Luhmann-Bogmærket

Tekst af Frederik Bjerre Andersen, stud.psych. 
Illustration af 
Amanda Aaboe Bell, stud.psych. 
December 2019

Screenshot 2019-12-11 at 19.20.33.png

 Niklas Luhmann var sociolog og derfor en mindre velbevandret teoretiker i kompendierne på psykologistudiet. Alligevel er han kendt langt udover de europæiske højsletter inden for sociologien, og er da også at finde inden for dele af socialpsykologien. Luhmanns mest udbredte værk Soziale Systeme fra år 1984, står på skuldrene af blandt andet sociologen Talcott Parsons arbejde med social handlingsteori. Luhmann er uden sidestykke et af de største fyrtårne inden for sociologien i efterkrigstiden, hvortil han i ledtog med kompagnonerne Pierre Bourdieu og Jürgen Habermas var med til at videreudvikle systemteori.

Sociologen er født i den tyske by Lüneberg tilbage i år 1927. Han levede et langt liv indtil sin død i år 1998 og var oprindeligt uddannet jurist. Han befandt sig bekvemt i det tyske embedsværk i sine unge år. Men, politik og forvaltning var ikke nok for den videbegærlige Luhmann. Filosofi og samfundsteori manglede, hvorfor han hurtigt hang embedssættet på knagen til fordel for en karriere ind i akademia. I år 1968 blev han udnævnt som professor i sociologi på Universitet i Bielefeld, Tyskland. Dette skulle blive startskuddet til en prangende karriere, der sagde sparto i form af mere end 70 bogudgivelser og 400 akademiske artikler på bagen.

Luhmanns samfundsteori handler om systemer og mere præcist om hvordan de opstår og indvirker i samfundet. Hvert system består af nogle særlige egenartede logikker og operationer, som systemet navigerer ud fra, når det løser opgaver for samfundet. I Danmark er Luhmann eksempelvis blevet anvendt til at anskue Psykiatrien, Christiansborg og Finansministeriet som store sociale systemer med særlige operationstyper, der indvirker, på godt og ondt, i samfundet.

Det moderne samfund er, ifølge Luhmann, funktionelt differentieret i disse sociale systemer, som varetager samfundets forskellige hovedopgaver. Når den funktionelle differentiering sættes ud af kraft, så skyldes det, at systemer i samfundet tenderer mod at blive autopoietiske og lukkede. Et system kan siges at være autopoietisk, når det opererer rekursivt, dvs. at dét, som det pågældende system producerer til omverdenen såsom serviceydelser, rådgivning eller varer, alt sammen skabes ud fra systemets egen særlige måde at skabe på. Når et socialt system bliver tilstrækkeligt stort, så lukker det om sig selv i udførelsen af sine operationer og forsøger at opretholde og legitimere sig selv over for omverdenen. Et tilstrækkeligt stort system har tendens til selv at ville bestemme, hvordan det skal bidrage til samfundet. Det mener Luhmann er problematisk: For hvilket samfund har gavn af systemer, der bidrager, uden at disses bidrag er blevet efterspurgt af samfundet selv?

Luhmann peger særligt på det økonomiske system, det politiske system, videnskabssystemet og kærlighedssystemet som betydningsfulde i samfundet. Disse systemer bør ideelt set operere nogenlunde uafhængigt af hinanden. Men når deres operationer sammenblandes, så har vi straks problemet. For hvad sker der, når det politiske system har held med at diktere andre systemers operationer? I et autopoietisk system båret af politisk ideologi, da ville mediesystemet censurere nyheder, videnskabssystemet ville producere forskningsresultater, der passer ind i en forudbestemt politisk kontekst, og økonomien ville være ideologisk styret. Hvert system har sin egen måde at gøre tingene på. Derfor er det så vigtigt, ifølge Luhmann, at et moderne samfund er funktionelt differentieret i disse forskellige systemer og ikke hierarkiske eller segmentære systemer! De to sidste scenarier udgør, ifølge Luhmann, kimen til den totalitære stats frembrud, hvilket i sig selv bør bære motivationen for at læse Luhmanns teori om sociale systemer.

Byd velkommen til Luhmann-bogmærket!