At tage på udveksling som psykologistuderende hvor der er minimal mulighed for frit at vælge, hvilke fag man vil have, kan være en stor udfordring. Men hvis man alligevel kaster sig ud i at få det store puslespil af studieordninger, forhåndsgodkendelser, merit og SU til at gå op, venter der store oplevelser forude. Her kan du læse om, hvad du bl.a. kan opleve ved at tage på udveksling i Wellington i New Zealand.

Hvornår var du på udveksling, og hvor var du henne i verden?

Jeg var på udveksling på mit femte semester i efteråret 2018 på Victoria University of Wellington i New Zealands hovedstad Wellington. Min beslutning om at tage på udveksling blev nærmest truffet, før jeg valgte at læse psykologi, så jeg havde haft lang tid til at drømme mig væk til eksotiske destinationer. Derfor må jeg nok også indrømme at valget af land og universitet primært var præget af min rejselyst og kun i mindre grad af min faglige interesse.

Hvad var baggrunden for, at du valgte at tage til New Zealand?

Valget faldt på New Zealand, der for mig altid har været en drømmedestination, da jeg siden jeg var barn har hørt fortællinger om, hvor ufattelig smukt der skulle være. New Zealand ligger jo som bekendt på den anden side af Jorden, hvilket i min verden gjorde det til et oplagt sted at tage på udveksling, da jeg fik mulighed for virkelig at lære landet og kulturen at kende gennem både at skabe en hverdag og rejse landet tyndt. Derudover er der den fordel ved netop New Zealand, at årstiderne ligger modsat årstiderne i Danmark. Det betyder, at deres forårssemester starter i midten af juli, hvor det stadig er vinter, og så strækker det sig til midten af november, hvor de studerende får sommerferie. Jeg var dog i den heldige situation, at jeg ikke havde nogle eksaminer, så ud af et halvt år i New Zealand studerede jeg fra juli til oktober, hvorefter jeg rejste rundt fra oktober til januar. Jeg kom derfor hjem med en følelse af både at have været på udveksling og haft orlov.

Hvad var særligt ved Victoria University of Wellington?

Victoria University of Wellington, i daglig tale Vic, ligger på et af de tre bjerge, der omkranser Wellingtons bymidte. Man kan ikke andet end at skamrose universitets beliggenhed og udformning, da man virkelig har formået at skabe et lyst sted med højt til loftet, hvor man bliver inspireret til at fordybe sig. For at nævne et par af de bedste eksempler, så er bibliotekets læsepladser placeret, så man har udsigt over hele byen med de omkringliggende bjerge og over Cookstrædet, der løber mellem Nordøen og Sydøen. Ligeså ligger universitetets fitnesscenter, så man f.eks. kan dyrke morgenyoga med udsigt til solopgang over Wellington.

Hvilke fag havde du?

På Vic er psykologiuddannelsen hovedsagelig naturvidenskabeligt rettet. Det kom bl.a. til udtryk i faget ’Abnormal psychology’, der svarer til ’Psykiatri’. Her blev det meget tydeligt, at kognitiv adfærdsterapi var den dominerende terapiform, og at andre retninger som f.eks. psykoanalysen blev anset som uvidenskabelige. Faget ’Applied Social Psychology’ handlede om, hvordan (social)psykologien kan anvendes inden for bl.a. sport, sundhed, motivation, køn og seksualitet, lykkeforskning og miljø. Hovedpointen var, at man som psykolog stort set kan beskæftige sig med lige det man ønsker, hvilket både er en enormt inspirerende og intimiderende tanke.

Hvad adskilte sig mest fra KU?

Den mest markante forskel mellem Vic og KU var det generelle faglige niveau, der efter min mening desværre var markant lavere på Vic, end jeg er vant til fra KU. Hvor vi på KU slæber os igennem over 2500 siders litteratur allerede fra første semester, blev det på Vic ikke forventet, at man læste litteraturen. Dertil kommer at fagenes eksamination var delt op i flere delprøver, der både bestod af afleveringer og multiple choice prøver, der tilsammen udgjorde den samlede karakter for faget. Forelæserne sørgede således for at lave så udførlige slides, at man blot ved at lære dem udenad kunne score topkarakter.

Hvordan var det sociale liv på Victoria University of Wellington?

Det sociale liv på Vic var meget rigt, og der var en studenterklub til enhver nicheinteresse. Det involverede både forskellige kulturelle og sproglige fællesskaber, sportsklubber, kreative klubber med musik, teater og kunst og outdoorklubber som vandreklubben, kajakklubben og skiklubben. Jeg meldte mig ind i både vandreklubben og kajakklubben. Vandreklubben tager på tur stort set hver weekend, og de har både nogle nemme ture, der passer til danskere, der kun har besteget Valby bakke, og nogle mere ekstreme ture, hvor man følger GPS-koordinater på steder uden afmærkede stier, samt de meget lærerige uddannelsesture som f.eks. lavine- og førstehjælpskurser. Kajakklubben tager lige så på kortere og længere turer, hvor man efter et par øvegange i svømmehallen får lov til at white-water-rafte ned ad floder i håb om ikke at kæntre (dette lykkedes ikke for undertegnede).

Hvordan var din dagligdag uden for universitetet?

Jeg blev hurtigt en del af det store slæng af udvekslingsstuderende, der næsten alle boede i samme område. Da alle var indstillede på at nå at se så meget af New Zealand som muligt på de få måneder, vi havde til rådighed, var der mange weekendturer til de nærtliggende destinationer. Jeg blev selv så ivrig efter at rejse, at jeg efter en måned købte en bil, så jeg nemt kunne komme omkring. Min fritid gik således med at tage på ture og udforske Wellington. Wellington er en by på størrelse med Århus, og man kan derfor gå til alt. Som turist kan Wellington nok virke lidt kedelig og lille, men det var en fantastisk by at bo i, da den har alle storbyens goder. Det er f.eks. den by i verden med det højeste antal caféer per indbygger, og de har også utallige mikrobryggerier, samtidig med at den er omkranset af både hav, bjerge, skove og naturreservater. Derudover har Wellington en summende landsbylignende stemning af fællesskab og mangfoldighed. Allertydeligst blev dette hver søndag formiddag, hvor regionens producenter satte boder op med alverdens frugt og grønt, og byens borgere alle kom traskende for at proviantere til den kommende uge. Wellington er virkelig en by, hvor man kan se ud og være lige, som man har lyst til. Det er ikke unormalt at se folk i bare tæer og shorts om vinteren eller vandretøj i byen, og det hjalp mig til at være meget mindre selvbevidst, end jeg er herhjemme.

Vil du anbefale andre studerende at tage på udveksling på Victoria University of Wellington? Og er der nogle forhold, man skal være opmærksom på i den forbindelse?

Jeg vil helt klart anbefale andre at tage på udveksling på Vic, hvis man har lyst til at udforske New Zealand, hvis man er vild med store naturoplevelser, og hvis man vil bo i den hyggeligste by, hvor man kan få god kaffe uanset, hvor man vender sig hen. Man skal dog være opmærksom på, at det godt kan blive rigtig dyrt i længden at leve i New Zealand, så det gælder om at have en god opsparing med og samle så mange lokale tips som muligt, så kan det sagtens lade sig gøre at rejse og leve i New Zealand på budget. Hvis man derimod ønsker at få et stort fagligt udbytte, bør man måske vælge et andet sted.

Kan vi lære noget på KU af Victoria University of Wellington?

Ligesom i Danmark er ungdomsårgangen i New Zealand også præget af stigende problemer med det mentale helbred. Min oplevelse var, at man på Vic virkelig forsøgte at tage hånd om dette med et bredt udvalg af initiativer. Som studerende kunne man således få hjælp til alt lige fra økonomiske vanskeligheder, fysioterapi, influenzavaccine, mentorordninger, kulturelle udfordringer osv. Der var sågar en studenterdrevet café, hvor man altid kunne få en snak med en af de frivillige, og hvor de hver tirsdag fik besøg af en lille hund til ’Felix Tuesday’ i håb om, at det ville berolige de studerende at klappe Felix. Om det havde nogen gavnlig effekt for de studerende (eller for Felix), skal jeg ikke kunne udtale mig om, men jeg fandt det inspirerende at se, at selvom man har over 22.000 studerende, kan det stadig lade sig gøre som universitet at tage ansvar for den enkeltes velbefindende.

Udveksling i New Zealand