrupper omkring os til sent ud på aftenen. Først i afskedens øjeblik skænkede vi igen foredraget en tanke - gud ja, vi skal jo koordinere artikel! - og vi aftale at samle op dagen efter på vores hjemmebane, CSS. Altså befandt vi os dagen derpå i redaktionslokalets velkendte og trygge rammer, og nu kom alle de faglige refleksioner og reaktioner på bordet, der ellers så ubarmhjertigt var blevet fordrevet og fortrængt til fordel for gossip. Men det er på en måde smukt i tråd med psykpigernes DNA, som du Psykpige1 tidligere lettere ironisk har formuleret det: At revolutionere akademia uden at gå glip af happy hour <33.