På kanten af lighed - en kritik af speciesisme

Tekst og illustration af Jakob Berg Bredahl, stud.psych.
December 2019

“Animals are happy,” said the queen. “They run no risk of going to hell.”
“They are there already,” replied Josiana.
This answer, which bluntly substituted philosophy for religion, displeased the queen.

- Victor Hugo (The Man Who Laughs, 1869)

Screenshot 2019-12-11 at 19.00.56.png

I 1792, tre år efter vedtagelsen af den franske menneskerettighedserklæring, udgav den britiske forfatter Mary Wollstonecraft, en pioner indenfor feministisk filosofi, bogen ”A Vindication for the Rights of Women”. Det var en bog, der vakte opsigt, og der gik ikke lang tid, før der udkom en anden bog, skrevet af en anonym forfatter, med titlen ”A Vindication for the Rights of Brutes”. Den anonyme forfatter, senere identificeret som Thomas Taylor, en respekteret Cambridge-filosof, argumenterede i sin bog for, at Wollstonecrafts argumenter kunne føres et skridt videre: Hvis argumentet for lighed ikke bare skulle gælde mellem mænd, men også mellem mænd og kvinder, hvorfor så ikke også mellem mennesker og andre dyr? ”A Vindication for the Rights of Brutes” var dog ikke ment som et forsvar for ikke-menneskelige dyr, men derimod som en uforbeholden latterliggørelse af Wollstonecrafts synspunkter. Selve forestillingen om, at rettigheder kunne diskuteres i relation til andre dyr end mennesket, anså Taylor for at være selvindlysende absurd, og nu hvor han havde demonstreret, at Wollstonecrafts argumenter kunne anvendes med samme gyldighed i begge scenarier, mente han at have tilbagevist argumentet for kvinders ligestilling. På den måde blev et af de tidligste værker, der gjorde dyrerettigheder til genstand for filosofisk diskussion, udgivet som en ironisk satire imod menneskerettigheder.

Thomas Taylor havde næppe været så ivrig efter at stille sig forrest i latterliggørelsen af menneskerettigheder, hvis han havde haft den fjerneste idé om, hvilke kulturelle, samfundsmæssige og juridiske forandringer, det forestående århundrede havde at byde på. Afviklingen af slaveriet fra 1830’erne til 1860’erne og kampen for kvinders rettigheder fra midten af 1800-tallet og frem har om noget vist, at Taylor tog fejl i sit tilbagelænede forsvar for datidens norm. Taylor forsvarede en udbredt forestilling om et hierarki af moralsk værdi, der placerede mænd, som ham selv, over kvinder, fattige og længst nede slaver, domesticerede dyr og vilde dyr. Meget har ændret sig, men opretholdes der stadig i dag et hierarki af moralsk værdi i kraft af den moralske status, vi tildeler ikke-menneskelige dyr? Siden 1970’erne har det filosofiske argument for dyrerettigheder vundet indpas i en række vestlige lande og har særligt de seneste år oplevet større tilslutning end hidtil set. For at blive klogere på argumentet for dyrerettigheder, kan det være en hjælp først at se nærmere på den historiske baggrund for den norm, som Taylor forsvarede. Ved først at afdække hierarkiets logik, kan vi måske bagefter belyse, på hvilket grundlag argumentet for lighed hviler, og hvor dets grænser går.

Naturens egen orden

Forestillingen om et hierarki af moralsk værdi kan blandt andet spores tilbage til det antikke Grækenland og særligt Aristoteles indflydelse på vestlig kultur og filosofi. Aristoteles karakteriserede mennesket som et rationelt væsen, der adskiller sig fra de øvrige dyr i kraft af evnen til at ræsonnere. Eftersom mennesket overgår alle andre skabninger i denne disciplin, anså Aristoteles mennesket for at være den højeste skabning, og menneskets interesser for at være hævet over andres. Aristoteles mente endda at kunne se grundlæggende forskelle i kapaciteten til at ræsonnere mellem bestemte grupper af mennesker i samfundet. Også her måtte dem, der fra naturens side var udstyret med et ringere ræsonnement, derfor eksistere for at tjene dem, der var beriget med et bedre ræsonnement. Deraf var det indlysende for Aristoteles, at nogle mennesker var født til at være slaver, som han karakteriserede som ”levende redskaber”, eller, i en anden forstyrrende sammenkobling af ord: ”mennesker, og samtidig genstand for ejendom”. Inspirationen til denne holdning hentede Aristoteles fra sin tro på, at det gode og moralske residerer i naturens egen tilsyneladende orden: ”Plants exist for the sake of animals, and brute beasts for the sake of man … Since nature makes nothing purposeless or in vain, it is undeniably true that she has made all animals for the sake of man.” Vi ved i dag, modsat Aristoteles, at intet menneskes kapacitet til at ræsonnere kan bestemmes ved fødslen på baggrund af menneskets køn eller hudfarve. Aristoteles mente muligvis selv, at han forsvarede naturens universelle principper, men hvad han reelt forsvarede var en undertrykkende magtstruktur, som den sociale gruppe, han selv tilhørte, befandt sig i toppen af, og som forhindrede andre sociale grupper, som kvinder og slaver, i at uddanne sig og deltage i den offentlige debat. Det kan på den baggrund ikke undre nogen, at tidlige feministiske bevægelser har haft som en vigtig mærkesag at tilbagevise den sexistiske idé, at kvinder er underlegne mænd i deres evne til at ræsonnere. Den debat har tjent til at afsløre det urimelige og ulogiske ved et hierarki, hvor nogles interesser vægtes tungere end andres, baseret på en arbitrær kategori som køn. Imidlertid efterlades det mere generelle spørgsmål om rimeligheden ved hierarkiets overordnede præmis, om individers kapacitet til at ræsonnere, ubesvaret.

 
Screenshot 2019-12-11 at 19.10.18.png

Lighedsprincippets begrundelse

I bogen ”Animal Liberation” fra 1975 udfordrer den australske filosof Peter Singer gyldigheden af denne præmis. Han argumenterer for, at det etiske princip, som ligheden mellem mennesker hviler på, kræver, at vi også udvider vores moralske hensyntagen i samme omfang til ikke-menneskelige dyr. Uagtet køn og hudfarve er det en kendsgerning, at mennesker er forskellige, også hvad angår kapacitet til at tænke rationelt. Hvis antagelsen om et hierarki af moralsk værdi baseret på evnen til at ræsonnere skulle være gyldig, kunne vi, ifølge Singer, uden problemer indføre en mere opfindsom diskriminerende variabel mellem mennesker. Singer illustrerer denne pointe ved at beskrive et hypotetisk samfund, hvor køn og racer er ligestillede, men mennesker stadig inddeles i to klasser efter deres evne til at ræsonnere, så dem med en IQ-score under 100 eksisterer for at tjene dem med en IQ-score over 100. Dette samfund finder vi nøjagtig ligeså uetisk, og det viser os, at selv reelle forskelle i evnen til at ræsonnere heller ikke kan legitimere forskelsbehandling. Derfor kan en vurdering af andre arters evne til at ræsonnere heller ikke indgå som et gyldigt argument i debatten om ikke-menneskelige dyrs moralske status. Singer pointerer på denne baggrund: ”The principle of the equality of human beings is not a description of an alleged actual equality among humans: it is a prescription of how we should treat human beings.”

Hvis ikke reel lighed er grundlaget for princippet om lighed, hvad er så? Vi vender endnu engang tilbage til slutningen af 1700-tallets England og støder på en tredje skikkelse i datidens ligestillingsdebat, utilitarismens grundlægger Jeremy Bentham. Bentham var fortaler for både kvinderettigheder og dyrerettigheder, og i sin udlægning af lighedsprincippet skrinlagde han enhver idé om et hierarki med sætningen: ”Each to count for one and none for more than one.” Bentham lagde vægt på den erkendelse, at enhver, der har en oplevelse af sin egen eksistens i verden, besidder nogle grundlæggende interesser. Ifølge Bentham hviler princippet om lighed på den opfattelse, at den enes interesse bør vægtes lige med og tildeles samme grad af moralsk hensyntagen som den andens tilsvarende interesse, uanset de pågældendes indbyrdes forskelligheder. I det omfang individer har forskelligartede interesser, kan det føre til forskellige rettigheder, uden at lighedsprincippet krænkes. Mens hensynet til et barn, der vokser op i Danmark, fordrer, at barnet læres at læse og skrive, fordrer hensynet til et ikke-menneskeligt dyr, som for eksempel en gris, ikke mere end at dens frihed og fysiske integritet respekteres. Det indebærer, at den bliver givet mulighed for at leve sit liv et sted, hvor der er god plads, og hvor dens tilværelse ikke først og fremmest er underlagt andres interesser. I overensstemmelse med Benthams forståelse af lighedsprincippet konkluderer Singer: ”… the taking into account of the interests of the being, whatever those interests may be, must, according to the principle of equality, be extended to all beings, black or white, masculine or feminine, human or nonhuman.”

Singer argumenterer for, at ikke-menneskelige dyr besidder grundlæggende interesser i kraft af deres evne til at føle smerte og opleve glæde. Lighedsprincippet omfatter derfor ikke alt levende, for eksempel ikke planter, der hverken har et perifert nervesystem eller en hjerne, som er en forudsætning for bevidsthed og evnen til at opleve. I tråd med denne grænsedragning skriver Bentham i sit forsvar for dyrerettigheder fra 1789: ”The question is not, Can they reason? nor Can they talk? but, Can they suffer?”

Speciesisme, kultur og relationer

De ovenstående overvejelser efterlader os ikke med mange muligheder for fortolkning af den lavere moralske status, vi tildeler medlemmer af andre arter. Kommodificering og udnyttelse af ikke-menneskelige dyr til mad, tøj og underholdning er et resultat af diskrimination på baggrund af art - og at marginalisere nogles liv og interesser alene på baggrund af deres art er vel ikke mindre arbitrært, end at marginalisere på baggrund af køn eller hudfarve? Psykologen Richard Ryder foreslog i 1970 termen speciesisme som betegnelse for artsdiskrimination. Ryder havde selv tidligere arbejdet med at udføre psykologiske eksperimenter på ikke-menneskelige dyr, men har siden ændret mening og er i dag en stærk kritiker af anvendelsen af ikke-menneskelige dyr til eksperimentelle formål. I sin kritik af speciesisme fremsætter han det synspunkt, at en given mængde smerte oplevet af en kat, hund, abe eller gris har samme betydning som den tilsvarende mængde smerte oplevet af et menneske, hvorfor han argumenterer for, at der bør udvises den samme grad af hensyntagen uanset art, når en handling risikerer at udsætte nogen for smerte. Den idé ville drastisk ændre på vores måde at betragte og behandle andre dyr, hvis den skulle få betydning i praksis.

Hvis Ryder, Singer og Bentham har ret i deres analyser og kritik, må speciesisme betegnes som en udbredt norm i vores samtid. Ligesom med racisme og sexisme, er speciesisme svær at få øje på for dem, som ikke selv påvirkes negativt af dens konsekvenser, og som vokser op i en kultur, hvor accept af speciesisme indlæres tidligt gennem deltagelse i sociale praksisser. Bruddet med en ideologisk norm, som speciesisme, danner grundlag for en mod-ideologi. Ligesom feminisme udgør det filosofiske og praktiske modstykke til sexisme, udgør veganisme det filosofiske og praktiske modstykke til speciesisme. En ofte citeret definition af veganisme lyder: ”Veganism is a philosophy and way of living which seeks to exclude - as far as is possible and practicable - all forms of exploitation of, and cruelty to, animals for food, clothing or any other purpose.”

Den Harvard-uddannede socialpsykolog Melanie Joy er en uomgængelig vegansk teoretiker, der i flere år har forsket i speciesisme og undertrykkelsens psykologi gennem perspektivet relationer. Igennem sin forskning har Joy identificeret en vigtig egenskab ved speciesisme, som hun i sin bog ”Why We Love Dogs, Eat Pigs and Wear Cows” fra 2009 benævner carnisme. Carnisme betegner den kulturelle, arbitrære inddeling af nogle arter som spiselige, for eksempel køer, grise og høns - disse tildeles den laveste moralske status - og andre arter som ikke-spiselige, for eksempel hunde og katte, som tildeles en højere moralsk status tættere på vores egen. Med begrebet carnisme påpeger Joy, at medlemmer af andre arter reduceres til den funktion, som vi er kulturelt disponerede til at forbinde dem med. Ved at bevidstgøre om denne inddeling af medlemmer af andre arter, alt efter om vi ser dem som ’mad’ eller ’ven’, mener Joy, at speciesismens latente virkemåder kan gøres mere synlige og sværere for os at ignorere. Joy illustrerer pointen med et eksempel, hvor en gæst ved et middagsselskab er så begejstret for den ret, hun netop har spist, at hun spørger værten efter opskriften. Værten svarer, at hemmeligheden består i valget af kød: Der skal bruges ét kilo godt krydret golden retriever. Intet ved måltidet ændrer sig, men formentlig ændrer gæstens opfattelse af måltidet sig. Gæsten finder ikke længere måltidet appetitvækkende, men snarere stødende, eftersom gæsten relaterer anderledes til en golden retriever end til de dyr, som gæsten er vant til på baggrund af kultur og tradition at klassificere som spiselige.

Om forsvar for magtpositioner

I sin nyeste bog “Powerarchy” fra 2019 undersøger Melanie Joy de psykologiske mekanismer, der gør sig gældende i forskellige former for ulige magtforhold. Om opretholdelsen af magtpositioner, der ikke kan retfærdiggøres, kommenterer Joy: “The system [of unjust powerimbalances] needs to use a set of psychological and social defense mechanisms so that we act against our compassion and justice [and] our natural drive to connect … it does this primarily by using myths and privileges [that] disconnect us from our empathy, when we are in a position of power.” Ifølge Joy forsvares undertrykkende magtforhold med henvisning til deres normalitet, deres naturlighed og deres nødvendighed. Var det ikke netop sådan, mænd som Aristoteles og Thomas Taylor forsøgte at retfærdiggøre udnyttelsen af dem, som de opfattede som mindre værdige end dem selv? Er det sådan vi, med henvisning til myter og privilegier, stadig i det 21. århundrede forsøger at retfærdiggøre udnyttelsen af ikke-menneskelige dyr?

Aristoteles havde ret i, at mennesket kan karakteriseres som dyret med det bedste ræsonnement. Hvem ved, måske placerer det os faktisk i en anderledes position end de øvrige dyr? Ikke som dyret med de største privilegier, som Aristoteles forestillede sig, men som dyret med det største potentiale til at udvise hensyn - og måske det samme hensyn for andre, som vi allerede udviser for hinanden og os selv. Om det er et mål, vi hver især og som samfund vil prøve at stræbe efter, forbliver endnu et emne for debat, og mens vi filosoferer over vores egen arts rolle, venter dyrene stadig i staldene, i hallerne, i burene, i lastbilerne og i køen på slagteriet og forsøger at udholde deres forkuede, forkortede og forpinte tid i verden.