SKAL DET VÆRE FRANSK, SÅ LAD DET VÆRE FRANSK!
Af Morten Vifeld Issa, stud.psych.
Illustrationer af Angelika Bowes, stud.psych.
I denne udgave af Akademia: En udforskning af forholdet mellem to teorier, fra henholdsvis sociolog og antropolog Pierre Bourdieu og psykoanalytikeren Jacques Lacan, og hvordan det forhold kan bruges til at forstå mønsterbrud via Édouard Louis.
Om processen
Ved ikke præcis, hvordan jeg skal begynde den artikel her.
Velkommen til mit bachelorprojekt? Får sådan lidt ananas i egen juice vibes over det. Under alle omstændigheder vil jeg begynde med lidt omkring selve processen med at skrive opgaven.
Jeg startede på Vanessa Sonne-Ragans bachelor-hold og købte hendes bøger om at skrive akademiske opgaver. Læste i dem, begyndte at forholde mig til hendes strukturerede og metodisk stringente tilgang til opgavegenren, for så at falde i snak med Simo Køppe efter at have haft en lektion med ham i valgfaget Psykoanalysens Teori og Praksis. Jeg boksede med at få passet min mere teoretisk eksplorative interesse ind i den mere stringente og formalia-fokuserede tilgang. Simo tager, for at sige det mildt, ikke den slags formalia alt for tungt. Vi snakkede lidt frem og tilbage, og resultatet var, at jeg endte med ham som vejleder. Så skulle jeg i gang med at omrokere min forståelse af, hvad jeg skulle.
Simo sagde tidligt, at han i en vis forstand er ret hands off. Ikke ift. at vejlede mindre end andre, men at han helst ser, at det endelige produkt er så meget ens eget som muligt. Det var under selve opgaveskrivningen lidt angstprovokerende, men set i bakspejlet helt genialt. Der var ikke nogen tjekliste over, hvad en bacheloropgave skulle indeholde, der skulle krydses af. Vejledningen var i mindre grad fokuseret på at få opgaven til at passe ind i en given skabelon. Fokus var i højere grad på teoretisk sammenhæng. Simo er jo noget af enteoretisk kapacitet, så tror ikke, jeg kunne have fundet en bedre sparringspartner. Og i den ånd forløb mine vejledninger. Jeg tudede Simos øre fulde af diverse studentikose teoretiseringer. Han udholdt det og anbefalede litteratur, jeg senere kunne gå hjem og gå i crisis mode over ikke at forstå. En hyggelig proces.
Om Bourdieu
Hvad jeg endte med var, som allerede afsløret, en teoretisk ekskursion ud i Bourdieu og Lacan. Mere specifikt en undersøgelse af, om Lacan kan bruges til at bygge et mere psykologisk fundament under Bourdieus sociologiske teori. Endvidere et forsøg på at udvide forståelsen af Bourdieus koncept “splittet habitus” med hjælp fra Lacan. Afsættet var primært en interesse i mønsterbrud som psykologisk fænomen, hvilket forhåbentligt giver mening efter en mindre teoretisk gennemgang, og vi når til anvendelsen af teorien på Édouard Louis.
De fleste har nok hørt om Bourdieus habitus begreb før. Skal hilse og sige habitus-kaninhullet stikker dybt. Det dækker over de ubevidste dispositionssystemer, vores opvækst efterlader i os. Vores æstetiske præferencer, sprog (både kropsligt og verbalt), tænkemåder, og normer. Bourdieu taler om internalisering af en ekstern struktur. Vi fødes ind i en ekstern struktur af normer, sprog osv., der efterlader en struktur i os – habitus – som så virker tilbage på den eksterne struktur og dennes reproduktion af sig selv. Der foregår dermed en kontinuerlig vekselvirkning mellem den indre og ydre struktur. Ja, det bliver lidt en heftig struktur-burger med ekstra struktur, men Bourdieu taler om en strukturerende struktur, så det er lidt svært at komme udenom.
Den indre struktur virker strukturerende for vores oplevelse af virkeligheden. Den former vores måde at orientere os i verden. Her kunne man så foranlediges til at forstå habitus som en determinerende størrelse, men dette er ikke tilfældet. I hvert fald ikke i absolut forstand. Hvordan dispositionssystemerne konstitueres i den enkelte er nemlig uforudsigeligt, hvilket efterlader en vis generativ kvalitet. Hvordan den enkelte deltager i reproduktionen af den struktur, der indledningsvis formede habitus, har en vis fleksibilitet. Her bliver ideen om det splittede habitus interessant. Bourdieu beskriver ifm. sit feltarbejde i Algeriet (1958-1960), hvad han kalder for hysteresis effekten.
Som kolonimagt ændrede Frankrig på kort tid nogle af de mest fundamentale vilkår i samfundet i Algeriet. Ifølge Bourdieu medførte disse forandringer at den enkelte algeriers habitus - forstået som et ubevidst prædiktivt dispositionssystem til at navigere og forstå verden med - pludselig ikke matchede virkeligheden længere. Ifølge Bourdieu kan et sådant mismatch have forskellige negative psykologiske konsekvenser, herunder den specifikke dynamik, jeg er interesseret i.
Konsekvensen af hysteresis effekten er nemlig et splittet habitus, som kort sagt er, når der i den enkelte etableres kontrasterende dispositionssystemer. Subjektet bliver delt mod sig selv. Om det splittede habitus opstår, er et spørgsmål om graden af skiftet. I eksisterende litteratur på området har det bl.a. vist sig, at graden af skift, skiftets hurtighed, og hvilken type kapital skiftet indebærer (kulturel, økonomisk, social og symbolsk) er med til at afgøre om det splittede habitus opstår.
Hurtige og store skift i kulturel kapital tyder på at være den optimale cocktail, hvis et habitus skal splittes. Flytter man fra Århus til København, er der nok små forskelle, men næppe store nok til en hysteresis effekt, medmindre man på samme tid også foretager et markant skift sociokulturelt. Skifter man f.eks. fra et arbejderhjem i en forstad til Århus, til et kollektiv på Nørrebro kun med universitetsstuderende, kan forskellene i sociale koder, normer og forventninger, godt være store nok til at ens habitus splittes. Eksempler på den fremmedgjorthed overfor sig selv, der opstår, er bl.a. beskrevet af Glenn Bech og Édouard Louis i henholdsvis Jeg Anerkender Ikke Længere Jeres Autoritet og Forvandlings Metode. Louis vender vi tilbage til senere.
I forhold til Bourdieus kapitaler, udpeger han i den kulturelle kapital sproget som særegent, fordi sproget er det, vi bruger til at ordne verden omkring os. Virkelighedens usagte og implicitte struktur har rod i sproget. Sproget er det, der tillader os i fællesskab at begribe verden omkring os. Et fænomen skal helt konkret hedde noget, før vi kan pege på det og relatere det til andre fænomener. Det er her, der åbnes en dør for Jacques Lacan.
Om Lacan
Her er det værd først at nævne, at opgaven både indeholder en syntese mellem Bourdieus symbolske kapital og Lacans symbolske orden, samt mellem Bourdieus habitus og Lacans imaginære orden separat. I dette bliver det en lettere improviseret udlægning af begge synteser på samme tid.
Lacan har en teori om 3 ordener, som tre aspekter af de fundamentale faktorer i konstitueringen af et subjekts psyke. Den Imaginære, Symbolske og Reelle orden. Er det umiddelbart uforståeligt? Sådan havde jeg det i et par måneder.
Det imaginære er de tidlige, præverbale, kropscentrerede og visuelt funderede formationer i psyken. Det er her, den første udgave af et egentligt “jeg” er etableret. Du har måske læst eller hørt om spejlstadiet. Hvis ikke kommer her en kort forklaring; Det lille barn er fanget i en krop, som barnet endnu ikke mestrer. Ved at iagttage andre eller sig selv i spejlet danner barnet en fantasi om kroppen som en harmonisk afgrænset helhed. Det er dette ideal - denne fantasi om sig selv - der udgør den tidligste erkendelse af selvet som et separat “jeg”. Idealet om det her harmoniske hele, og vores stræben efter at opnå at blive til et harmonisk hele, er noget vi bærer med os resten af livet.
I det imaginære findes også fantasier om “den andens” begær. F.eks. fantasier hos barnet om moderens begær, og derigennem ambitionen om at blive det, som moderen begærer. Her skal begær forstås i bredeste forstand, og ikke i en voksen seksuel forstand. Barnet opdager på et tidspunkt, at moderens begær er rettet mod andet end barnet, eksempelvis faderen. Som konsekvens forsøger barnet at tilpasse sig, så det kan blive nok ift. moderens begær. Nok til at moderen ikke behøver andre end barnet. Samtidig tvinger det også en erkendelse af moderen som ikke-almægtig, hvilket yderligere afføder en stræben hos barnet efter, at det bliver nok til at udfylde moderens mangel. Alt sammen i ambitionen om at vedligeholde en statisk harmonisk dyade. Den ambition brister på et tidspunkt som en naturlig udvikling af den enkelte som subjekt, der kan åbne sig ud mod verden.
Den symbolske orden rækker videre ud over det imaginære og tilbyder en yderligere afgrænsning af identiteten. Den symbolske orden består af dannelser i psyken, der er sprogligt funderet. Sprogligt forstået i ordets bredeste forstand. Barnet indlemmes allerede tidligt i den symbolske orden i kraft af den overenskomst mellem subjekter, der er nødvendig for, at ethvert symbol kan blive bærer af betydning. At nikke betyder kun ja, hvis begge parter er enige om, at det betyder ja. På den måde bliver barnet indlemmet i en eksisterende struktur af betydning gennem sin interaktion med omsorgspersoner. Barnets handlinger bliver påduttet betydning, og barnet kan til dels tolke sig til den betydning gennem omsorgspersonernes reaktioner på handlingerne. Barnets handlinger bærer som udgangspunkt ikke anden mening, end udtryk for en instinktiv impuls. Handlingerne er ikke kulturelt afstemt endnu.
Generelt for det symbolske, er ideen om Den Store Anden vigtig. For at sproget mellem to mennesker virker, er det nødvendigt med en art tredjeparts-autoritet. Sproget som fælles værktøj til at formidle betydning og mening, og de regler og strukturer det indebærer, må i sagens natur eksistere uden for og til dels uafhængigt af de enkelte brugere af det. Det er dét, der sikrer de symbolske udtryks validitet. Det betyder dermed også, at man fødes ind i den her allerede eksisterende symbolske struktur. Den Store Anden er altså den usynlige struktur, der danner rammen for alt relationelt.
Barnets begær og behov bliver på den måde givet en symbolsk betydning, baseret på en allerede eksisterende symbolsk struktur. På denne måde indlejres det symbolske i den enkeltes psyke, ubevidste og identitet. Dette på trods af, at der altid vil være en vis distance mellem begærets originale ophav og den betydning, udtrykket for begæret tildeles symbolsk. Indlejringen af den eksterne struktur i det ubevidste er altså en fællesnævner for Bourdieu og Lacan.
Syntesen
Hvordan kan Lacan så bruges til at forstå Bourdieu? Her er det først nødvendigt med en hurtig forklaring af Bourdieus symbolske kapital. Den symbolske kapital er den sociale goodwill, den prestige, omdømme, anseelse eller lignende, de andre tre former for kapital kan veksles til. Bourdieu beskriver, at genkendelse er en nøgle til den symbolske kapitals værdi. Før den symbolske kapital har nogen værdi, er det nødvendigt, at flere er sammen om at genkende den værdi. Symbolske kapitaler er til dels specifikke for givne sociale felter. Symbolske markører får deres værdi i feltet, når mennesker i feltet genkender markøren. At have udstillet på et lidt hemmeligt galleri i Nordvest giver ikke videre meget anseelse en søndag eftermiddag på senior fodboldholdet i Nørreballe på Lolland, når der er pøller og bajere efter kampen. Det er den her genkendelsesdynamik, der er grundlaget for sociale felters eksistens.
Bourdieu mener, at dette er baseret på det faktum, at det sociale subjekt konstitueres gennem erkendelsen af andre som objekter, der omvendt også kan have subjektet selv som objekt. Lacans idé om de imaginære fantasier om den andens begær, hvilket forudsætter evnen til at forholde sig til den anden som objekt, der samtidig kan have subjektet selv som objekt, kan forstås som den tidligste etablering af den genkendelsesdynamik Bourdieu peger på. Lacan peger på, at den symbolske orden indeholder officielle ego-idealer, som subjektet tilstræber at konformere sig. Kort sagt kan Lacans ide om barnets ønske om at blive objektet for den andens begær forstås som grundlaget for symbolsk kapital, og hvor-for subjektet underlægges den symbolske kapitals åg. Ver- den vi møder har en given struktur, og vi vil som sociale væsener på den ene eller den anden måde bare herre gerne passe ind.
Ydermere kan Lacan også bruges til at give et mere psykologisk teoretisk perspektiv på Bourdieus begreb om habitus. Én kritik af Bourdieus habitus begreb går på, hvordan en så forskelligartet sammensætning af indtryk kan danne habitus som en slags integreret helhed. Hvordan kan materielle forhold, sproget, kulturen og vilkårene omkring barnets indlejres som ét habitus? Lacans teori omkring spejlstadiet kan her komme til undsætning, idet den tidlige imaginære identifikation danner en slags præcedens for senere identifikationer. Målet om- og skabelonen for etableringen af selvet som en integreret helhed, etableres altså under spejlstadiet, og den tidlige selvforståelse af selvet som et afgrænset hele. Denne skabelon bærer vi som nævnt videre med os i livet.
Lacan peger videre på, at vi aldrig helt kan begribe vores egen helhed indefra, men kun udefra, eksempelvis fysisk ved at kigge os i spejlet, eller ved at tænke på os selv vha. de ego-idealer, den symbolske orden giver os. Her bruger han igen en spejlmetafor. Vores opfattelse og oplevelse af os selv som helheder svarer ikke til noget virkeligt, men er kun en refleksion af noget virkeligt, som vi aldrig helt kan begribe. Vi kigger så at sige på os selv udefra, når vi opfatter os selv som hele. Det “spejlbillede” vi så kigger på, når vi opfatter os selv som hele, er mestendels defineret af den symbolske orden. Vi bliver givet redskaberne til at opfatte os selv af Den Store Anden. Altså af noget, der ligger uden for os selv.
Vores opfattelse af os selv, det spejlbillede vi ser, afgøres af vores position foran spejlet. Hvor vi så sidder foran spejlet, afgøres igen af verden omkring os. Hvilke symbolske redskaber har vi til at opfatte vores egen totalitet? Hvilke begreber har vi til rådighed til at forstå os selv? Der sker et kontinuerligt skift mellem det imaginære og det symbolske. Det imaginære har den tidligste udgave af det afgrænsede selv, og herunder også ambitionen om at blive et hele. Det symbolske bygger så ovenpå dette, og vi forsøger at matche de indre imaginære fordringer, med de symbolske ydre. Habitus kan i forlængelse af dette forstås som det imaginæres konstante søgen efter helhed.
I forhold til det splittede habitus, kan skiftende mellem det symbolske og imaginære måske pege os i retningen af en bedre forståelse af det splittede habitus som fænomen. Den symbolske orden indeholder som nævnt ego-idealer. Disse forsøger subjektet kontinuerligt at integrere med det imaginæres ideal-ego. Bliver den symbolske orden tvetydig ifm. den type af skift, jeg tidligere nævnte – hurtige, store skift i kulturel kapital jf. skift i socialt felt – kan det forstås som en slags dobbeltposition foran det metaforiske spejl, vi forsøger at begribe vores egen helhed i. Man bliver utydelig, tvetydig, splittet og ambivalent i sit selv, overfor sig selv. Subjektet har brug for en grad af kontinuitet i den symbolske orden, det er indlejret i, hvis identiteten skal opretholdes som en stabil helhed.
Syntesen anvendt
Her springer vi videre til Édouard Louis’ autofiktive Forvandlingens Metode. Hans historie er prototypen på den slags skift, der kan splitte habitus. Fra en fattig arbejderby i det nordlige Frankrig med forældre uden uddannelse eller nogen generel akademisk interesse, til den absolutte intellektuelle elite i Paris.
Louis beskriver, hvordan habitus afslører sin dybde og kropslighed, den første gang han flytter fra byen til et andet miljø. Trods han geografisk har flyttet sig fra det sted, og de mennesker der har været med til at forme hans habitus, sidder følelsen stadig i kroppen. Der er dele af hans personlighed, han ikke kan frigøre sig fra. I forlængelse konfronteres han med den naturlighed, mennesker omkring ham lader til at indgå i det, der er fremmed for ham. For ham og de mennesker han er vokset op iblandt, er det ikke naturligt at uddanne sig, så at gøre dette er at overkomme noget i ham selv. For hans medstuderende, er det lige så naturligt og gnidningsfrit at uddanne sig, som det er unaturligt og fremmed for ham.
I samme ombæring gennemlever Louis også en af Bourdieus pointer ift. konsekvenserne af sociale skift. Hans egen barndom og grundlaget for hans habitus, bliver kun rigtig synligt pga. bruddet og skiftet. Samtidig er vilkårene i det nye felt også synlige for ham, fordi han konfronteres med sin egen fremmedhed. Bourdieu mente, at sociale felters normer og regler kun var rigtigt synlige for udenforstående – folk, der ikke navigerer i feltet naturligt, hvis habitus ikke var afstemt til naturlig omgang i feltet.
Dermed opdager Louis den dobbelte fremmedhed. Hans identitet splittes så småt i to. Han spændes ud mellem to felter, og har en slags identitets-alliance til begge, hvilket skaber en konflikt. Han bliver fremmed ift. hans eget ophav, begynder at snakke et sprog, der skaber distance mellem ham og f.eks. hans mor, som begynder at drille ham med måden, han snakker på. På samme tid er han også fremmed i den nye verden, han færdes i. Han er gæst, kender ikke normerne, det kropslige eller verbale sprog, hvad de rigtige holdninger er osv.
Forstået ud fra Bourdieus teori, kan processen her forstås ved, at felter positionerer sig ift. hinanden, ligesom de enkelte sociale agenter internt i et felt. Forskellige felter har forskellige udgaver af, med Lacans ord, Den Store Anden, eller med Bourdieus, forskellige kulturelle, herunder sproglige, og symbolske kapitaler. Her fandt jeg, om end jeg ikke gik videre ind i det i bacheloropgaven, pointen om mønsterbrud som mulig erkendelsesværktøj ift. sociale felters indre struktur, interessant. Anyways, tilbage til Édouard, eller Eddy, som var hans egentlige døbenavn. Édouard adopterede han som sit navn, efter han fik det af en venindes mor, der synes det lød pænere. Men hvorfor overhovedet begynde den slags mønsterbrud? Hvis det er konfliktfyldt, fremmedgørende og på en måde hjemløst, da han jo i processen ender uden et trygt tilhørsforhold?
Der er nok mange mulige svar på det spørgsmål, men mit bud, baseret på den anvendte teori, er hans seksualitet. I miljøet Louis fødes ind i, er homoseksualitet et kæmpe tabu. De maskuline idealer er karikerede heteroseksuelle Hollywood actionhelte. “Bøsse” er noget drenge og mænd kalder andre af samme køn, når de ikke lever op til det ideal. Som homoseksuel er Louis altså født ind i et miljø, hvor han i udgangspunktet er fremmedgjort. Der er altså en indbygget konflikt i hans habitus. Det ubevidste dispositionssystem han er givet, gør ham forkert. Især ifm. puberteten må den indre konflikt have taget fart. Der er ingen måde han kan forblive en helhed i hans sociale felt, som Lacans imaginære ellers foreskriver. Hvad kan han gøre? Undertrykke sin egen seksualitet for at passe ind, eller udtrykke den og deale med det sociale stigma, der følger.
En mulig løsning er netop at bryde med feltet og søge et socialt felt, hvor han i højere grad kan efterleve det imaginæres fordring om et helt selv. Der er en dobbelthed her, det er jeg med på. Fordi konsekvensen af den søgen, er netop det splittede habitus, hvilket igen ikke er en helhed. Louis rejse kan derfor forstås som en mere eller mindre bevidst afvejning af, at den ene løsning tillader en mere harmonisk helhed end den anden.
Til dem der nåede så langt
Overordnet set var intentionen med opgaven ikke at kunne konkludere noget. Det var en teoretisk udforskning af, om Lacan kunne bruges til at underbygge dele af Bourdieus begrebsapparat. Hvorvidt det så lykkedes må være op til læseren. For mig bestod opgaven primært i at lægge det teoretiske puslespil. Jeg er draget af begge tænkere, og min motivation var egentlig mest af alt, at blive klogere på begge. På samme tid er jeg også interesseret i mønsterbrud, og ville gerne udforske fænomenet noget mere. Så ud fra de parametre var det en bragende succes.
Så til slut tror jeg, at jeg vil opfordre dem, der står overfor at skulle skrive deres bachelor til at lade den personlige interesse styre. Vær mindre “dygtig” og mere passioneret. Det er i hvert fald sjovere at få læst den obligatoriske mængde selvvalgte litteratur, når man faktisk synes, det er spændende.