Rothko, de Kooning, Pollock, Stalin: Kunst, det kunstige og den Kolde Krig
Af Oliver Hundahl, stud.psych.
Det er ikke en ny idé (det er de færreste): USA er en kulturel ødemark. Skt. Peders Bageri i København (berømt for indførelsen af onsdagssneglen) blev grundlagt i 1652, altså små 124 år før De Forenede Stater. At nationen er for ung til at have sin egen kultur, er derfor ikke en radikal påstand. Det er dog ikke af den grund en korrekt påstand. Sovjetunionen kom frem til samme idé ad den omvendte vej. Da man i starten af Den Kolde Krig erklærede en æstetisk strid med USA, var argumentet ikke, at den vestlige kunst var nyfødt - den var tværtimod en døende gammel mand. Den bourgeois æstetik var udslidt, i forrådnelse og forfald. Den var reaktionær, dekadent, form uden indhold, maskeret som “ren kunst” eller “kunst for kunstens skyld.” Yankeernes kunst var for kunstig. Sovjetisk kunst derimod, oh boy, den var ægte, sagde man. Den var progressiv, autentisk og lagde ikke skjul på hverken sine agendaer eller de overlegne idéer, der var dens brændstof.
Det omtales i dag som socialistisk realisme: Kunsten skulle være relevant for proletariatet, den skulle afspejle deres liv, behov og hverdag. Vi kender allesammen billederne af svedende stålarbejdere, stormende bolsjevikker eller stærke kvinder i arbejdstøj på vej ind i fremtiden.
Nåh ja, jeg har glemt at sige det, men den her artikel handler om abstrakt ekspressionisme. Den handler om dét, og om CIAs rolle i den æstetiske krig mellem det vi kalder Øst og Vest: Den Kolde Krig. Der tager lidt tid at komme derhen, men det har jeg personligt sådan set nok af. Klart nok, da jeg jo er forfatteren. Til dig, læseren, vil jeg sige: I den her artikel er Google din ven. Nå. Først skal vi vide noget om:
Hvordan det stod til i USA
Det var McCarthyismens tidsalder. Alle fra Albert Einstein til Charlie Chaplin blev anklaget for undergravende virksomhed og un-Americanism. Avantgarde var farligt og socialt nedbrydende. Al moderne kunst var socialistisk. Abstrakt ekspressionisme selvfølgeligingen undtagelse. Man mente, at Pollocks eksploderende trådnet eller de Koonings svulmende, grovhakkede portrætter var et hemmeligt forsøg på at “tell the foreigners that the American people are despondent, broken down, or of hideous shape.” som en congressman udtrykte det. Med andre ord: De nye kunstgenrer var et socialistisk komplot, der skulle underminere idéen om den sunde, stærke og frie amerikaner.
Alt tydede altså på, at sovjets anti-amerikanske propaganda var fuldkomment nøjagtig: USA var en kulturel ødemark, og kapitalister kunne hverken producere eller værdsætte god kunst i nogen som helst udstrækning. Det blev ikke hjulpet af, at congressman George Dondero i 1949 holdt en, nu berygtet, tale, hvor han fremlagde følgende analyse (/paranoide konspirationsteori) af (/om) de moderne kunstarter:
Ja, det er jo sådan set en rimeligt korrekt analyse. Hvad der gjorde ham, og resten af USA, til grin i det kulturelle Europa, var at han anså ødelæggelsen som noget dårligt.
Sømmet i kisten kom nok med præsident Trumans udødelige ord om den amerikanske avantgarde “If that’s art, then I’m a Hottentot.”
Enter: the Agency
Den almindelige amerikaner så kaos, degradering, latterliggørelse. Sovjetterne så falskhed, røgslør, dekadence. CIA så noget andet. Da organisationen blev grundlagt i 1947, var bestyrelsen primært akademikere: Kunstsamlere fra Harvard, aspirerende forfattere fra Yale; din lokale garden variety af liberale intellektuelle. De så i den såkaldte abstrakte ekspressionisme (Rothko, de Konning, Krasner, Kline, Pollock1) en unik amerikansk kunstart. Født som den var i New York City, kunne ingen andre i verden gøre krav på dens oprindelse2. De så i Pollock en fri ånd, der brød med alle former, maleriets svar på jazz; en rigtig yank opflasket med fåremælk og uldhoser på en farm i Wyoming; en ‘shoot first, ask questions never’-kind of fellow; en fuldblodsamerikansk rebel without a cause (en film der først udkom i 1955, men du fatter det). Better yet: De så i abstrakt ekspressionisme det komplet omvendte af sovjetisk realisme3.
Ligesom at sheriffer i westernfilm ustandseligt fandt, at Colts ’Peacemaker’-revolver var deres foretrukne våben, havde CIA nu fundet deres. De var klar til at lege cowboys mod commies.
Police Gazette (1955)
CIA viste en side af sig selv, man egentlig sjældent tænker over. De installerede sig på ingen tid som de ultimative smagsdommere i Europas kulturliv. De arrangerede jazzkoncerter, de opsatte operaer, de havde en finger i Boston Symphony Orchestras repertoire, de var endda madanmeldere på fine restauranter. Vigtigst af alt, for vores historie, er dog deres arbejde i billedkunstens verden. De grundlagde dusinvis af kunstmagasiner, installerede CIA-agenter som kritikere, skrev medrivende anmeldelser af udstillinger og ferniseringer, som de selv havde arrangeret. En af disse udstillinger var “Masterpieces of the Twentieth Century” fra 1952 (måske lidt hurtigt på aftrækkeren, eh?). Gæt selv hvilke billeder, de valgte som mesterværker. Alt det her foregik selvfølgelig i hemmelighed. Ofte var ikke engang præsidenten klar over det. Ja, det var faktisk forbudt at bruge statens penge på den (fra den gennemsnitlige amerikaners synspunkt) afgjort uamerikanske abstrakte ekspressionisme.
Action Painting
Nå ja, men målet var jo ikke, at overtale amerikanerne. De var jo i forvejen pro Amerika. Målet var at overtale europæerne. Det er rigtigt, at moderne kunst var noget kommunistpis. Stort set alle betydningsfulde abstrakte ekspressionister var rødglødende socialister helt ind til benet. De havde ikke meget tilovers for these United States (for slet ikke at sige CIA), og følte sig langt tættere på Moskva end Washington DC. Men det blev netop en styrke for CIA, de kunne sige “Prøv at se! I USA kan du være rød som en postkasse, skabsintellektuel, ja endda alkoholiker og udtalt fyldebøtte, og stadig blive den mest hyldede kunstner i nyere tid!” Den europæiske kulturelite skulle vide, at USA var en veludviklet og sofistikeret nation, og ikke den Disneyland-hillbilly-sump, vi jo alle ved det er.
“I think it was the most important division that the agency had, and I think that it played an enormous role in the Cold War." siger Tom Braden, tidligere chef for CIAs ‘International Organisations Division’. Well, you can’t argue with results: I 2018 var 4 af de 10 dyreste malerier i verden abstrakt ekspressionisme (2 af Pollock, 1 af Rothko og 1 de Kooning).
Guardians of the Secret (1943)
Om ikke andet har CIA et brand, og de er altid extremely on brand. Det føles altid som et direkte skud fra hoften, altid bag om ryggen på det demokrati, de siger, de forsvarer. I sagen, jeg lige har forklaret, vidste ikke engang præsidenten, at hans eget agency legede kunstkender i Europas underliv. Han troede, at i these United States var kunstnere frie, uhæmmede, kun styret af kunstverdenens åbne, usynlige hånd, ikke af sovjets røde knytnæve. Det medførte, at Eisenhower udtalte om den blomstrende amerikanske kunst: “How different it is in tyranny. When artists are made the slaves and tools of the state; when artists become the chief propagandists of a cause, progress is arrested and creation and genius are destroyed.” Dwight, hvis bare du vidste. Hvis bare du vidste...
Historiens morale på ABCDE
A. Mange akademikere i Sovjet mente, at abstrakt kunst var selvoptaget: Kunst der ikke tiltaler størstedelen af befolkningen - arbejderne - er bourgeois. Det er jo rigtigt nok. Hvis kunst kun handler om dit eget personlige udtryk, din individuelle unikke oplevelse, så er og bliver det narcissistisk ad helvede til. Det er også derfor, man ofte i interviews med sovjetkritiske kunstnere fra den tid, finder at de fyrer endeløse platituder af om ‘kunst for kunstens skyld’.
B. Overklassens kunstverden er et fupnummer. I skrivende stund er det dyrest solgte billede i verden ’Salvator Mundi’ af Leonardo da Vinci. Det er ærligt talt et rimeligt underlegent billede i forhold til så meget andet. Intet ved billedet selv retfærdiggør, at det skulle være 450 millioner dollars værd. Men ligesom high fashion, definerer kunstverdenen sig jo ved (ja, er stolte af), at normale mennesker hverken forstår det, eller har råd til det. Det er nærmest det, der kendetegner både haute couture og “højkultur”.
C. Tom Keating var en berømt socialistisk kunstforfalsker i det 20. århundrede. Man mener, at han producerede op imod 2000 fakes af historiens største mestre. Sommetider brugte han endda nye motiver, lavede helt nye billeder og tilskrev dem at være af kendte malere. På det punkt var han jo sådan set ‘bedre end de bedste af de bedste’ – alt, hvad de kunne, kunne han også. Hans malerier var formuer værd, lige indtil man opdagede, de var fake, så var de intet værd4. Billederne i sig selv havde intet at sige. Værdien var (og er) bestemt udelukkende af en overklasses fetichistiske besættelse af ‘det ægte’.
D. At det meste kunst er (eller i hvert fald bliver) bourgeois, kan vi derfor ikke være i tvivl om. Jeg synes bare ikke, det betyder, at man skal rette sin kunst efter hvad ‘gennemsnitlige folk kan forstå’, som socialistrealismens løsning var. Alle og enhver kan lære at “forstå” al kunst. Hvad vil det sige at forstå det? Jeg skulle hellere sige: Alle kan få noget ud af Jeff Koons, alle kan blive rørt Frida Kahlo eller sætte pris på Max Ernst5. Man kan godt lære at blive rørt af en andens narcissistiske spasme, ellers var der jo ikke nogen, der ville læse Kafka. Jeg har ikke noget bud på, hvordan man så kommer derhen, hvor alle kan det, men jeg tror, at når hele feltet virker fjernt og kunstigt, er det kun fordi man forventer, at tingene er mere ægte end de er.
E. Fupnummeret er kun et fupnummer set udefra. Illusionen kun en illusion, hvis man ikke selv er en del af den. Kunst er for mig noget af det mest ægte der findes, men det er og bliver kunstigt. Sådan er det: Vi kommer kun frem til det ægte ved hjælp af det kunstige. Det ægte i sin renhed er nok for ægte for os – det får os til at føle os alt for kunstige selv. Det er ikke en ny ide, men det er jo de færreste.