Digt om forandring

Screenshot 2019-05-15 at 16.34.53.png

Af Emma Elise Møller, stud.psych. 
Illustrationer af
Juni 2019

 Det tidlige forår. Solen strejfer lige akkurat tagryggen overfor. Jeg vågner ved, at fuglene kvidrer hysterisk. Det orangerøde kastet tilbage fra de øverste vinduer. Vores kroppe i forlængelse af hinanden. Skyggerne strækker sig ind i værelset, den skrå fra taget. I nat steg verdenshavene. Med blikket rettet mod modermærket i din nakke, til det flød ud og dækkede kroppen med mørke. Et landskab i bevægelse over tid, dit øjenlåg der dirrer og den bakkede dyne over dig. Vi fodrede havet med klitterne i den korte, fugtige nat. Jeg lader min hånd omslutte af din armhules tætte. Lytter afventende til dit åndedrag, mens varmen forplanter sig. 

I lejligheden på Esromgade: pistacieskallerne putter sig i gulvtæppet, som ved havet. Vandet er gulligt i vasen mellem os. Du holder syrenen mellem dine fingre. Suger sødmen med en krumning på læben. Om du husker forleden. Nænsomt fjernede du tægen med to negle.  

Bag os: vidderne er drænet af solen. Græsstrået blev ikke til mere. Fregnerne smelter sammen over dine kinder. Du holder vaflen over hovedet. Griber banerne af hvid fløde med spidsen af tungen. Din umiddelbare nærhed fremkalder en følelse af, at noget vokser frem inde bagved. Mens lyset danner mønstre over det sarte, mens græshopper summer. En berøring, som udviskes i sin materialitet. Så snart der ikke er andre, strejfer en hånd en kind.  

Tynde stængler som vinden bøjer mod jorden. Noget har revet sig løs i mig over sommeren. Du siger: Intet varer evigt. Jeg ser gennemvædede stilke, der falder sammen og mørkner. Dynger af nedfaldet fra et bugtet grenværk. Hvis forandringen rummer en mulighed. Jeg tager din hånd i lommen. Vinden står ind fra havet, trækker en tåre over din kind. 

Der er en hårdhed over dig. Jeg er en del af møblementet, står lænet opad dørkarmen. Du lader dine hænder omslutte mit ansigt. Noget haler ind på os. Et endnu ikke os. Jeg lader det hænge. Ser dig gennem køkkenvinduet. Fumle med nøgler, sætte dig op og forsvinde om hjørnet ved kiosken. Skyerne er bristefærdige. Isen er smeltet til grød på himlen. Smerten ved det skete. Det som ikke sker igen. 

Screenshot 2019-05-15 at 16.34.42.png