Sorgen som et stedsegrønt vilkår
Tekst og foto af Hans-Jørgen Hersoug, stud.psych.
December 2019
Er jeg normal, når jeg ikke længere ser sorgen som bærer af fast form, men derimod et konstant forandrende stedsegrønt vilkår, der farver, hvad jeg tænker, jeg er. Så er det normalt, at jeg har fundet min egen, måske lidt fjollede, måde at se det på? Er min sorg kompliceret og diagnoseværdig, fordi jeg stadig har den? Jeg har sorg der opsluger og fordærver, sorg der perspektiverer, sorg der gavner, og sorg der ændrer sig, før jeg kan begribe den, men jeg har aldrig oplevet sorg der forsvandt. Jeg bærer al min sorg med mig altid.
Sorgen tager form i mig på tidspunkter, jeg ikke er herre over og er tveægget i den forstand, at den største smerte er forbundet med den ambivalens, den repræsenterer. Jeg er lykkelig over tiden, jeg havde, med det jeg mistede, og ulykkelig over ikke at få mere af det. Samtidigt glædes jeg ved tanken om, hvad jeg har lært af processen, hvordan jeg forkvaklet har formået stadig at stå på mine ben, og hvordan jeg har lært at gå igen. Jeg glædes ved tanken om, at jeg kan håndtere det pres et menneskeligt liv indebærer, om end med dårlig eller uhensigtsmæssigt teknik. Jeg håndterer det som var det smeltende glas. Det er således ikke en proces der starter ved sorgens udbrud og stopper, når den forsvinder, for jeg er ikke fri for den, for den forsvinder ikke, men jeg håndterer den. Jeg er en stereotyp psykologistuderende, der er så pinligt selvbevidst, at det halve kunne være nok. Det er vel meget normalt, det er i hvert fald det, de alle sammen siger om os. Bekymrer min tekst dig? Hvad tænker du om mig nu? Det bekymrer mig tit og ofte, at jeg har kortlagt et sorglandskab, jeg kan besøge på emotionelle helligdage og virkelig svælge i udueligheden. Det er nogle gange for meget, hvor meget jeg kan nyde virkelig at mærke efter, sådan virkelig dykke helt ned i tristessen som var jeg konkurrencespiser og sorgen en affektiv pastaret. Jeg er dog af den overbevisning, at jeg ved at håndtere mindet ikke ændrer, hvad der skete, men derimod min egen positionering i forhold til mig selv og i relation til hændelsen. Jeg tager mit eget sorgoplevende legeme som objekt for kejtet katarsis igennem kritisk analyse. Selvrefleksivt forsøger jeg at ændre mit forhold til sorgens påvirkning, er det normalt?
Jeg sætter en ære i at være bevidst om de ting, der har ændret mit liv så radikalt. Jeg føler en respekt over for tingenes valens. Min sorg kan ændre form, og med tiden har jeg lært at se de ting, der engang var ved at brænde mig ihjel, i et andet lys. Jeg bliver ikke længere ulykkelig over at tænke på dem, disse foranderlige væsener. Jeg holder deres hænder, kigger dem i øjnene, når jeg magter det, og gør mit bedste for at leve et liv vel vidende, at der kommer flere af dem, men at det er en del af det, og at det måske nok skal gå, jeg går i hvert fald nu.