Lad os indføre sammenholdspligt!

Af Anne Marie Kristensen, stud.psych.
Illustration af
Ida-Marie Haeusler, stud.psych.

Udskældt. Forhadt. Afskaffet. Sammenkrøllet i et beskidt hjørne af bacheloruddannelsen på psykologi finder man den: Mødepligten. Fjernet til manges lettelse i sommeren 2016. Mere frihed til at strukturere sit studie, prioritere sin tid selv. Studerende møder op efter eget ønske og ikke på grund af tvang.

Evalueringerne af fjernelsen af mødepligten viser ikke overraskende, at fremmødet og karaktererne på flere fag er faldet. Lavest er fremmødet eksempelvis fredag morgen efter torsdagsbar. Hvis de studerende ikke møder op til undervisningen, er det vel fordi, de ikke har brug for den? Fordi den ikke er gavnlig? Og så kan vi vel lige så godt spare pengene og nedlægge holdundervisningen på dét, dét og dét fag?

Selv om jeg er en del af Psykrådet, Studienævnet, Indput og personlighedsinstruktorgruppen, er dette indlæg skrevet på mine egne vegne som studerende og repræsenterer således formelt ikke andres holdninger. 

 
 

Vi har nok alle sammen prøvet det. At føle sig anderledes eller udenfor. At skulle indgå i et gruppearbejde og være bange for at lyde dum. At forlade et undervisningslokale og føle sig mere forvirret, end da man kom. Det kan være fristende at blive væk. Bruge tiden på ’noget mere produktivt’, på at få læst eller få skrevet et responspapir. For mange kan det være svært at få skemaet til at gå op, når man både skal jonglere pensumlæsning, opgaveskrivning, (studierelevant) arbejde, frivilligt arbejde, træning, socialt liv og en nogenlunde nærende og SU-venlig kost. Og engang imellem er det jo også rart at sove længe eller ligefrem holde fri.

Personligt kan jeg godt lide, at det som universitetsstuderende forventes af mig, at jeg dukker op til min undervisning. Jeg havde selv mødepligt på de første to år af min bachelor, og det hjalp mig til at slæbe mig ud af sengen på trods af mørke, regn og rusk. På grund af mødepligten på kandidaten har jeg ikke selv skullet vælge, om min tid er bedre brugt på at have et studierelevant arbejde eller på at studere selvstændigt. Jeg skal ikke selv evaluere, om undervisningen er ’værd’ at komme til. Jo til forelæsningerne selvfølgelig, men der er forventningerne til min deltagelse også lavere, og ingen lægger mærke til, om jeg har læst eller er mentalt fraværende nu og da.

At vælge til og fra
Vi taler nogle gange om holdkulturer. Eksempelvis om hold, der er gode til at komme, og hold der ikke er. På hold, hvor flere studerende er fraværende, nogen måske af gode grunde, kan der opstå et ekstra pres på de resterende studerende. Har man ikke læst, måske igen af gode grunde, kan det være nervepirrende at møde op, hvis man ved, at der er få studerende til at deltage i en gruppe- eller plenumdiskussion. Så er det svært at gemme sig - og måske rarere at blive væk. Nogle gange har jeg nærmest følt, at jeg har gjort mit eget stamhold en tjeneste ved ikke at belemre dem med min uvidenhed. I perioder er det måske også svært at finde overskuddet til at møde op til al sin undervisning, hvis man eksempelvis føler sig presset og skal være på i mange sammenhænge. Og er man først blevet væk nogle gange, kan det være svært at vende tilbage. ”Undskyld, hvad er det nu, du hedder?”. Psykologistuderende får i hovedreglen deres adgangsbillet til studiet i kraft af, at de har været ambitiøse – og bare fordi man er kommet ind, stopper det ikke nødvendigvis dér. Man kan hurtigt føle, at alle kører med 130 kilometer i timen og skaffer værdifuld erfaring til CV’et, samtidig med at de har styr på Foucault, Laplanche og hjernens finurligheder. For nogle studerende kan et fravalg af undervisningen måske give de ekstra timer i hverdagen, der hjælper vedkommende til ikke at bukke under i en tætpakket hverdag.

Tilbage står underviseren. Med otte, seks eller nogle gange kun to studerende. Alle kigger på hinanden og mærker, at det er lidt akavet. ”Ved I, hvorfor de andre ikke er her?”, spørger underviseren måske og kigger på uret – måske kan der stadig nå at dumpe nogen ind ad døren. De planlagte gruppeøvelser kan ikke lade sig gøre. De studerende sætter sig tæt sammen, og undervisningen slutter måske lidt før tid.

De gode idéer blev ikke ført ud i livet, og den diskussion, underviseren havde håbet på, strandede. Og det er slet ikke for at sige, at der ikke kan være spændende og givende diskussioner blandt få studerende, men indlevelse, spørgsmål og perspektiver fra flere vinkler giver ofte diskussioner mere liv. Underviseren kan jo prøve at sende en mail ud til sit hold og opmuntre til, at hvis der er noget, der skal gøres anderledes, noget, som vil få flere til at komme, så må man endelig vende tilbage. Og måske får vedkommende svar (men jeg ville ikke sætte mine penge på det).

God undervisning kræver gensidig indsats
Det er lidt gennemtærsket, men jeg skriver det lige alligevel: Som hold er man med til at forbedre eller forværre sin underviser i kraft af deltagelse og engagement eller mangel på samme. Dygtige undervisere er gode til at veje stemningen og tilpasse undervisningen, men de studerende tager også ansvar for at hjælpe deres underviser på vej ved at sige ”Den her øvelse fungerede vildt godt”, ”Denne diskussion var måske blevet bedre, hvis vi havde mere tid til arbejdsspørgsmålene” eller ”Der er nogle få, der snakker hele tiden. Vil du forsøge at tage mere styring over plenumdiskussionerne?”. Vælger man undervisningen fra i stedet for at forsøge at hjælpe underviseren til at blive bedre, ender underviserens fremtidige hold måske med de samme udfordringer, og underviseren går glip af muligheden for at forbedre sine undervisningsevner.

Et hold, der giver øvelserne en chance, tager del i diskussionerne og har læst (nogle af) teksterne på forhånd, giver deres underviser et langt bedre udgangspunkt for at lave god, sammenhængende og progredierende undervisning. Hvis der generelt er godt fremmøde og god deltagelse, er det min påstand, at såvel underviser som studerende føler sig bedre tilpas omkring at møde op.

 
 

Hvordan skal mødepligten genindføres?
Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er mødepligtmodellen, som vi kender fra kandidaten, som skal genindføres. Her skal man møde op 75% af tiden. Mit forslag lyder på, at man skal møde op til sin undervisning 70% af tiden på bacheloren såvel som kandidatuddannelsen. Det betyder, at man skal møde op 10 ud af 14 gange på et 14 ugers kursus og 7 ud af 10 gange på et 10 ugers kursus. Derudover bør man i mine øjne lettere kunne få dispensation fra mødepligten, hvis man har et særligt behov for eller ønske herom.

Hvad kan du gøre, hvis du er frustreret?
Jeg har tidligere arbejdet som tjener og i en café. Noget af det værste ved de job var, når folk brokkede sig, efter de var færdige med at spise. Når jeg ikke havde en chance for at udbedre skaden. Du skal brokke dig med det samme! For din egen skyld (det er ikke sjovt at spise mad, man ikke bryder sig om), for restaurantens og tjenerens skyld og for deres fremtidige kunders skyld. Så tjeneren kan nå at komme med en suppe, der er ordentligt varm eller uden fluer eller hvad problemet nu er. Samme princip gælder her: Hvis din underviser kan forbedre sin undervisning, så hjælp ham/hende til at blive opmærksom på det så tidligt som muligt.

At tilegne sig ny viden er desuden ofte enormt frustrerende. Modstridende oplysninger og abstrakte begreber, som man ikke kan rumme eller forstå, kan føles direkte ubehageligt. Undervisere er måske endda uenige om, hvordan tingene hænger sammen eller skal forklares. Jeg vil aldrig bebrejde dig i at føle, at det er pisse irriterende. Men med tålmodighed falder nogle ting ofte på plads i løbet af semesteret, når man læser op til eksamen, eller når man møder tilgangen igen på et senere semester.

Nogle fag føles mindre relevante end andre – men nogle gange er det svært på forhånd at vide, hvilken viden, der senere er nyttig at have. Gør dig selv en tjeneste ved at give det en chance – relevansen af fag eller emner er desuden mere effektfuldt at kritisere på et informeret grundlag.

Mødepligtens positive følgevirkninger
Der er noget tryghed ved at vide, at de andre på holdet kommer. Og når man alligevel er kommet til undervisningen, går man måske sammen ned og køber kaffe i pausen. Og snakker om andre ting. Og bliver spejlet i, at nogle af de ting, man synes er svære, er ting, de andre også synes er svære. Eller man får nogle gode råd til hvilke tekster, det er vigtigt at læse, og hvilke tekster man måske kan skimme. Man hører måske hovedpointerne fra den forelæsning, man ikke kunne komme til, og måske får man arrangeret opvarmning inden næste torsdagsbar.

Når nogle fra holdet er væk nogle gange, bliver man måske bekymret for dem. Både fordi de kan risikere ikke at måtte gå til eksamen, men også fordi man tænker på, om de er okay. Så måske bliver der lige skrevet en besked til dem, hvor man får vist, at man bemærker, om de er der. Spurgt, om de vil have noter.

Der findes mange universitetsstuderende, der bliver ensomme og mistrives. Personligt tror jeg, at muligheden for selvstudie kan forstærke den tendens. Jeg håber, at så mange studerende som muligt vil bruge de undervisningstilbud, der er. Ikke kun for deres egen skyld. Men også for at vise, at holdundervisningen virkelig kan noget, særligt når både hold og underviser engagerer sig. Og for at sikre, at fremtidige studerende overhovedet har holdundervisning at deltage i. 

Rie, jeg synes, mødepligten er nederen. Er der et alternativ?
Ja. Mød op. Uden mødepligt. Også fredag morgen, selv om du hverken har læst eller sovet. Det er mit bud, at dine medstuderende ville synes, det var fedt, hvis du kom. Fordi I støtter op om hinanden, underviseren og uddannelsen.

Det store formål
Med dette indlæg ønsker jeg hverken at komme med et surt opstød eller at fremstille mig selv som særligt hellig. Mit håb er at opfordre til, at vi som studerende igen tager mødepligten på bacheloruddannelsen op til overvejelse. Vi er i gang med en professionsuddannelse, der skal klæde os på til at håndtere et væld af situationer med et solidt teoretisk grundlag i ryggen. Jeg tror, at den bedste måde, vi kan tilegne os en nuanceret, kritisk og velinformeret tilgang til de arbejdsopgaver, vi kommer til at møde, er igennem dialogiske praksisser og aktiv deltagelse i form af holdundervisning og gruppearbejde. Her er man selvfølgelig velkommen til at være dybt uenig og mene, at den undervisning, vi har, ikke klæder os godt nok på. Så synes jeg igen, at vi skal gøre, hvad vi kan, for at skabe og kræve den bedst mulige undervisning, vi kan få, med de midler der er.

Efter små fire år uden mødepligt på bacheloruddannelse håber jeg, vi kan evaluere, hvorvidt en bachelor med eller uden mødepligt giver det bedste grundlag for de studerendes dygtighed og trivsel. Lad os indføre sammenholdspligten - ved at genindføre mødepligt på bacheloruddannelsen kan vi hjælpe hinanden med at holde sammen på tværs af studerende og undervisere, og derved gøre hinanden til de bedst mulige psykologer.

 

Hvorfor skal mødepligten genindføres?

  • Fordi det ikke kun handler om dig. Det handler også om, hvordan du indgår i dygtiggørelsen af dine medstuderende.

  • For at de færdiguddannede psykologer bliver så kompetente som muligt.

  • Fordi mange pensumtekster er komplicerede at forstå på egen hånd.

  • Fordi man har mødepligt på sit arbejde

  • Fordi fremmødet er faldet, særligt kl. 8 om morgenen

  • For at skabe kontinuitet

  • For at sikre progressionen

  • For at støtte op om hinanden og underviseren.

  • Fordi karaktergennemsnittet er faldet på flere fag fx pædagogisk psykologi og personlighedspsykologi

  • De nogle gange omstændelige ’aktivitetskrav’ kan mildnes, så arbejdsbyrden i løbet af semesteret bliver mindre.