Indputs røde lejesvende

Af Zacharias Dyrborg, stud.psych. 

 

Indput er på mange måde Psykologistudiets eget public service-medie. Vi forsøger i hvert fald. Men ser man blot lidt dybere end de overfladiske, hjælpsomme artikler om studiet og studielivet, tegner der sig et billede af et venstresnoet medie, der forsøger at bringe kritisk tænkning indenfor på Institut for Psykologi. 

 

En dybdegående gennemgang af de seneste års Indput-blade viser en række klare tendenser i bladenes indhold. Hvis blot jeg havde fulgt bedre med i Statistik 2, ville jeg også kun rotere en faktoranalyse og dermed vise med objektiv klarhed, at Indputs skribenter både er kritiske og venstreorienterede. Der bliver bragt posthumanistiske perspektiver, plæderet for mere transparens og refleksivitet i psykologisk forskning og bragt flere madopskrifter, der er kødfri (og dermed politiske)! Det er beskæmmende, at et stolt blad som Indput, født ud af studenteroprøret i ’68, på det seneste er gået hen og blevet studenterpolitisk. Flere redaktionsmedlemmer er med i andre udvalg og grupper på studiet, og enkelte har endda været med til at arrangere ’Den alternative forelæsningsrække’; et rent politisk stunt, hvor et par hundrede psykologistuderende på skift tager til ekstra forelæsninger sent fredag eftermiddag. Ikke af interesse for en bredere psykologi, men blot for at være besværlige og på tværs. Hvor den ukritiske parole i 1969 lød ”Dit studium ændrer sig fra den ene dag til den anden – og du er medansvarlig” – en begejstring over, at vi alle har et ansvar for den (helt naturlige evt.? tihi) retning som pensum og fagene udvikler sig i – er studerende nu begyndt selv at arrangere og deltage i foredrag parallelt med studiet. De venstredrejede veje er uransagelige. Derudover giver Indput spalteplads til andre radikale grupper som ’Psykrådet’, der ikke bliver udfordret på deres evige råb om flere rettigheder til de studerende. Og alt dette fortsætter, efter der er blevet afsat 7,5 ECTS-point til kvalitative metoder – en løsning, der for længst burde have lukket munden på de kritiske studerende.  

 

Mulighed for nedskæringer 

Heldigvis er Indputs primære støtte jo Institut for Psykologi - som derfor har magten til at skære i Indputs bevilling til at printe blade og betale for softwarelicenser. Er det virkelig værd at holde hånden under studerende, som bruger deres fritid på at skabe et studierelevant magasin? I over halvtreds år har Indputtere forsøgt at formidle studielivet på psykologi i sin helhed – men også i perioder været kritiske overfor instituttet selv. Indput har forsøgt at balancere på en hårfin grænse og ikke bide hånden, der fodrer os (i hvert fald ikke for hårdt). Men truslen om nedskæring eller lukning hænger evigt over det lille redaktionslokale.  

 

Dog er spørgsmålet også, hvor oprørske Indput egentlig er. Ender det som i DR med, at de værter, der går ind i politik som Morten Løkkegård og Paula Laurrain, gør det hos henholdsvis Konservative og Venstre? Ender Indput i virkeligheden med at arbejde med A&O i Novo Nordisk eller neuroforskning på instituttet? Rygterne siger i hvert fald, at der er tidligere Indputtere ansat disse steder. 

 

Tilbage er spørgsmålet kun, hvem der egentlig lejer Indputs røde lejesvende. Hvis ærinde går vi? Er det Dansk Psykologforening, som nogle gange sponsorerer? Har Simo Køppe engang givet et stykke pizza til en sulten Indputter? Der er desværre flere spørgsmål end svar at finde omkring dette mysterium. To mulige forklaringer dukker op. Enten er Indput drevet frivilligt af studerende, der vil studiet det bedste. Eller også er vi utroligt gode til at skjule alle spor af støtte fra den hemmelige freudo-marxistiske elite, der forsøger at undergrave mainstreampsykologien - men samtidig utroligt inkompetente, da vores undergravende virksomhed primært består i at trykke blade, spise drømmekage og snakke om Donna Haraway. Det sidste ord er dog langtfra sagt i denne sag, og jeg vil fortsat kulegrave Indputs hemmelige agenda og forbindelser til venstreorienterede akademikere i alle samfundslag.