Psykologen i samfundet - Interview med Eva Secher Mathiasen 

Af Cecilie Bildstedfelt, stud.psych. og Frederik Bjerre Andersen, stud.psych. 
Foto af
Cecilie Bildstedfelt, stud.psych. 
Juni 2019

Det er ikke mere end få årtier siden, at en psykolog ofte blev associeret med noget semi-spirituelt og alternativt. I dag er virkeligheden dog en anden. Psykologi som fagfelt er blevet mere synlig i debatten og fået en tydeligere fagpolitisk stemme. Tilmed er det blevet mere udbredt og legitimt at gå hos en psykolog. Efterspørgslen på vores faglige ydelser er ligefrem stigende, og måske har vi faktisk rustet os nogenlunde over for potentielle udfordringer i fremtiden. En fremtid, der byder på et tiltagende prækært arbejdsmarked, hvor deltid- og projektansættelser snarere bliver reglen frem for undtagelsen. Alligevel står vi over for udfordringer, som kalder på psykologfaglig viden. En viden, som vi aktivt skal byde ind med, hvis arbejdsmarkedet og samfundet som helhed skal være et rimeligt sted for menneskelig trivsel.  

Screenshot 2019-05-15 at 17.37.23.png

På en solklar forårsdag mødte vi Eva Secher Mathiasen i døråbningen til Dansk Psykolog Forenings hovedlokaler på Stockholmsgade. Vi slentrede over i Østre Anlæg på den anden side af gaden, alt imens vi fik indblik i formandens synspunkter på aktuelle emner for samfundet og for psykologerne. Det blev til en snak om blandt andet flygtningespørgsmålet, kønnede biases og grøn omstilling. Som kommende psykologer var vi naturligvis også nysgerrige på, hvilket arbejdsmarked vi står over for. Samtalen faldt særligt på danske psykologers løn- og arbejdsvilkår, som er under pres, når de såkaldte netværksselskaber konkurrerer om at kunne tilbyde psykologbehandling til laveste pris. Med valget i sigte er der desuden to hjertesager, som formanden særligt er optaget af: At skabe bedre trivsel for børnene og forbedre forholdene i psykiatrien. 

  

Flygtningespørgsmålet

Screenshot 2019-06-01 at 13.51.11.png

En stribe af danske NGO’er, psykologer, psykiatere og sagsbehandlere understreger entydigt i kommunerne, at der er mistrivsel blandt flygtningebørn på landets asylcentre. Flygtningebørnene og deres familier modtager nogle af de laveste ydelser i Danmark, som desuden er blevet forringet i kraft af Regeringens såkaldte paradigmeskifte, der blev vedtaget i februar af Regeringen og Dansk Folkeparti. En rundspørge foretaget af Dansk Psykolog Forening viser derudover, at blot 13 ud af 88 adspurgte kommuner svarer ”ja” til at have iværksat en indsats, der systematisk er i stand til at opspore børn og unge med flygtningebaggrund uden for asylcentrene, der oplever psykiske vanskeligheder. 

  

Indput: Hvordan skal vores fag forholde sig til den veldokumenterede mistrivsel blandt flygtninge, særligt børnene på flygtningecentrene ude i kommunerne?  

Eva: Når vi forholder os til emnet, gør vi det med udgangspunkt i vores faglighed. Det lille barn har i de første år af dets liv et behov for tryghed og et solidt fundament. Så det er klart, at når det lille barns forældre er unødigt pressede af de fysiske rammer, og når de oplever usikkerhed, og at vilkårene omkring barnets liv generelt er belastet, så er der ikke nogen tvivl om, på baggrund af en faglig vurdering, at det kan have nogle alvorlige konsekvenser. Om et barn er flygtning eller ikke, så er vi fra et fagligt udgangspunkt forpligtet til som samfund at beskytte børn alene på baggrund af den fremtidige skade, det kan have ikke at hjælpe dem. Derfor finder jeg det helt uacceptabelt, at vi ikke benytter os af den viden om børns behov til at styrke deres udvikling, og for mig er det ikke væsentligt at kigge på forældrenes baggrund for at træffe valg for deres børn. 

Indput: Men som du også siger, så er den mistrivsel meget veldokumenteret efterhånden. Ét er at være bevidst om tingenes tilstand, noget andet er at gøre noget og initiere handling. Hvilke muligheder har vi for at handle som fag? Det forhold, at adskillige politikere ikke lytter til den dokumenterede mistrivsel, er vel en form for miskreditering af de faglige involverede med flygtningebørnene. 

Eva: Jeg synes nu, vi har haft god succes med den viden, vi har kunne bidrage med i den her sammenhæng. Eksempelvis på børneområdet. Vi har eksempelvis inden for PPR været gode til at få opmærksomhed og ressourcer til området på baggrund af viden om børns udvikling. Jeg tror, at den viden efterhånden er kendt. Men jeg tror også, at man vælger at tilsidesætte den viden. Af en eller anden grund tillader man at fortælle sig selv, at det er OK, at det her barn ikke har det godt. Det er uforståeligt. Vi skal løfte det ansvar. 

Screenshot 2019-05-15 at 17.37.08.png

Køn og bias 

Psykologistudiet har de seneste mange år været sammensat af ca. 80% kvindelige studerende og 20% mandlige studerende. Psykologi er med tiden blevet et fagfelt, hvor kvinder dominerer - i hvert fald antalsmæssigt.  

 

Indput: Hvilke udfordringer og muligheder ligger der i at være et kvindefag? 

Eva: Jeg ser jo et fag, der er i fremgang og som vinder anerkendelse. Den anerkendelse er efterhånden meget solidt forankret i danskernes opfattelse. Bare for 20 år siden kunne det godt være sådan lidt alternativt at være psykolog i nogens opfattelse. Det oplever jeg faktisk ikke, at det er længere. Gennem de senere år er det blevet meget mere anerkendt at være psykolog – og legitimt at gå til psykolog. Jeg tror, at denne anerkendelse for faget har en positiv betydning for mange af kvinderne i faget, idet de er bærere af et fag, der har sådan en prestige. 

Screenshot 2019-06-01 at 13.51.37.png

Dér, hvor jeg synes der kan opstå et problem, er når der opstår en bias i forhold til kompetencer og muligheder baseret på køn. Den bias ser jeg i alle sammenhænge, også hos drenge og piger, der bestemt ikke har intentionen om at gøre forskel. Det finder sted hele tiden. Der er en bias i forhold til, hvordan vi møder mænd og kvinder, og måden, det møde udspiller sig på. Det er et problem for kvindelige psykologer, såvel som alle andre kvinder og mødre med børn. Jeg har selv et eksempel, fra da jeg var på besøg i en børnehaveklasse for et halvt års tid siden. Det var en dag med morgensang, og i klassen var der sat skamler op i en rundkreds. Børnene blev bedt om at sætte sig på skamlerne, men da der ikke var nok, satte nogle af dem sig på gulvet foran skamlerne. Der var ingen voksne, der instruerede børnene i, hvor de skulle sætte sig. Alle børnene, der havde sat sig på en skammel var drenge, og alle børnene, der havde sat sig på gulvet for foden at skamlen, var piger. Her er der ikke nogen, der har fortalt børnene, at sådan skal det være, men vi installerer jo nogle forventninger i børnene ud fra den adfærd, vi selv har i det daglige, og det synes jeg er et problem, som man sagtens kan tale om. 

  

Udfordringer på arbejdsmarkedet   

Indput: Som kommende psykologer, hvilket arbejdsmarked står vi så over for i den nærmeste fremtid? 

Eva: Det danske arbejdsmarkedet er på vej hen mod ordninger med løse ansættelser, hvilket er et stort problem for alle. På arbejdsmarkedet er man begyndt at tillade, at det er sådan, man hyrer folk. Der kigger jeg på den måde, vi forholder os til overenskomster, og hvordan vi kan beskytte medarbejdere. Når man kigger ud på fremtiden, så tænker man: “Hold da op, det er godt nok arbejdsgivers marked” - i hvert fald for dem, der ikke er eliten. Men for dem, der er gennemsnitlige, der kan vi gå et rigtig vanskeligt arbejdsmarked i møde, kan jeg godt afsløre. Der kommer vi til at se jobusikkerhed. 

Indput: Hvad kan vi som fag gøre for at beskytte os imod det prækære arbejdsmarked? 

Eva: Som fag er vi ganske heldige, da vi allerede for mange år siden begyndte at være meget liberale. Der er rigtig mange psykologer, der har en privat virksomhed. Dét er vi kendt for som fag, hvor andre fag oplever den her tendens som meget farligere. Vi har stillet os solidt, der hvor vi har beskyttelse. Som psykologer har vi beskyttet os selv, idet vi har nogle kompetencer, som folk også gerne vil købe privat. Derudover er vores strategi i samarbejde med de andre akademiske organisationer og fagpolitiske netværk at forsøge at danne os nogle handlemuligheder sammen for fremtiden, så vi er rustede til mulige udfordringer. Noget af det vi gerne ville er, at der kunne blive en eller anden form for overenskomstdækning af de her mennesker eller en større forpligtelse lovgivningsmæssigt. 

Screenshot 2019-05-15 at 17.37.37.png

Privatiseringen af psykologydelser 

Det liberale marked for psykologydelser har ændret sig i de senere år. Der er kommet nye aktører til i form af psykologiske netværksselskaber, der slår sig op på at yde psykologhjælp og coaching mm. til danskere gennem et samarbejde med sundhedsforsikringsselskaber. 

  

Screenshot 2019-06-01 at 13.52.34.png

Indput: Hvordan fungerer det, og hvad skal vi være opmærksomme på i forhold til vores arbejdsvilkår som kommende psykologer? 

Eva: Forsikringsselskaberne hyrer et netværk, der hyrer sundhedspersoner, der så skal levere ydelserne, som udløses af forsikringspolicen. Når forsikringsselskabernes kunder får brug for psykologhjælp, betales ydelserne af forsikringsselskabet. Netværksselskabet, en privat virksomhed, laver eksempelvis en aftale med en privatpraktiserende psykolog om at yde en hjælp, hvor psykologen ikke nødvendigvis er fastansat i virksomheden. På den måde kan der være mange ting, som er vanskelige at finansiere, hvis honoraret er for lavt; væsentlige ting såsom pension, klinikkens drift, telefontid, supervision og uddannelse. Det betyder, at man som psykolog kan få vanskeligt ved at få tid til faglig udvikling og ikke har råd til at betale sin egen pension. I sidste ende kan det være, at der ikke er plads i klinikken til at levere en god nok psykologservice, fordi man skærer i rammerne for den hjælp klienten kan få. Netværket kan også forsøge at lægge pres på hvilken metode, man som psykolog skal anvende, og faktisk også begrænse antallet af konsultationer i forløbet. Uden disse netværksselskaber og sundhedsforsikringer vil man typisk gå til sin egen læge, hvor man får en henvisning til en psykolog, der så vurderer behovet for hjælp ud fra en række faktorer. Hvis man eksempelvis har en depression, så har man ret til at få 12 konsultationer plus 12 konsultationer derudover, hvis man har behov for yderligere behandling. Problemet er at der er mange af de netværk, der forsøger at presse antallet af dækkede konsultationer ned på lavere end 12, og derfor kan man som psykolog føle sig presset til at give sin klient mindre, end hvad de faktisk har behov for og ret til i forhold til den offentlige overenskomst. 

Som psykolog kan man lade være med at sige ja til tilbud om at indgå i netværksselskaberne, men det oplever mange som svært, fordi markedet er så domineret af netværkene. Antallet af sundhedsforsikringer er jo steget eksponentielt over de sidste ti-femten år. Der er flere millioner danskere som har sådan en forsikring, og derfor er det vanskeligt at gøre op med sådan et marked, hvor, hvis man ikke er med på det som psykolog, det så kan betyde, at man slet ikke får nogle klienter. 

Der er dog også fordele i netværksselskabernes indtog i kraft af en større opmærksomhed på psykologhjælp, og på sin vis er tilgængeligheden også blevet nemmere for personer, der ellers ikke ville få adgang til psykologhjælp, fordi det er for dyrt eller for besværligt. Markedet udvider sig for psykologer, og efterspørgslen bliver større, men det er ærgerligt for kunderne, at de i virkeligheden risikerer at få et ringere produkt, end det psykologerne er i stand til at levere. 

Det kan blive et svært samarbejde for psykologstanden, hvis vi gennem netværksselskaberne skal levere noget, som faktisk ikke svarer til vores kompetencer. Det er jo utroligt kompetente psykologer, der er derude. Så når man ligesom dækker deres vinger i forhold til hvor god en kvalitet, de kan levere til kunderne, så bliver det problematisk. 



Grøn omstilling 

Vi har set en øget bevidsthed og aktivisme i forhold til klimaet. Unge og voksne verden over klimastrejker for at forlange politisk ansvar og statslige reguleringer hen imod grøn omstilling. Klima er kommet på dagsordenen, og der er i dag ikke et parti, der ikke har en holdning til eller en plan for at imødekomme klimaspørgsmålet. 

  

Indput: Hvordan kan vi som psykologer byde ind med vores faglighed i forhold til en grønnere omstilling? 

Screenshot 2019-06-01 at 13.53.16.png

Eva: På et helt konkret plan er vi i Dansk Psykolog Forening i gang med at arbejde på en omstilling af vores hus i Stockholmsgade. Men psykologernes rolle i forhold til den grønne omstilling er al den viden, som vi kan byde ind med i forhold til adfærdsændringer og motivationen bag dem. Alt det ved vi om at ændre måden at tænke på, og gøre ting på en anderledes og mere bæredygtig måde, end man har gjort hidtil. Der synes jeg, at vi som psykologer sagtens kan spille en langt større rolle, for på det område har vi en ganske solid viden, om hvordan man kan ændre adfærd – både på individ- og samfundsplan. 

Screenshot 2019-05-15 at 17.37.51.png

Folketingsvalget forude 

Vi nærmer os et Folketingsvalg og partierne er i fuld færd med at føre valgkampagne og markere sig med deres respektive mærkesager og valgløfter. 


Indput: Set gennem dine briller som formand for Dansk Psykolog Forening, hvad er du særligt opmærksom på op til valget? 

Eva: Det er børn som det første og psykiatri som det næste. Børns udvikling står altid allerforrest for mig, fordi det er fundamentet for det hele. Ligesom at mureren bygger et hus, så tænker psykologen på, hvordan man skaber liv. Når vi taler om hvordan mennesker kan trives, så starter man med at sørge for at børn har en god barndom. Det er også noget, vi politisk kan se er prioriteret. Den inspirerende statsminister er én, der gerne vil fortælle os, at trivsel betyder noget. Og det ved vi betyder noget for alle partierne hele vejen rundt. 

Screenshot 2019-06-01 at 13.54.03.png

Så er der psykiatrien, og det er der, hvor vi kan se, hvordan man behandler de svageste i samfundet. Psykiatrien er et sted, der har lidt økonomiske problemer i rigtig mange år, og som også trænger til en udvikling og forandring. 

Dertil er der også alt det, der handler om at statistikker viser, at grupper af både børn, voksne og ældre trives i langt mindre grad end for år tilbage. Dét er noget, vi skal adressere. Der er noget, vi kan gøre på det individuelle plan, men jeg ville ønske, at vi også tog lidt mere initiativ på samfundsplan. At vi i fremtiden var lidt mere samfundsforandrende, når det kommer til trivsel, som rent faktisk handler om at adressere de helt grundlæggende problemer. Måske er præstationspresset for stort på nogle unge, og der er for få muligheder for bare at være gennemsnitlig. Det er alt for vanskeligt bare at få lov til at være gennemsnitlig. 

Indput: Da vi interviewede dig sidste gang i 2017, talte du om, hvordan man kunne ændre psykiatrien. Du håbede på, at man ville begynde at måle på effekt frem for aktivitet. Synes du, at du er nået i mål med nogle af de målsætninger? 

Eva: Ja, det synes jeg. Noget af det jeg satte mig for havde med børn og PPR at gøre, og det synes jeg, vi er lykkedes rigtig godt med. Psykiatrien begynder også at rykke på noget af det her, og vi har fået aftaler på plads. Jeg synes, det begynder at fylde rigtig meget i folks og politikeres bevidsthed, når vi taler om trivsel og folks problemer. De ting har ændret sig sammenlignet med bare for fem år siden. Det er blevet helt fornuftigt at tale om at ville forholde sig til og bedrive politik inden for de her emner. Det er bare noget, jeg særligt har bemærket, og som jeg har forsøgt at arbejde med.