En rigtig psykologistuderende? Et speciale om køn og akademiske tilblivelsesprocesser på psykologistudiet


Skærmbillede 2020-04-04 kl. 18.28.27.png

Af Cecilie Bildstedfelt, cand.psych.

Hvordan er man en rigtig, kompetent og akademisk psykologistuderende? Og hvad har køn at gøre med det? I det følgende kan du læse om hvordan jeg arbejdede med disse spørgsmål i mit speciale, og hvordan det var at skrive et speciale, hvor man undersøger en kultur, som man selv er en del af.


I mit speciale undersøgte jeg, hvordan vi gør køn på psykologistudiet. Gennem fokusgruppeinterviews så jeg nærmere på hvordan psykologistuderende afgrænser, genkender, anerkender eller underkender legitime eller illegitime udtryk for måder at forvalte kategorien ”psykologistuderende” på en ”rigtig” og ”kompetent” og ”akademisk måde”. Gennem tematiske knudepunkter baseret på udvekslinger om netværk, seksualiseringer, markeringer, taletid og fremtidsudsigter lyder den overordnede konklusion, at mandlige udtryk er en vigtig kulturel ressource i akademiske sammenhænge på psykologistudiet. En ressource, som både kvindelige og mandlige studerende kan trække på, men med forskellige forudsætninger og på forskellige betingelser. Kan du huske Dorte Marie Søndergaards ”Susanne” fra socialpsykologipensum på 1. semester? Selv efter 25 år er hun desværre stadig aktuel.

I sommeren 2018 var der gang i den offentlige debat om diversitet på psykologistudiet. Studielederen og institutlederen fra Psykologi samt prodekanen for Det Samfundsvidenskabelig Fakultet havde et indlæg i Politiken med overskriften: ”De psykologistuderende er for velstillede, for unge og der er for mange kvinder”. Frustrerede psykologistuderende svarede tilbage med et indlæg med opbakning fra næsten 200 studerende. Frustrationen gik ikke så meget på hensigten med at øge diversiteten på studiet, det var snarere argumentationen, der rummede nedladende udsagn om de nuværende studerendes kompetencer, som en skare af psykologistuderende – jeg selv inklusiv – fandt problematiske i forhold til offentlige holdninger til særligt unge, kvindelige psykologer, psykologfaget som helhed og kvindefag i det hele taget. Alt imens stod jeg og skulle til at udfylde min specialekontrakt, og min nysgerrighed og frustration over, at så vigtige emner blev debatteret gennem indlæg i dagblade, fremfor at være noget vi beskæftigede os med gennem vores faglighed på studiet, lagde kimen til min specialeafhandling.

Problemfelt: Køn i akademia
Psykologistudiet er et kønsmæssigt interessant fænomen, fordi studiet er befolket af 80 % kvindelige studerende og 20 % mandlige studerende. Uddannelses- og Forskningsministeriet har tal på ansøgere og optagne fordelt på køn fra 1996 og til i dag, og her kan man se at fordelingen har ligget jævnt omkring 80/20 fra dengang og til nu. Samtidig er studiet indlejret i en akademisk organisation, hvor den kvindelige andel blandt videnskabeligt personale formindskes for hvert karrieretrin opad. Inden for samfundsvidenskab er kun 25 % af professorerne kvinder.

 Nogle vil måske tænke at kønsskævheden blandt videnskabeligt personale er udtryk for et historisk efterslæb, eftersom kvinder først sent fik formel og endnu senere reel adgang til videregående uddannelser og karriereliv. Statistiker Inge Henningsen kunne dog allerede i start 00’erne fastslå at der længe har været et rekrutteringsgrundlag blandt kvindelige akademikere uden at andelen af kvinder blandt videnskabeligt personale har afspejlet dette. Hun laver tilmed et tankeeksperiment og udregner at der uden indgriben og med det aktuelle udviklingstempo vil gå langt over 200 år før der vil være ligestilling i akademia – ain’t nobody got time for that! 

Undersøgelser af køn i akademia har heller ikke kunne finde signifikante forskelle mellem mænd og kvinders kompetencer eller ambitioner, som kan forklare uligheden. Derfor peger forskningen på at man i stedet bør undersøge hvordan kønsbias, kønsstereotyper og andre former for subtile positioneringsdynamikker kan have betydning for mænd og kvinders videre vej i akademia.

I lyset af denne forskning og institutledelsens debatindlæg var jeg nysgerrig efter at undersøge forestillingen om en ”rigtig”, ”kompetent” og ”akademisk” psykologistuderende, og hvorvidt der er kønskonnotationer integreret i denne forestilling. Hvordan gør vi køn på psykologistudiet? Hvad bliver tilgængeligt for hvem på baggrund af bestemte kønsudtryk? 

Psykologistuderende studerer psykologistuderende
På metodeholdene lærer vi at se med forbehold på studier, der udelukkende bruger psykologistuderende i deres undersøgelser, fordi de er nemt tilgængelige og kan tiltrækkes med merit for en aflevering eller smarte gavekort. Når undersøgelsens genstandsfeltet er PSYKOLOGISTUDIET, så er der dog mening med galskaben. Studerende er de nyeste tilkomne i den akademiske organisation, og de skal lære at forholde sig til og begå sig i både formelle og uformelle regler og normer i en akademisk kultur.

Med mit speciale var jeg en psykologistuderende, der undersøgte psykologistuderende. Det medfører nogle forpligtende metodiske og etiske overvejelser. At arbejde med situeret viden og at give sin egen undersøgelsesposition en aktiv tilstedeværelse som metodisk redskab, er i overensstemmelse med feministisk videnskabsfilosofi, som foretager et kritisk opgør med objektivitet i ordets forstand som ”fri fra ensidighed”. Donna Haraway kalder denne form for objektivitet for Gudeknebet, hvilket betegner en videnskabelig illusion om at man kan se alting fra intet sted. At være bevidst om udsyn er både en bevidsthed om en særlig adgang til et emne, men også en bevidsthed om begrænsninger i forhold til historisk og kulturel tid og rum. Vi kan aldrig være fuldt ud bevidste om hvad vores begrænsninger egentlig består i, og det er her at etikken for mig at se bliver særlig vigtig. Etiske overvejelser omkring at undersøgelser i sig selv også gør noget og at forskning har konsekvenser. Overvejelser, som jeg synes at vi godt kunne beskæftige os lidt mere med på psykologistudiet. Jeg fandt inspiration i social praksis etik, og lagde vægt på at dem, der deltog i min undersøgelse havde udvidet mulighed for indflydelse på tilvejebringelsen af det empiriske materiale, den efterfølgende analyse og hvordan undersøgelsen kunne bruges efterfølgende.

Min erfaring med at arbejde med ovenstående i et specialeprojekt er, at det er enormt spændende, innovativt og givende. Men det er også at arbejde op imod en lang, omfattende og indflydelsesrig tradition for at skabe viden. Undervejs blev jeg mødt af både den grimme: ”Kan det nu virkelig passe?”, den onde: ”Er det overhovedet videnskabeligt?” og den grusomme: ”Er det ikke en smule hysterisk?”. En specialeafhandling er en særlig form for skriftlig genre, som er instrumentel i den forstand at den skal gøre os til kandidater. Det er derfor et stykke arbejde, der ideelt set skal vurderes for sin videnskabelighed. For mig var der en stor kreativ opgave i at skrive en feministisk, poststrukturalistisk og socialkonstruktionistisk videnskabelighed frem, som også ville kunne genkendes som videnskabelighed af en censor, som ikke nødvendigvis delte samme ståsted som mig – til tider frustrerende, til tider motiverende. 

Positioneringsmuligheder og kropsligt forankrede hverdagserfaringer
Med en performativ tilgang til køn som et fænomen, der eksisterer mellem os og henter betydning gennem praksis i handlinger og udtryk, og med positioneringsbegrebet som metateoretisk forståelsesramme, ønskede jeg at synliggøre hvorvidt køn er et strukturende princip for måder at blive til på som psykologistuderende. 

Min tilgang til at se hvordan køn virker som element i akademiske tilblivelsesprocesser, var at få viden om de praksisser som psykologistuderende deltager i på daglig basis. Jeg arbejdede med interviewspørgsmål såsom: Hvilke forventninger føler du som psykologistuderende at du skal leve op til eller bryde med? Hvornår bliver man mere eller mindre psykologistuderende? Hvem ser man op til? Hvordan ser dine muligheder ud for fremtiden? Er køn tydeligt på studiet? Hvornår og hvordan?

Inden jeg begyndte at beskæftige mig med mit specialeemne havde jeg selv en fornemmelse af universitetet som en culture of no culture, og dermed også præget af et gender of no gender. En organisation, der tror sig, præget af viden og hævet over diverse bias. For at pirke til denne forestilling og selvfølgelighed, ville jeg gerne tæt på konkrete hverdagserfaringer, og for at facilitere dette brugte jeg portrætbilleder af deltagerne og videooptagelser af psykologistudiets fysiske rum. På dén måde fik jeg et enormt rigt og nuanceret empirisk materiale, der også gav indblik i hvordan materialitet, som bestemte rum og påklædning, kan være medordnende for positioneringsmuligheder. 

Undervejs i specialeprocessen blev jeg til stadighed forundret over hvordan gamle interesser og elementer fra projekter jeg tidligere har beskæftiget mig med, spandt sig ind i mit speciale. Jeg har udforsket mange forskellige emner og afkroge både inden og uden for psykologiens fagfelt, hvilket på dårlige og overskyede dage kan få mig til at betvivle om jeg overhovedet ved hvad jeg vil. Det var derfor uventet, men inspirerende at opdage, at selv et tilsyneladende irrelevant sykursus i tilskæring af nederdele, jeg engang tog, kunne bidrage til udviklingen af en syntetisering over bevægelighed og begrænsninger. Jeg kan huske at Simo Køppe til en forelæsning i fordums tid sagde: ”I ved mere end I tror” – og jeg tænkte at det var et lorteråd. Men måske er der noget om snakken. 

Elsk din problemformulering
I kategorien ”Andre gode råd man først lærer at holde af, når man har lært lektien” vil jeg gerne nominere min specialevejleders hovedpointe fra vores første klyngevejledning. I min notesbog har jeg skrevet ”Elsk din problemformulering” med to streger under. Jeg tror ikke jeg vidste hvad det indebar på dét tidspunkt, men nu har jeg et kvalificeret bud. Uanset hvad du skriver speciale om, er det vigtigt at have en overordnet problemformulering, som du kan holde ud at være sammen med i medgang og modgang. Når du så har afleveret dit speciale, så husk at fejre det! Hvis du stadig elsker din problemformulering efter afleveringen, så brug din viden til noget. Prøv at undersøge om der er konferencer eller tidskrifter der kunne være interesseret i din afhandling. Akademia har brug for nye indspark – også fra studerende. Jeg havde selv fornøjelsen af at holde oplæg om mit speciale på Årskonferencen for Kønsforskning, og det var både en stor ære og en fejring af hårdt arbejde at kunne dele det med andre.

Refleksionsbidrag og flere spørgsmål
Med mit speciale synliggjorde jeg hvordan traditionelle kvindelige konnotationer står i modsætning til de dominerende forestillinger om en rigtig, kompetent og akademisk psykologistuderende. Dette kommer særligt til udtryk gennem Dorthe Staunæs’ begreb om en grænsefigur, der på psykologistudiet næres af diskursen om ”12-talspiger”. Et kønnet udtryk hvor kvindelige kompetencer læses som noget pænt, flittigt, kedeligt og sårbart. Det kan medføre en strategisk afgrænsning til det kvindelige for at legitimere sin position som akademiker. I modsætning hertil associeres det mandlige umiddelbart i højere grad som noget talentfuldt, originalt og sjovt. Det ser sløjt ud for ligestillingen, når det kvindelige fremstår som noget kulturelt uforståeligt i akademiske sammenhænge, selv på et såkaldt kvindedomineret studie som psykologi. Samtidig levnes der heller ikke megen plads til et perspektiv på det mandlige køn som flerhed af maskuliniteter under forhandling.

Dertil er der effekterne af multiple sociale kategorier og måden hvorpå de gennemskærer kønskategorien. Der er umiddelbare fordelagtige kulturelle ressourcer i at ligne en [UNG], [HETEROSEKSUEL] [MAND] fra et [AKADEMISK HJEM]. Ikke at det er enestående for psykologistudiet, men måske er det lidt tankevækkende at selv tilstedeværelsen af ~190 af nogle af de dygtigste kvinder i det danske uddannelsessystem pr. årgang, ikke er tilstrækkelig til at slå sprækker i en sådan forestilling.

Som et fagligt funderet indspark i debatten om diversitet på psykologistudiet, er mit speciale en insisteren på at det er nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt, at tænke diversitet i forhold til hvem der bliver optaget på studiet. Vi bliver også nødt til at eksaminere og diskutere dén kultur, som vi ønsker at integrere diversiteten i. Hvis man er blind og døv over for in- og ekskluderende processer på selve psykologistudiet, så risikerer man at diversitetsskabende indsatser er med til at fastholde uligheder andre steder. Måske er ledelsesgangen heller ikke optimal som enkeltstående sted at se diversitetsbetingelser fra...

Så kære Indputlæser: Før gerne samtalen og debatten videre. Tænk over og tal om hvordan du genkender og anerkender akademiske kompetencer. Hvem tager plads og taletid i undervisningen? Hvem har ingen platform? Hvordan kan vi sikre os at kompetencer ikke bliver vurderet ud fra kulturelt nedarvet flair, der aflæses som iboende i de rigtige markeringer og kropstegn? Får du relevant og kvalificeret feedback på dit akademiske arbejde, eller må du nøjes med at fortolke dine færdigheder ud fra et karaktersystem med ambivalente betydninger?

Læs mere om køn, diversitet, akademia, positionering og situeret viden:

Ahmed, S. (2017). Living a Feminists Life. Durham and London: Duke University Press

Bendix Petersen, E. (1999). Køn, virksomhed & kompetence – en destabiliserende diskursanalyse af videnskabssamfundets kønnede konstruktioner. Arbejdspapir nr. 6. In Henningsen, I. (Ed.), Køn i den akademiske organisation. Institut for Statskundskab, Københavns Universitet 

Butler, J. (1990). Gender Trouble. Feminism and the Subversion of Identity. London: Routledge

Butler, J. (1993). Bodies That Matter. On the Discursive Limits of ”Sex”. London: Routledge

Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (2019). Karrierer i forskningen – Sammenhæng og fleksibilitet i forskeres karriereveje. København, Uddannelses- og forskningsministeriet. Retrived September 4, 2019 from https://ufm.dk/publikationer/2019/karrierer-i-forskningen 

Davies, B. (2000). A Body of Writing 1990-1999. AltaMira Press, a Division of Rowman & Littlefield Publishers, Inc. 

Hasse, C. (2000). Overvejelser om positioneret deltager-observation. Sexede astronomer og kønnede læreprocesser. Kvinder, køn & forskning, 4, pp. 39-51 

Hasse C., Henningsen, I. & Søndergaard, D. M. (2002).  Køn og magt i akademia. In Borchorst, A. (Ed.), Kønsmagt under forandring. København: Hans Reitzel

 Haraway, D. (2018). Situeret viden: Videnskabsspørgsmålet i feminismen og det partielle perspektivs forrang. København: Forlaget Mindspace 

Henningsen, I. (2003). Modselektion eller efterslæb. In: Højgard, L & Søndergaard, D. M. (Eds.). Akademisk tilblivelse – Akademia og dens kønnede befolkning. Akademisk forlag. 

Højgaard, L. & Søndergaard, D. M. (2002). Perspektiver på kønsskævheden i forskningen og på de højere uddannelse – Nogle resultater fra projekterne under forskningsprogrammet: Kønsbarrierer i de højere uddannelse og forskningen. Arbejdspapir nr. 14, Køn i den akademiske organisation. Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. 

Leslie, S., Cimpian, A., Meyer, M. & Freeland, E. (2015). Expectations of brilliance underlie gender distributions across academic discplines. Science, (347) 6219, pp. 262-265

Mørck, L. L. (2020). New standards for social practice ethics? Researching gang exit with former gang members. In: Brotherton, D. & Gude, R. J. (Eds.). International Handbook of Critical Criminology. Routledge.  

Nielsen, M. W. (2017).  Scandinavian approaches to gender equality in academia: a comparative study. Scandinavian Journal of Educational Research, 61(3), 295-318.

Nielsen, M. W. (2017). New and Persistent Gender Equality Challenges in Academia. Ph.d.-afhandling, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

Rosenbeck, B. (2014). Har videnskaben køn? Kvinder i forskning. København: Museum Tusculanums Forlag 

Skadegård Thorsen, T. (2019). Minoritetsbeskatning - et værktøj til at forstå opretholdelse af strukturelle uligheder i dansk akademia. Kvinder, Køn & Forskning, 28(1-2), pp. 31-43

Staunæs, D. (2004). Køn, etnicitet og skoleliv. Forlaget Samfundslitteratur 

Søndergaard, D. M. (1994). Køn som metaprincip. Kvinder, køn og forskning (3)

Søndergaard, D. M. (1996). Tegnet på kroppen. København: Museum Tusculanums Forlag