Stafetten - Katrine Wendelboe

Af Cecilie Weischer, stud.psych.
Illustration af
Asta Ingemann Jensen, stud.psych.

Stafetten er Indputs faste indlæg om fakultetets ansatte, hvor de svarer på vores spørgsmål om sig selv og derpå sender stafetten videre til en ansat efter eget ønske. Denne gang er det ph.d.-studerende Katrine Wendelboe, der har stafetten, som hun fik af Katharina Cordes.

Hvorfor valgte du at læse psykologi?

Jeg har ikke altid vidst, at det lige var psykologi jeg ville læse. Undervejs i gymnasiet lagde jeg dog mærke til, at når vi skulle skrive en opgave, så var det altid det menneskelige aspekt af et eller andet tema eller en historie, der interesserede mig mest – alt det der lå bag folks adfærd såsom deres tanker, bevæggrunde, følelser osv. Jeg tog psykologi som valgfag og det var så interessant! Jeg kunne nærmest ikke få nok og læste op på mange ting ved siden af, og opdagede derigennem også at der var rigtig mange forskellige ting, man kunne arbejde med som psykolog fremfor kun at lave terapi, som nok er den gængse forestilling om hvad man laver. Det tiltalte mig, at mulighederne var så mange og åbne.

 
Skærmbillede 2020-12-09 kl. 18.05.36.png
 

Hvad ville du ellers have læst/lavet?

Jeg var faktisk meget i tvivl mellem psykolog og arkitekt. Jeg tog derfor et sabbatår efter gymnasiet, hvor jeg fik job på en tegnestue som piccoline. Selvom det var spændende, var det psykologien der trak mest. Da jeg var barn ville jeg være havbiolog. :)

Hvordan vil du beskrive fagets udvikling, fra da du læste til nu?

Hvad angår psykologistudiet er der jo sket en stor udvikling siden jeg blev færdig, i og med at universitetsstudierne har undergået nogle reformer. Jeg kan mærke på de studerende, jeg snakker med, at det sætter nogle helt andre rammer for, hvordan man studerer sammenlignet med da jeg læste. Derudover er der også kommet mere fokus på at integrere praksis og teori, som fx analysehold som supplement til praktikken, hvilket jeg synes er en positiv udvikling. Her på instituttet er det også interessant, at der de seneste år er kommet øget opmærksomhed på,

hvordan forskningsbaseret viden kan implementeres i praksis og dermed blive mere anvendelsesorienteret, hvilket også bidrager til nogle spændende tværfaglige samarbejder. Hvad angår faget generelt synes jeg, det er interessant hvordan grænserne mellem de forskellige terapeutiske retninger bliver mere blødt op – personligt er jeg meget inspireret af buddhistisk filosofi, og det er derfor rigtig glædeligt at se, hvordan man mere og mere inddrager aspekter herfra i synet på mennesker, lidelse og bedring.

Hvordan tror du, studiet/faget ser ud om 20 år?
Jeg tror at der vil komme endnu mere forskning på dagsordenen, med fokus på metoder, statistik, hvordan man skriver artikler og lignende. Men jeg håber også, at studiet vil blive mere refleksions- og praksisorienteret, så man som studerende får mere mulighed for at erfare noget af det man læser om, og samtidig har et støttende rum til at mærke efter og reflektere. Jeg tror (eller håber i hvert fald) at al den grundforskning der laves og den viden der opnås vil blive implementeret og brugt i endnu højere grad end nu til at informere og forbedre interventioner, politik og generelle indsatser for bedre livskvalitet. Nu arbejder jeg selv inden for det udviklingspsykologiske område, og kan jo ikke forstå hvordan meget af det, vi som samfund gør, strider imod det vi ved er vigtigt for netop at skabe psykisk trivsel helt fra starten af.

Hvad er de tre bedste ting i din hverdag?
Nummer et er helt klart mine to børn. Det der med at deres umiddelbare væsen igangsætter ting hos én selv, som har brug for lidt opmærksomhed, kærlighed

(og nok også lidt udvikling i en anden retning) er jo helt fantastisk. Derfor er jeg også så glad for at arbejde et sted, hvor jeg møder forældre med små børn og dermed har mulighed for at støtte dem på deres vej mod at se deres børn, og ikke mindst dem selv, på en ny og mere sensitiv måde. Derudover er jeg taknemmelig for at bo ret centralt i København, men stadig være tæt på natur, min nærmeste familie og bedste venner, hvis hjælp og omsorg betyder meget i hverdagen – for ikke at glemme min kæreste, han er nu også rigtig sød. :)

Hvad ville du sige til dig selv som studerende, hvis du kunne vende tilbage til din studietid?
Dengang jeg selv studerede, tænkte jeg meget på hvilken retning jeg ville ende i efter studiet. Skulle jeg arbejde med børn, voksne, neuropsykologi, i psykiatrien eller privat praksis? Det stressede mig helt vildt, fordi jeg tænkte at mine beslutninger her og nu ville påvirke resten af mit liv, og derfor fik alt meget stor betydning for en fremtid, som man alligevel aldrig kan være helt sikker på. Og disse bekymringer stopper ikke bare fordi man er færdiguddannet, for så opstår der en helt ny form for usikkerhed. Personligt har jeg prioriteret at give tid til andre ting, der var vigtige i mit liv end blot psykologistudiet og blive bedre til at sige ”nej”, når det mere var præstationen der trak end interessen. Det giver ro og overblik, og med det har man bedre forudsætninger for at mærke, hvad man virkelig har lyst til, følge den retning og opdage de mange muligheder, der opstår undervejs.

Hvem skal have stafetten af dig?

Sofie Stender.

Mange tak til Katrine Wendelboe!